0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler
 PETER HOVE OLESEN
Foto: PETER HOVE OLESEN

Dansevise a la Nordkorea

Da et dansk teater torsdag for første gang nogensinde lagde scene til en nordkoreansk forestilling, bød aftenen både på en diskret hyldest til Nordkoreas diktator og nordkoreansk hyldest til den danske sangskat på scenen.

En ung nordkoreansk kvinde træder frem på scenen klædt i en lyserød strutkjole og stilethæle. Hun kigger ud mod publikum i salen, smiler og giver sig til at synge.

»Et solstrejf i en vandpyt. Et lille kindkys af en vind...«.

Nede i salen kigger folk overrasket på hinanden. Latteren begynder at brede sig blandt de godt 100 tilskuere, da det går op for dem, at den spinkle kvinde fra Nordkorea pludselig er gået i gang med at synge den danske Melodi Grand Prix-klassiker ’Dansevise’. På dansk.

»Og os to? Hvad med os to? Ja, hvad med os to – dig og mig?«, synger hun akkompagneret af et nordkoreansk band.

Det er torsdag aften på Betty Nansen Teater på Frederiksberg i København, hvor den nordkoreanske musik- og dansetrup har sin første optræden i Danmark. Så vidt vides er det ikke blot gruppens første optræden i Danmark – det er første gang nogensinde, at et dansk teater lægger scene til en nordkoreansk forestilling.

Normalt må nordkoreanere ikke forlade deres land, men musik- og dansetruppen fra Kumsong Academy, en musikskole i Nordkoreas hovedstad Pyongyang, har fået lov at forlade det lukkede land som del af en kulturudvekslingsaftale med den omrejsende danske teatertrup Batida, som sidste år var i Nordkorea for at optræde. Politiken var med under opholdet i landet, hvor den danske teatertrup fik lov til at spille tre gange for skoleelever, men langt hen af vejen måtte finde sig i at være statister i en nordkoreansk propagandaforestilling. Gennem otte dage blev de overvåget, ført rundt af statsansatte guider og brugt i regimets propaganda.

En del af af kulturudvekslingsaftalen var, at Nordkorea efterfølgende skulle sende en teatertrup til Danmark. Da Batida ringede for at spørge, om Betty Nansen Teatret ville lægge scene til to forestillinger, anede teaterchef Henrik Hartmann ikke, hvad nordkoreanerne ville møde op med – men han sagde straks ja.

»Når folk har spurgt mig, hvorfor jeg sagde ja, har jeg spurgt dem, om de nogensinde har set en panda, og det har rigtigt mange set i en zoologisk have. Når jeg så spørger, om de har set en forestilling med nordkoreanere, svarer de fleste nej. Nordkoreanere er mere sjældne end pandaer!«, forklarer han.

Det er derfor, den unge nordkoreanske kvinde nu står foran et godt blandet publikum af både gamle og unge på Betty Nansen Teatret og synger Dansevisen.

Tårer for lederen

Mr. Kang er en af de to højtstående embedsmænd fra Komiteen for Kulturelle Relationer til Fremmede Lande, som arrangerede og overvågede Batidas rejse til Nordkorea. Han ledsager også de unge dansere og musikere på turneen i Danmark og fortæller, at den unge kvinde har øvet sig meget for at kunne synge ’Dansevise’ og ’Det var en lørdag aften’, som hun bagefter synger i duet med en mandlig sanger.

»Vi fik tilsendt nogle filer med sangene fra Batida. Lydkvaliteten var ikke så god, men hun brugte kun omkring en måned på at lære at synge sangene på dansk«, siger han.

Mr. Kang lægger ikke skjul på, at premieren betyder meget for nordkoreanerne.

Lige før forestillingen skulle starte, samlede han og den anden nordkoreanske embedsmand musik- og dansetruppen til en peptalk bag scenen. En af de unge mænd tog en guitar frem og gav sig til at spille en vemodig sang om Nordkoreas leder, den unge diktator Kim Jong-un. Sangen fik tårerne til at trille ned af kinderne på de unge dansere og musikere.

Mr. Kang græd ikke selv, men han var meget bevæget, fortæller han. Sangen mindede ham om, at de alle savner Den Kære General, som Kim Jong-un også kaldes i Nordkorea.

»Vi havde fået at vide, at der ikke var udsolgt til forestillingen i aften. Derfor sang vi om vores kære leder og blev bevægede over at tænke på, at vores kære leder altid er med os. Han ser os altid«, fortæller han.

Mr. Kang er klædt i en hvid skjorte med et rødt badge på brystet, der viser et billede af Kim Jong-uns far og farfar, Nordkoreas to afdøde diktatorer.

»Det er nok svært at forklare for danskere«, tilføjer han.

Det er dog kun bag scenen, at nordkoreanerne mindes deres landsfædre. Selve forestillingen er renset for referencer til Kim’erne.

I Nordkorea handler alt om De Store Ledere, og da Batida sidste år var i landet, blev de hyldet alle steder, de danske teaterfolk fik lov at optræde.

Men Søren Ovesen, som er skuespiller og instruktør i Batida, har på forhånd sagt til den nordkoreanske delegation, at det er en dårlig ide, hvis de går på scenen i Danmark med sange og billeder, der hylder De Store Ledere. Det vil støde folk, har han forklaret, og det har de tilsyneladende lyttet til.

Nordkoreanerne har også givet sig på et andet punkt: Da Batida var i Nordkorea sidste år, viste det sig, at nordkoreanerne havde tænkt sig at sende en gruppe piger i 13-14-års alderen til Danmark som en del af kulturudvekslingsaftalen. Batida kæmpede en brav kamp for at overbevise de nordkoreanske embedsmænd om, at de skulle sende voksne kunstnere til Danmark, og den kamp har de vundet. De ni musikere og dansere, som nu optræder på Betty Nansen Teatret, er alle over 18 år.

Aldrig set noget ligende

Den forestilling, de har taget med til Danmark, hedder ’En ny dag – Arirang’.

Det var Batida, som fandt på første del af titlen – en ny dag – da de skulle forsøge at booke teaterscener i Danmark, og nordkoreanerne accepterede titlen på forestillingen, men tilføjede ’Arirang’.

Det er titlen på en vemodig kærlighedssang, der kan beskrives som den uofficielle nationalsang i Nordkorea. Den handler om en forelsket par, der bliver adskilt, og sangen kan derfor også tolkes som en metafor for adskillelsen af Nord- og Sydkorea.

Sangen er også en del af repertoiret i aftenens forestilling.

Nummeret bliver indledt af en ung kvinde med tårnhøje stilethæle med sølvpalietter. Spotlyset fokuserer på hende, mens hun siddende på en skammel lader fingrene danse hen over en guzheng, som er et traditionelt asiatisk strengeinstrument.

»Arirang, Arirang, Arirang...«, synger hun med patos og luft på stemmebåndet.

[billedhjul-1]

Så stemmer bandet i med trommer og elklaver. En pige med en stram, sort nederdel giver sig til at spille bas, hvor hun slår med tommelfingeren på strengene, så det udvikler sig til en poprock-udgave af den vemodige fædrelandssang.

Forestillingens 17 numre varer knap en time og fortsætter i samme stil. De fleste af kvinderne er klædt i lyserødt fra top til tå, og mændene har hvide bukser og lyserøde skjorter med flæser på. På et lærred over scenen kører der billeder og filmklip med idylliske nordkoreanske landskaber og kampsportsudøvere, som løfter træstammer og hamrer søm i med pandebrasken.

Efter koncerten er de tilskuere, som Politiken taler med, enige om, at de nordkoreanske dansere og musikere er teknisk dygtige, men at forestillingen var markant anderledes, end hvad folk er vant til at se på danske teaterscener. »Kitch« er en betegnelse, som går igen.

De fleste virker dog som om, de har fået en oplevelse. Det gælder i hvert fald skolelærerinderne Karin Hellegaard og Ulla Sørensen, som har været inde og se forestillingen sammen.

»Det var helt fantastisk. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle opleve noget lignende«, udbryder Karin Hellegaard.

»Det er det største kulturchok, jeg har oplevet«, supplerer Ulla Sørensen. »Det var jo som at se teletubbies på speed!«

Det er stadig ikke gået helt op for de to kvinder, hvad det egentlig er, de har oplevet.

»Der er ingen tvivl om, at de er teknisk dygtige, men det er så anderledes og kitchet med farverne og lydene, at jeg nogle gange ikke kunne finde ud af, om de selv mente det alvorligt, eller om det var for sjov«, siger Ulla Sørensen.

Kulturudveksling

Formålet med nordkoreanernes rejse til Danmark er kulturudveksling. Batida tror på, at teater og musik kan være med til at bygge bro til det notorisk lukkede land. Og da forestillingen er overstået, holder Mr. Rye, den anden af de nordkoreanske embedsmænd, en tale.

»Nu er døren til kulturudveksling langsomt ved at åbne sig. Der er stadig kun en sprække, men med hjælp fra Batida og teatret, som har ladet os spille, kan vi måske være med til at åbne døren helt«.

Søren Ovesen fra Batida synes også, at opholdet er en succes.

»Vi giver publikum mulighed for at se noget andet end de billeder af nordkoreanere, man ser i medierne, og når vi taler med de nordkoreanske kunstnere, opstår der også hele tiden lidt større forståelse«, siger han.

Det sker, at nordkoreanere hopper af, når de er sluppet udenfor landets grænser, og Batida har overvejet, at det kan ske, mens nordkoreanerne er i Danmark. Efter den første uge i Danmark er gruppen dog stadig fuldtallig.

Den nordkoreanske musik- og dansetrup optræder i morgen hos Batida i Københavns Nordvestkvarter. Senere på ugen går turen til Holstebro og Videbæk. Onsdag skal musik- og dansegruppen mødes med den danske venskabsforening for at fejre 50-året for dagen, hvor Kim Il-Song, den nuværende leders farfar, startede i det kommunistiske partiapparat i Nordkorea.

Publiceret 15. juni

Annonce