Foto: Marcus Grønbech

Fra onani under et scenegulv til snydt på Horsens Gymnasium

Efter årtier nærmest i dvale har performancekunsten fået et comeback. Statens Kunstfond har bedt ti kunstnere om at lave performances for gymnasieelever. Politiken fik en rolle i 'Matematik Lektionen', der udspillede sig på Horsens Gymnasium.

Jeg har klædt mig ud. Iført mig runde briller med mørkt stel og en grå uldcardigan, der er knappet helt til. Mine mundvige er i vater, mens jeg prøver at undvige de nysgerrige blikke fra 2. f’s elever. Jeg vil ikke afsløres.

»Her lugter af lærerværelse«, siger en af drengene, da han får øje på mig og den anden sagkyndige bagerst i klasselokalet på Horsens Gymnasium.

Jeg forsøger at se autoritær ud ved at stirre frem mod den hvide tavle. Her sidder den kommende gymnasielærer Mikkel alene på en stol, tilsyneladende uden at ænse eleverne, som han skal undervise i differentialregning. Det er hans undervisning, jeg som sagkyndig skal bedømme.

To minutter efter at timen burde være gået i gang, rejser han sig og henvender sig tøvende til eleverne, der har matematik på B-niveau.

»Jamen, goddag alle sammen ... øhm, jeg hedder Mikkel, jeg er pædagogikum-kandidat og skal undervise jer i dag«, siger han og kigger beklemt ned.

2. f bliver helt stille og finder deres bærbare computere frem for at tage noter. De lader ikke til at ane uråd.

I virkeligheden er Mikkel Trier Rygaard skuespiller, og han vidste intet om differentialregning, da kunstneren Heidi Hove henvendte sig til ham for tre måneder siden. Og det, eleverne i Horsens uden at vide det er tilskuere til, er 'Matematik Lektionen', en performance, som Heidi Hove har skrevet og instrueret i samarbejde med komponist Katrine Møllebæk.

De har opfundet rollen som sagkyndig til mig, så jeg kan være med til uropførelsen af værket. Det er første og eneste chance for at opleve 'Matematik Lektionen'.

Heidi Hove er en af ti kunstnere, som Statens Kunstfonds legatudvalg for billedkunst har bedt om at lave en kunstperformance på et dansk gymnasium. Det er udvalgets opgave at sørge for, at samtidskunsten kommer ud til landets offentlige institutioner; på skoler, gymnasier og hospitaler. Ideen er, at gymnasieeleverne nu skal opleve, at samtidskunsten er andet end skulpturer, malerier og videokunst.

»Performancekunst skal ikke kun være noget, en in-crowd i København kan opleve på et besøg på Overgaden – Institut for Samtidskunst«, siger udvalgssekretær Inger Krog om projektet, hvor hver kunstner får op til 35.000 kroner til at lave et værk.

Eleverne får samtidig selv mulighed for at lave egne performances, når kunstneren kommer tilbage og underviser eleverne i performancekunst. Det performative appellerer til en generation af unge, der klæder sig ud som zombier og laver flash mobs i gadebilledet. Til teenagere, der spiller rollespil og broadcaster de mest intime detaljer af deres privatliv liv på YouTube:

»Det performative har en nerve og tilstedeværelse, der rammer de unge, som er vant til at iscenesætte og inddrage sig selv på nettet«, siger Inger Krog.

De ti nye værker er med til at bekræfte performancekunstens genkomst, som man især har set mere og mere til siden 00'erne, mener Camilla Jalving, museumsinspektør på Arken og forfatter til bogen 'Værk som handling – performativitet, kunst og metode'. Performancekunst har fået aktualitet og relevans i en tid, hvor folk forventer, at de kan deltage i alt, hvad de foretager sig:

»Vi sammensætter selv spillelister på Spotify, vi er på de sociale medier, hvor der hele tiden er tilbud om at tage del. Hvor skal jeg trykke? er blevet en forventning til næsten alt, hvad vi laver«.

En eventpræget tid, kalder kunstner Henrik Plenge Jakobsen det. Han har selv arbejdet med elementer af performance i sine værker. Performance er især i de seneste 5-10 år blevet »det store nye« i kunstverdenen, siger han, og nævner live-biennalen Performa i New York, der har eksisteret siden 2005, hvor man hvert andet år dedikerer en lille måned til performancen.

»Det rammer ind i tidens fascination af hele sceneaspektet i alt fra ’X Factor’ til en udstilling på et museum«.

Onani og nøgne mænd

Sidst performancekunst var stort, sad den under et gallerigulv og onanerede. I performancekunstens begyndelse og storhedstid i 1960'erne og 1970'erne handlede den om oprør. Mod samfundet, mod fastlåste kønsidentiteter og mod et kapitalistisk kunstsystem. Performance-pionererne gjorde kunsten til handling, brugte deres egen krop som materiale og inddrog almindelige, ofte intetanende mennesker som publikum. Eksempelvis amerikaneren Vito Acconcis hovedværk fra 1972, hvor gallerigæsterne gik på gulvet over ham og kunne høre ham masturbere under sig. Eller når Yoko Ono lod publikum klippe hendes tøj af stykke for stykke i 'Cut Piece' fra 1965.

Kunsten skulle ikke længere være et maleri, man kunne hænge i stuen, og performancerne fandt sted uden for museerne – i byrummet, i gallerierne og i kunstnernes egne atelier.

I 1980'erne blev kunstarten mere eller mindre usynlig. Først i 1990'erne kom den igen i spil med videokunstens indtog, og rigtig stort begyndte det at blive i 00'erne med festivaler, genopførelser af historiske værker og Live Art-programmer på toneangivende steder som Tate i London. I Danmark så man pludselig performancekunstneren Lilibeth Cuenca Rasmussen udstillet for fulde huse på Statens Museum for Kunst.

Men den performancekunst, der kommer frem nu og i 00'erne, har ikke samme samfundsomvæltende karakter, som i 60'erne og 70'erne:

»Den outsiderstatus, performancekunst og dens kunstnere havde dengang, har den ikke længere. I dag er den i høj grad blevet en del af systemet, den er kommet ind på museerne og institutionerne«, siger Camilla Jalving.

Der er også opstået en anden distance i performancekunsten, mener Henrik Plenge Jakobsen. Han peger på den britisktyske Tino Sehgal, en af tidens mest anerkendte performancekunstnere, hvis værker ikke umiddelbart kan tolkes politisk eller samfundskritisk. Sidste år fik han Guldløven på Venedig Biennalen, kunstens svar på en Oscar, for et værk, hvor lydene fra menneskelige beat boxers, fik dansere til at bevæge sig.

»Der er en anden distance, og det er ofte apolitisk. Det er ikke længere den store succes med nøgne 60-årige mænd«, siger han.

Performances passer ligefrem bedre ind i tiden i dag, mener Camilla Jalving og nævner serbiskfødte Marina Abramovic, der i 1970'erne var en snævert kendt performancekunstner, men i dag er blevet en medie- og publikumsdarling blandt andet i kraft af en retrospektiv udstilling på MoMA i 2010.

»Folk stod i kø i dagevis for at deltage i hendes værk 'The Artist is Present', hvor man skulle sidde og kigge hende ind i øjnene. Nu er tiden klar til det på en anden måde, end den var i 60'erne og 70'erne, hvor det var en avantgarde udtryksform, der mest af alt blev set som en provokation. I dag er det mere en invitation«, siger hun.

Lad vær' at synge med

I Horsens taler pædagogikum-kandidaten Mikkel næsten uhørligt om Newton, grækere, geometriske figurer og legemers hastigheder. Han lyder mere som en historielærer med hukommelsestab end en matematiklærer.

Da han tegner et koordinatsystem, synger han, så det lyder som en koropvarmning.

»Yyyyyyy«, nynner han. Stemmen triller op og ned ad toneskalaen, i takt med at han tegner den lodrette y-akse.

En elev i en bordeaux- og blåstribet Barca-trøje er nødt til at gemme ansigtet i hænderne, så han ikke bryder sammen af grin. Bag hænderne bliver ansigtet rødere og rødere. Alligevel begynder både han og de andre elever lidt efter at tegne koordinatsystemet af.

Jeg forsøger at koncentrere mig om min notesblok, hvor jeg skal forestille at vurdere Mikkels præstation. I stedet noterer jeg mig, at Heidi Hove, der har fundet på det hele og i dag også spiller sagkyndig, har svært ved at holde masken nede på bagerste række. Mikkel improviserer uden for manuskriptet og tegner en hesteskoformet parabel, som han ved en fejl kalder en hyperbel. Ingen af eleverne siger noget.

