Det var engang i 1950’erne, Wang Waxiang blev født i landsbyen. Hun har aldrig boet andre steder. Hun har aldrig været ude at rejse. Siden dengang for 60 år siden har Wang og de andre i byen fået elektricitet, mange har fået fjernsyn og nogle endda køleskabe, men ellers ligner landsbyen sig selv.
»Næh, der er såmænd ikke så stor forskel på dengang og nu«, siger hun.
»Maden er bedre, det er den største forskel, ha ha ... Dengang var der perioder, hvor vi slet ikke havde mad at spise«, fortæller Wang Waxiang.
Wang står ved siden af en cirka to meter høj høstak og stakker hø. Hun står med en greb i hånden, træskaftet er slidt og skinner, jerntænderne er grove, for de er banket ud af en smed og ikke støbt på fabrik.
