Under et træ i en park i Pyongyang sidder et ældre ægtepar med deres medbragte mad spredt ud på en plastikdug. De vil gerne tale med os.
Vi har været en uge i Nordkorea, og foreløbig har alt, hvad vi har oplevet, været nøje planlagt af de statsansatte embedsmænd, som følger os i døgndrift. Det har været umuligt at komme i kontakt med almindelige mennesker, og derfor er det svært ikke at blive paranoid. Er det ældre ægtepar mon skuespillere?
Manden er klædt i et mørkeblåt koreansk jakkesæt med et badge med Nordkoreas afdøde diktatorer på venstre brystlomme. Hans kone er en smuk, ældre kvinde med kort gråt hår og lilla solbriller. De er begge over 80 år gamle, fortæller vores guider, som oversætter for os.
I dag fejrer nordkoreanerne en national helligdag, hvor man mindes afdøde forfædre. Ægteparret fortæller, at de tidligere på dagen har besøgt den store plads i Pyongyang, hvor styret har opstillet to 23 meter høje bronzestatuer til minde om Nordkoreas afdøde diktatorer.
»Vi har haft et godt liv, og nu har vores børn et lykkeligt liv takket være Den Store Leder«, siger kvinden.
Da hun nævner Kim Il Song, begynder hun at græde. Kvinden fører en finger op under de lilla solbriller for at tørre tårerne væk. Så fortsætter hun med at fortælle, at hun også savner hans søn, Kim Jong Il, som døde for to år siden.
»Vi havde ønsket ham et langt liv, men nu døde han før os. Derfor er det en sørgelig dag for os i dag«, siger hun og slutter med at fortælle, at hende og ægtemandens største ønske er, at landets nuværende leder, Kim Jung Un, får et langt og lykkeligt liv.
I løbet af få minutter har den smukke, ældre kvinde formået at hylde alle de tre Kim’er. Det kan godt være, at hun ikke er skuespiller, men hun er i hvert fald en god repræsentant for styret.
Det samme gælder ikke for en ung mand i bar overkrop, som skynder sig at tage en skjorte på, da han får øje på vores guider. Eller den forhutlede kvinde, som sover på en bænk med et klæde over hovedet. Vores vigtigste guide, Mr. Kang, træder straks ind foran, da Politikens fotograf vil tage et billede af hende.
Det er ikke alt, guiderne vil vise os, men at vi overhovedet har fået lov at gå tur i Moranbong Park er en overraskelse. I en hel uge har Batida plaget vores nordkoreanske guider om at komme herhen.
For et år siden var tre af teatrets medlemmer i Nordkorea for at forberede den nuværende rejse. Dengang besøgte de den grønne park og kom forbi en overdækket scene, hvor en gruppe nordkoreanske kvinder dansede og drak brændevin. De danske teaterfolk gav sig til at danse med kvinderne, og det var en god og autentisk oplevelse, som de gerne vil dele med resten af teatergruppen.
Men i Nordkorea må udlændinge ikke færdes frit, og i hele den uge, vi har været i Nordkorea, har vi ikke fået lov at besøge parken. Mr. Kang har flere gange sagt, at han kan komme i store problemer ved at tage os med derhen.
I dag er det vores sidste dag i Nordkorea, og som en overraskelse har guiderne alligevel taget os med i parken, som er smuk og velfriseret med rislende vandløb, frodige træer, egern og fugle.
På grund af helligdagen er der fyldt med familier, som sidder på tæpper og spiser medbragt mad. Flere har medbragt små æsker med aske fra deres forfædre, og en enkelt familie har medbragt små fotografier af to afdøde bedsteforældre. De har stillet de lyse trærammer op ad en træstamme og sat et lille glas brændevin og lidt mad foran dem. Da vi kommer forbi, inviterer familien en af teaterfolkene hen og byder ham på mad og en dram.
Vi forlader alle sammen parken med en oplevelse af, at gåturen er den mest autentiske oplevelse, vi har haft i landet.
Jeg bliver mere i tvivl, da vi er tilbage i Danmark og igen kan gå på internettet. En Google-søgning afslører, at styret ofte viser udlændinge rundt i parken, og på Youtube kan man se flere videoer med turister, som danser med nordkoreanske kvinder på en overdækket scene.
Afskedsreception
Batida er i Nordkorea som en del af en kulturudvekslingsaftale. I løbet af otte dage har de optrådt på tre folkeskoler, men de har stadig ikke fået opfyldt deres ambition om at spille udenfor i det fri for almindelige mennesker. Desuden har det vist sig, at Nordkorea ikke har tænkt sig overholde aftalen om efterfølgende at sende en nordkoreansk teatergruppe til Danmark for at optræde. De har tænkt sig at sende en gruppe 12-13-årige skolepiger.
Fire af pigerne er inviteret til den afskedsreception, som nordkoreanerne har planlagt den sidste aften i landet. De er klædt i fine farvestrålende kjoler og højhælede sko, og står på række med hver deres glas appelsinjuice.
Udover skolepigerne og de nordkoreanske embedsmænd, som har fulgt os hele ugen, er en lille gruppe teaterfolk fra det nordkoreanske statsteater med til afskedsreceptionen, som bliver afholdt i et lavloftet festlokale i diplomatklubben i Pyongyang. Det minder om et diskotek på Oslobåden med lysshow på dansegulvet, roterende stjerner i gulvet og en bar, som er oplyst af blåt neonlys.
I midten af lokalet står et langt bord med rød dug og koreanske specialiteter, og på et bord ved siden af har den danske teatergruppe dækket op med små dannebrogsflag, Anthon Berg-chokolade og en dåse småkager med et billede af gardere.
Selv om det er sidste aften i Nordkorea, har Batidas uofficielle leder, Søren Ovesen, ikke opgivet at få nordkoreanerne til at leve op til deres del af aftalen om kulturudveksling. Under middagen sidder han ved siden af Mr. Rye, en magtfuld embedsmand fra ’Komiteen for Kulturelle Relationer til Fremmede Lande’.
Søren Ovesen insisterer på, at Nordkorea skal sende voksne teaterfolk til Danmark, men ligesom tidligere afviser Mr. Rye, at det kan lade sig gøre. Han mener dog, at problemet kan løses på andre måder. Skolepigernes rottehaler og farvestrålende kjoler får dem til at se meget unge ud, mener han.
»Hvis vi nu ændrer deres frisurer, kommer de til at se ældre ud«, siger Mr. Rye og forsøger at henlede Søren Ovesens opmærksomhed på, at pigerne trods deres unge alder faktisk er lige så høje som deres skolelærerinde.
Så går et par af skuespillerne fra Batida op til en lille scene. De kulørte farver fra lysshowet flimrer over dem, mens de går i gang med at spille ’Man binder os på mund og bånd’ af Poul Henningsen.
Direktøren fra det nordkoreanske statsteater sidder bag en søjle. Den pletskaldede teaterdirektør kan ikke se scenen, men bliver siddende og slubrer den sidste suppe op af en tallerken, før han tænder en smøg.
Først da den danske teatertrup giver sig til at spille den uofficielle koreanske nationalsang Arirang, rejser teaterdirektøren sig. Han går op foran scenen, tager en af skolepigerne i hånden og begynder at danse rundt med hende. De danske teaterfolk synger en dansk oversættelse af den koreanske folkesang, mens nordkoreanerne synger den originale tekst.
Bagefter er det de fire nordkoreanske skolepigers tur til at optræde. De synger om at være de lykkeligste børn i Verden, om at nordkoreanerne er det bedste folk og et nummer med titlen ’Dybfølte ønsker for General Kim Jung Uns helbred’.
Pigerne slutter med at spille titelsangen fra den danske børnefilm ’Busters Verden’, som Batida har sendt dem melodien til. De danske teaterfolk går op til scenen og tager skolepigerne i hånden. Så synger de.
»Åh Buster… Åh Buster… Åh Buster, kigger på stjernerne ...«.
Da afskedsreceptionen slutter, har Mr. Kang fået en guirlande med dannebrogsflag om halsen. Han tager afsked med de nordkoreanske gæster og stikker diskret de ansatte fra statsteatret et par kartoner smøger, da de forlader festen. Tilbage på hotellet efter afskedsreceptionen mødes medlemmerne af Batida på et hotelværelse for at evaluere udbyttet af rejsen til Nordkorea. De er glade for, at det er lykkedes at optræde tre gange, men stadig frustrerede over, at nordkoreanerne har tænkt sig at sende små piger til Danmark for at optræde.
»Det var ikke aftalen, at de skulle sende børn til Danmark. Men jeg tror ikke, at vi har andre muligheder. Hvis vi siger, at det ikke skal være dem, så er den dør lukket. Så har vi haft en god oplevelse, men så sker der ikke mere«, siger Søren Ovesen.
Alt i alt er han godt tilfreds med udbyttet af rejsen.
»Vi havde ikke forestillet os den normalitet, vi har set her … altså jeg tænker ikke på styret, som er helt bimmelim«.
Flere af de yngre medlemmer af Batida kigger på Søren Ovesen.
»Aaaah ...«, lyder det fra flere i kredsen.
En sidste protest
Næste morgen skal Batida pakke alle instrumenter og rekvisitter sammen, før hjemrejsen til Danmark. Det hele skal pakkes på en særlig måde, og teaterfolkene har fået lov at gøre det på parkeringspladsen foran hotellet. Nu har de planlagt at bruge anledningen til at lave en lille happening. Under hele opholdet har de forgæves forsøgt at få lov at optræde udendørs i Nordkorea, og nu har de en anledning til at tage instrumenterne frem på parkeringspladsen.
De henter guiderne og tager dem med ud foran hotellet. Mr. Kang kommer ud på parkeringspladsen klædt i hotellets blå badesandaler og en polotrøje. Så begynder teaterfolkene pludselig at spille en sang fra deres forestilling. Et par af teaterfolkene hiver fat i Mr. Kang og de andre guider og danser rundt med dem foran den parkerede bus. De få nordkoreanere, som kommer gående forbi, lader som ingenting og går videre. Kun en kinesisk forretningsmand, som bor på vores hotel, kommer over for at filme optrinnet.
Det hele er overstået efter et par minutter. Så kører vores guider os i lufthavnen.
Efterskrift: Det er fortsat planen, at nordkoreanske skuespillere kommer til Danmark til juni. Batida forhandler stadig med Nordkorea om deres alder. Nu lover styret at sende voksne teenagere.
Publiceret 30. december 2013