Heidi Hove fik ideen til 'Matematik Lektionen' ved at tænke på sin egen skoletid, hvor en matematiklærer satte hende uden for døren for at stille dumme spørgsmål. Til sidst stod hun af og brugte timen på at sætte tallene i pæne, lige rækker i kladdehæftet i stedet for at forsøge at forstå dem. Hun fik 10 i orden og dumpede i matematikken.

I musik sang hun falsk. Da skolekoret en jul skulle gå i luciaoptog, bad musiklæreren hende om at bevæge læberne lydløst, så hun ikke ødelagde klangen og optoget for de andre.

»Jeg vil gerne have, at eleverne, der ser den her performance, bliver mere kritiske over for det, de bliver præsenteret for. Over for autoritet og fasttømrede roller. Man skal ikke bare tage imod alt, men også tænke selv. Jeg troede jo, det var mig, der var dårlig til matematik. Men det kunne også være læreren, der var dårlig til at lære fra sig«, siger hun, inden timen går i gang.

I klasselokalet sætter Mikkel eleverne i gang med at lave en opgave, som de troskyldigt kaster sig over. Da eleverne bøjer sig over computerskærmene, begynder han at vrikke med hofterne.

Har performance mistet sin brod?

Eleverne i Horsens er ikke de eneste, som oplever performances i år. Også gymnasierne i Brønderslev og Tørring får besøg af performance-kunstnere. Kunstudvalget har lagt vægt på, at værkerne kommer ud til steder i Danmark, hvor der er langt til samtidskunsten.

»Det her er ikke noget, eleverne kommer i kontakt med, hvis man ikke smider det i hovedet på dem«, som Horsens Gymnasiums billedkunstlærer Thomas Ohrt siger på lærerværelset, inden performancen går i gang. Han har ansøgt om at få performancen til Horsens.

Men at kunstudvalget på den måde dikterer performancekunstens udfoldelsesrum, er ikke problemfrit, siger kunstner Henrik Plenge Jakobsen.

»Der er nogle problemer i at blive instrumentaliseret som kunstner på den måde. At skulle lave et performanceværk. At skulle ud på et gymnasium. Den her tanke om, at man skal ud til et sted for at forbedre tingene eller opdrage nogen. Der er noget huskunstner over det. Mange kunstnere har svært ved at sige nej til det, fordi man har brug for pengene«, siger han.

Museumsinspektør Camilla Jalving synes ikke, at performancekunsten mister noget ved at blive lavet på bestilling til et bestemt rum.

»Vi hænger fast i et performance-begreb, der hører 1970’erne til, hvor alt skulle være vild provokation. Hvis man prøvede den slags i dag, ville det ikke længere have den brod, fordi samfundet har ændret sig. Men performancekunsten kan så meget andet end at overskride grænser«, siger hun.

»Det, performance kan i dag, er at pege på, hvordan vi hver dag står op og performer og laver ritualer. Den skaber et kunstigt rum, hvor virkelighedens kunstighed bliver synlig. Den tydeliggør en af de ting, der optager os mest: vores relationer til hinanden, og de måder vi er sammen på«, siger hun.

For billedkunstner Heidi Hove har det ikke været en begrænsning at lave et performanceværk specifikt til Horsens Gymnasium. Hun er vant til at arbejde stedsspecifikt i sin kunst og mener ikke, det er meget anderledes end at blive inviteret til at lave et værk til en udstilling. Og selv om 'Matematik Lektionen' ikke vil omstyrte samfundsordenen, mener hun ikke, den er ukritisk.

»Den ser kritisk på de medmenneskelige relationer i det intime hverdagsrum. Hvordan magtforhold i virkeligheden bare er afhængige af de roller, vi vælger at spille. Hvem adlyder man, hvem adlyder man ikke? Og hvordan man accepterer nogle ting, man ikke normalt ville acceptere, fordi man er en del af en gruppedynamik og bare gør som de andre«.

En lærer går amok

Eleverne i 2. f har sværere og sværere ved at koncentrere sig om den tildelte opgave. Pædagogikum-kandidaten Mikkel nynner og smådanser for sig selv, mens han knipser med fingrene. Som om han synger med på en melodi, kun han kan høre.

Pludselig vender han sig ud mod eleverne og sætter mere kraft på slagertonerne, der minder om noget fra melodigrandprix anno 1991. Nu kan hele klassen høre, hvad han synger.

»For jeg sætter et punkt og et punkt

ind i koordinatsystemet

funktionstilvækst det er hyperkomplekst«

De fleste elever kan ikke længere holde latteren tilbage. Kun ved et bord allerforrest i klassen sidder fire piger med blikket rettet mod deres computerskærme og arbejder videre.

Så henter Mikkel en stol. Han stiller sig på sædet og vender håndfladerne med spredte fingre ud mod publikum – et forsøg på at lave jazz hands. Nu synger han af fuld kraft, mens han twister kroppen i en akavet fuld onkel-dans.

»F mææææærke amok

jeg kan aldrig få nok

af tangent og sekant

stik mig en funktionstilvææææækst«.

Han hopper ned ad stolen og forsøger at svinge benet op over stolen. Han er stjernen i sin egen absurde musical. Tonelejet er skrigende og skingert, næsten desperat.

»Stik mig en funktionstilvææææækst«.

En elev i mørkeblå hættetrøje vender sig mod mig og den anden sagkyndige bagerst i lokalet.

»Sker det her tit«, spørger han måbende.

Jeg trækker på skuldrene, som om jeg ikke aner, hvad der foregår. De fleste af eleverne kan ikke lade være med at grine nu, og jeg anstrenger mig for at grine med. Til generalprøven, hvor jeg prøvede at opføre mig autoritært, blev jeg beskyldt for se utroværdigt sur ud.

Syngende og dansende bevæger Mikkel sig ud af lokalet. Han lukker den røde dør ind til klasseværelset og forsvinder ud mod skolegården.

Et lettet latterbrøl breder sig i klassen, da han forsvinder. Stadig har ingen af dem gennemskuet, at det hele er fup. Først da Heidi Hove lidt efter henter Mikkel ind i klassen igen, går det op for eleverne, hvad der foregår.

»I må godt droppe opgaverne, Mikkel har givet jer«, siger hun.

»Mikkel er skuespiller. Det her er en performance, og jeg er billedkunstner«.

»Neeej«, lyder det overrasket rundt i klassen.

Også min rolle og sande identitet som journalist afsløres.

»Jeg har aldrig følt mig så snydt«, siger drengen i hættetrøjen, der hedder Patrick Olesen og er 17 år.

Han ser ikke vred ud. Og det gør resten af klassen heller ikke. De griner, og de fleste rækker hænderne op for at fortælle, hvordan de syntes, det var at være med i en kunstperformance.

»Jeg troede, han var autist. Men da du begyndte at synge, tænkte jeg: Jeg vil også lære sådan en sang for at gøre det nemmere at huske det, man har lært«, siger Dea Gram Petersen på 17 år, der fortæller, hun gav sin sidemand med Barcelona-trøjen et puf i siden, da han begyndte at grine.

»Jeg fik ondt af dig«, siger hun til Mikkel Trier Rygaard, der nu for første gang i dag taler i et normalt stemmeleje.

»Var der nogen af jer, der tænkte, det var en performance eller et setup«, spørger han.

»Jeg sad og håbede, det var for sjov«, siger Tilde Malund Jensen på 18 år, der sidder på et af de bagerste borde med håret sat op i en hestehale.

18-årige Amalie Sakkinen på anden række havde en anden teori.

»Jeg troede, du havde været udsat for et traume. Ligesom ham Leland Palmer fra Twin Peaks, der hele tiden danser og synger, fordi han har mistet sin datter«, siger hun.

»Det er også en del af det«, siger Heidi Hove.

»Det tragikomiske. At man ikke ved, om man skal grine eller græde. I bliver nærmest et publikum i et teaterstykke, hvor det er op til jer, hvordan I vil reagere på det«, afslutter hun og takker for, at vi måtte komme.

2. f klapper for første gang i dag som et rigtigt publikum. Deres rigtige matematiklærer Jørgen giver klassen fri resten af dagen.

På vej ud af klasseværelset, synger en gruppe piger sangens omkvæd:

»F mærke amoook

jeg kan aldrig få noook«.

Publiceret 15. april 2014

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce