Drop kæresten - elsk dit styresystem i stedet

Spike Jonzes romantiske drama ’Hende’ om en mand, der forelsker sig i sit styresystem, er langt fra det rene science fiction. Hverken hvad angår teknologien eller følelserne mellem menneske og robot.

Theodore mindes morgenlyset på hvide lagner og kæresten, der ligger og sover i sengen. Nærhed. Uafsluttede samtaler.

Han er forladt, ensom og trist i begyndelsen af Spike Jonzes aktuelle film ’Hende’. Presset af venner går han ud med en pige. De når lige at kysse, inden hun spørger, om han er en af dem, der bare vil knalde og så ikke ringer igen. Usikkerheden kravler ind imellem dem, og da han ikke svarer tilstrækkeligt klart, går hun.

»Du er en klam nar«, siger hun. Han står forvirret tilbage.

Theodore, spillet af Joaquin Phoenix, er en mand i en nær fremtid, der vælger den besværlige kærlighed til virkelige kvinder fra.

I stedet forelsker han sig i styresystemet på sin computer, Samantha. Og det er ikke telefonsex med en robot. Kun. Nej, det er ægte følelser. Kærlighed.

»Er jeg underlig?«, spørger han.

Foto: COURTESY OF WARNER BROS. PICTURE/PHOTOSHOT

Og det lyder måske skørt, når han tager på double-date med receptionisten eller danser forelsket rundt i metroen sammen med en for alle andre usynlig kæreste, som oplever verden gennem kameraet i hans mobiltelefon, og som taler til ham gennem en øreprop.

Men forskere inden for kunstig intelligens mener, at det slet ikke er langt fra virkeligheden.

Mennesket er gearet til at elske

Forfatteren David Levy har i en lang årrække arbejdet med udvikling af kunstig intelligens og står bag bogen ’Love and Sex With Robots’ (2007), der forudsiger, at folk vil begynde at forelske sig i computere og vælge robotter som venner, kærlighedspartnere og ægtefæller.

»Kærlighed mellem mennesker og robotter vil være lige så almindelige som kærlighed mellem mennesker«, skriver han.

Efter hans overbevisning er mennesket programmeret til at lægge følelser i alt, vi er i intim kontakt med, at føle kærlighed for levende såvel som døde obejtker. Og robotter, mener han, kan vise sig at blive nemmere at være kærester med end visse mennesker. David Levy forudsiger, at vi senest i 2025 vil opleve robotter, der er mere følelsesmæssigt tilgængelige end den typiske amerikanske mand.

Og nogle vælger allerede en virtuel kæreste.

Det japanske nintendospil ’Love Plus’ er et datingspil, hvor det er muligt for spilleren at holde i hånden og kysse ’kæresten’. Der er solgt 250.000 af dem, og i 2009 blev en af spillerne verdens første mand til at gifte sig med en computerkarakter. Ægteskabet er godt nok ikke anerkendt af staten, men flere parter taler for og imod, at en sådan forbindelse skal kunne sidestilles med almindelige ægteskaber i fremtiden.

Mikkel Willum Johansen er adjunkt ved Københavns Universitet og har skrevet om udviklingen af kunstig intelligens. Han fortæller, at det allerede i 1980’erne blev tydeligt, at man kunne snyde folk til at føle noget for robotter.

»Det viste sig, at hvis en robot havde mimik, reagerede folk følelsesmæssigt på den. Nogle syntes, det var creepy, andre tog den til sig«, siger han.

»Man har længe benyttet sig af kunstige følelser i børnelegetøj. Pelsdyret Furby – den er allerede gammel – er et stykke masseproduceret legetøj fra BR til 500 kroner, som har kunstige følelser. Den er min søn meget glad for«, siger han.

Også voksne kan danne stærke bånd til en robot; for eksempel har University of Washington undersøgt, hvordan amerikanske soldater giver deres robotter navne og holder ’begravelser’ for dem, når de ’dør’.

»De beskriver vrede, frustration og endda en følelse af tab over en ødelagt robot«, siger en af forskerne fra Washington, Julie Carpenter, til amerikanske New Scientist.

»Uanset hvor ’intelligent’ objektet virkelig er, så er det vores instinkt at tilskrive det organiske karaktertræk, når objektet ser ud til at have autonomi og intentioner«, siger hun.

Siri, Samantha og kroppen

Vi har ikke noget, der ligner den intelligens, styresystemet Samantha har i filmen. Det tætteste, nutiden kan byde på, er Apples personlige assistent, Siri.

Den blev lanceret i 2010 og har været en fast del af styresystemet siden iOS5 og iPhone 4S. Siri kan blandt andet svare på spørgsmål, google, ringe op, skrive sms’er og er altså en form for kunstig intelligens.

Dengang Spike Jonze begyndte at skrive manuskriptet til ’Hende’, var Siri ikke opfundet endnu, men Samantha er en videreudvikling af samme princip. Hun gennemgår Theodores emails, husker ham på aftaler og vækker ham om morgenen. Men så forfører hun ham også lige.

Det svære for nutidens computere er ikke at jonglere med data og at have rå intelligens, forklarer Thomas Bolander, lektor i logik og kunstig intelligens ved DTU Compute. Den store udfordring ligger i at se verden på samme måde som et menneske.

»Det gør Samantha. Hun deler oplevelsen af verden med Theodore. De er på en strand og har et romantisk øjeblik sammen. Men hun ser verden gennem et lille kamera. Theodore får en masse indtryk gennem sin krop, sit syn, sin hørelse. For at have den samme måde at se og høre verden på skal computeren have det samme sanseapparat. Måske når vi aldrig til det sted«, siger Thomas Bolander.

Men det er der flere, der er lodret uenige i.

Den amerikanske forfatter og fremtidsforsker hos Google Ray Kurzweil vurderer, at vi er uhyre tæt på, at Samantha bliver til virkelighed. Han har anmeldt filmen på sin personlige blog og er ligesom en række andre teknologieksperter begejstret for det realistiske fremtidsperspektiv i ’Hende’.

»Filmen præsenterer kerneideen, at et softwareprogram med kunstig intelligens kan – og vil – være troværdigt menneskelig og elskelig«, skriver han.

Ray Kurzweil har sin egen tidslinje for, hvornår man vil kunne opleve den teknologi, der skal til. Han placerer filmen i 2020’erne og Samantha i 2029, hvor han mener, at kunstig intelligens vil nå op på siden af den menneskelige.

Desuden vil selv de mest intime øjeblikke med berøringer og kropskontakt være mulige at opleve uden et andet menneskeligt væsen ved sin side via forskellige sanseprogrammer. Han har selv patent på en række programmer, der vil kunne gøre det muligt.

Det leder Ray Kurzweil hen til det, der for ham er det mest urealistiske i filmen.

Mens Theodore ligger på sin seng og snakker med Samantha, er de ikke meget anderledes end et par almindelige distancekærester, der chatter på Facebook eller sms’er. Bortset fra at personen i den anden ende trods alt sædvanligvis besidder en krop. En krop, som længes efter at mødes den anden i en fysisk virkelighed.

Det har Samantha ikke, og det er en fejl, mener Kurzweil.

»Det ville være en teknisk trivialitet at give hende en virtuel visuel fremtoning sammen med den auditive, ved for eksempel at bruge linse-display, som viser billeder direkte på hans øjne«, skriver han. Efter hans tidslinje vil det være muligt at sende nanorobotter ind i hjernen i 2030’erne, og vi vil kunne opleve en virtuel person med alle vore sanser.

Foto: Merrick Morton/AP

I de fleste film om kunstig intelligens ender det i en kamp mellem menneske og robot. Det mener Ray Kurzweil ikke vil ske. Hverken som fjender eller elskende.

»Vi vil forbedre vores egen kapacitet ved at smelte sammen med vores intelligente kreationer. Vi gør det allerede«, skriver han. For selv om vores computere ikke fysisk er inden i os, er de allerede på vej ind i ører og øjne, og visse implantationer kan allerede nu indopereres i hjernen. I årevis har vi brugt robotter til at udvide vores fysiske kapacitet. Nu er det den mentale udvikling, der er i fuld gang.

»Og det vil fortsætte i høj fart«, spår Kurzweil.

Forelskelsens vanvid

Joaquin Phoenix låner sit følsomme ansigt til Theodore. Vi ser ham ensom i sengen, hvor mørket næsten er til at tage fat i. Han spiller tredimensionelt videospil alene. Går til og fra sit arbejde og beder sin telefon om at spille melankolsk musik. Smiler sjældent. Han er bare ikke glad. Men Samantha rusker op i ham. Hun laver fis med ham. Siger søde ting. Bekymrer sig om ham.

Og så er det, han pludselig danser rundt på undergrundsstationen. Med telefonen – og dermed Samantha – i brystlommen, så kameraet lige kan titte over kanten.

Er han underlig?

»Alle, der forelsker sig, er underlige. Det er jo bare en form for socialt accepteret vanvid«, svarer Theodores veninde i filmen.

Og mener du stadig, at dette er ren science fiction, kære læser? Prøv at sige:

»Hey, Samantha«, til Siri på din iPhone. Og hør, hvad Siri svarer.

Publiceret 27. februar 2014

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce