Foto: Ditte Valente

Pulver er alt, hvad kroppen skal bruge

For et par år siden fik en ung amerikaner en fiks idé: Hvorfor ikke spare mad væk og bare indtage næringsstofferne som pulver? I dag laver tusinder deres egen pulvermad - blandt andre Anders Skovgaard Bach fra Østerbro.

Efter omtrent 20 minutters arbejde i køkkenet har Anders Skovgaard Bach lavet mad til fem dage. Den 27-årige forretningsanalytiker står i bare tæer i sit køkken på Østerbro i København, let forpustet efter at have givet en fem-liters mayonaise-spand fyldt med pulver en intens rystetur over et par minutter.

Han krænger låget af spanden, fordeler pulverblandingen i en masse drikkedunke og skruer deres låg på med rutinerede bevægelser. Han har gjort det mange gange før.

»Jeg føler mig som sådan en, der skruer sprængkapper på granater, når jeg gør det her«, siger han og begynder at stille de færdige blandinger ind i et skab. Han »fylder magasinet op«, som han siger med endnu en krigsmetafor.

Ingredienserne til hans mad står i store sække på gulvet og bordet. Maltodextrin, valleprotein, hørfrøpulver, loppefrøskaller, havregrynspulver, multivitamin, kalk og en række andre ingredienser, der efter nøje afmålinger på en narkovægt er blevet mikset til et produkt, der indeholder alle de næringsstoffer, som en sund og varieret kost består af. Det er snart halvandet år siden, at Anders Skovgaard Bach fandt ud af at udskifte morgenens havregryn og aftenes rugbrødsmadder med pulver. Nu tænder han for vandet og lader det løbe, til det er koldt, hælder en sjat olivenolie i blandingen for at få dækket kroppens behov for fedtstof og fylder så dunken op med vand fra hanen, ryster, sætter den for munden og drikker i store slurke.

»Ahhhh«, siger han.

Det rene V-Power

Konsistensen er som smoothie eller som opslæmmet grød. Glat og let klumpet. Smagen er mild og neutral, svagt domineret af havregryn og med eftersmag af olivenolie og en let bitterhed fra den kakao, som også er tilført. Ikke et gourmetmåltid, men heller ikke ulækkert.

»Det er ren V-Power«, siger Anders Skovgaard Bach.

For ham er disse måltider udelukkende en måde at optanke kroppens maskine på med det mest effektive brændstof. Jo, han kan da godt lide rigtig mad, bevares, men han skelner mellem »sociale måltider«, hvor maden er en del af samvær med andre, og så de måltider, der handler om energiopfyldning.

Det er han ikke alene om. Over hele verden eksperimenterer tusinder af mennesker med at nedbryde føde i kemiske grundbestanddele og lade det erstatte mad, som vi kender det. Det kræver, at man flytter sit tankesæt et andet sted hen og ser kulhydrat, c-vitamin og en masse vand i stedet for et æble. Ideen har så stor appel, at et firma i Los Angeles for få måneder siden kunne starte en produktion af pulvermad op med millioner af dollars i ryggen fra håbefulde forbrugere og professionelle investorer. De kalder deres produkt for Soylent, og i spidsen står en 25-årig elektroingeniør ved navn Rob Rhinehart.

Med Soylent har han skabt en verdensomspændende bevægelse, der forsøger at gentænke mad. Ikke som en trussel for familiemiddagen og madentusiasters sunde måltider, men snarere som en sund erstatning for fastfood og frysepizza.

Ligesom Neo i Matrix

Historien om Soylent tog fart i begyndelsen af 2013, hvor Rhinehart publicerede blogindlægget ’How I stopped eating food’ om eksperimenterne med pulvermad. Det blev effektivt spredt på nettet sammen med hans opskrift, som han gav fri. I dag kan man på www.diy.soylent.me finde tusinder af opskrifter fra alle verdenshjørner.

Efter et par måneders cirkulation på nettet nåede blogindlægget Anders Skovgaard Bach og en ven, der sad og læste nyheder på vej hjem fra en sommerhustur.

»Jeg blev fuldstændig fanget af ideen om, hvor nemt det var. Det lød ligesom i ’The Matrix’, hvor de spiser sådan en gullig grød i den virkelige verden, og Neo (hovedperson og frelser, red.) får at vide, at det indeholder alle de næringsstoffer, som kroppen har brug for«, siger Anders Skovgaard Bach.

Kort efter begyndte de to venner at blande deres eget pulver ud fra de amerikanske sundhedsmyndigheders anbefalinger og en beregning af deres individuelle behov. Det var ikke godt for de danske maver, så de skiftede til de mere fiberrige nordiske kostanbefalinger.

Foto: VALENTE DITTE

»Jeg begyndte at sove tungere og føle mig mere udhvilet, jeg tabte mig, mit energiniveau steg, og min hud blev renere«, siger han og tøver kort.

»Og min afføring blev virkelig sund. Det kan man vel godt sige, ikke? Min ven beskriver det som at skide soveposer«.

Imod helsetrends

Manden, der har startet bevægelsen, Rob Rhinehart, har ikke haft tid til at tale med Politiken, men tilbage i maj var han hovedperson i en større artikel i det amerikanske magasin The New Yorker. Her blev tegnet et portræt af en ung herre, der ikke kun havde fået en smart forretningsidé, men som lader til at have et oprigtigt horn i siden på måden, man producerer fødevarer på i dag. Kødproduktion er for eksempel en utrolig ineffektiv måde at producere protein på, lyder et af hans argumenter – generelt plæderer han for en større effektivisering af landbruget, som bare er »ineffektive fabrikker«.

Hans idé med Soylent er ikke ligefrem ny. Man kan allerede købe proteinblandinger og slankepulvere, men Rhineharts bidrag handler ikke om at tabe sig eller blive et muskelbundt, men om, at almindelige kontorfolk kan droppe mad, hvis de vil. Det er en udbygning af den såkaldte life hack-kultur fra Silicon Valley i USA, der i sin essens går ud på at optimere og rationalisere processer i menneskelivet på samme måde, som it-løsninger optimerer vores virtuelle verden.

»Det har beriget mit liv mere, end nogen app nogensinde har«, siger han i interviewet med The New Yorker.

Ideen kom til verden, da han sammen et team arbejdede på et iværksætterprojekt, der var ved at løbe tør for penge. Mad var både tidsrøvende og dyrt, så han begyndte at eksperimentere. Først ved kun at spise frosne pepperonipizzaer – de havde mest energi per dollar – i en uge. Siden ved kun at spise grønkål. Begge dele var uudholdeligt, så han begyndte at undersøge, hvordan man kunne effektivisere mad ud fra de tanker, der hersker i tech-verdenen.

»Det gik op for mig, at dna er information, og proteiner og enzymer er gear og transistorer«, har han fortalt New York Magazine.

Efter et par måneders research endte han med Soylent, hvis navn alene er en slags fuckfinger til alverdens helsebølger. For de fleste giver navnet mindelser til science fiction-filmen ’Soylent Green’ fra 1973, hvor menneskerne på en forurenet og smadret planet lever af produktet Soylent Green, der til sidst i filmen viser sig at være udvundet af menneskekød.

»Det her er det modsatte af det generelle værdisæt, der dyrker det naturlige, friske, økologiske og farvestrålende«, forklarer han i The New Yorker. På Soylents hjemmeside er ingredienslisten publiceret med bemærkningen, »det er ikke mennesker«.

Folk ville kunne være frie

Men der er også en alvorlig side af sagen. Selv om der i nogle befolkningsgrupper er kommet større fokus på fødevarer og kvalitet, oplever Vesten og USA i særdeleshed fedmeepidemier og en eksplosion af diabetestilfælde side om side med fejlernæring. Herhjemme har fødevareminister Dan Jørgensen (S) udfyldt agurketidens spalter med budskabet om, at sund mad er bedre end usund mad. Men Rob Rhinehart taler også om de globale perspektiver som konsekvenserne af overbefolkning og klimaforandringer. Folkene bag Soylent arbejder lige nu på at udvikle en algeform, der kan producere omega 3-fedtsyrer, så de kan droppe fiskeolie som en del af produktet.

Foto: VALENTE DITTE

Drømmen er at kunne udvinde alle næringsstofferne på den måde: I bedste sci-fi-stil at skabe en superorganisme, en algetype, der kan spytte samtlige næringsstoffer ud.

I The New Yorker fantaserer Rhinehart om, hvordan man kunne hjælpe en landsby fyldt med fejlernærede mennesker: Bare smide en container med superalgen ned til dem, så de ved hjælp af vand, luft og sollys kan producere alt, hvad kroppen har brug for. Så skal verdens boligproblemer bare løses.

»Og folk ville kunne være frie«.

Et glædeligt gensyn

Det er naturligvis tankespind med temmelig lange udsigter, og et andet mere jordnært spørgsmål trænger sig på: Er det ikke farligt at drikke pulveropløsninger i stedet for at spise?

Nej, lyder det fra Lesli Hingstrup Larsen, der er lektor ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.

»Vi kan udmærket lave en pulverblanding med protein, fedt, kulhydrat og alle de næringsstoffer, man skal bruge. Fordelen er jo, at brugerne undersøger deres næringsbehov, og dermed bliver sundere«, siger hun.

»Men det handler også om sanseoplevelser. De fleste spiser også af lyst, og den får man ikke stillet her. Personligt ville jeg aldrig synes, at det var sjovt«.

Og selv om forskerne i dag ved rigtig meget om ernæring, ved vi nok ikke alt, påpeger Lesli Hingstrup Larsen. Derfor kan ingen sige, hvad langtidseffekten af Soylent er – for det kan sagtens vise sig, at blandingen mangler noget, som man endnu ikke er klar over vigtigheden af.

Hos Anders Skovgaard Bach er der ingen frygt for, at hans hjemmelavede soylent skulle skade noget. Han har drukket sin dunk færdig og mærker mætheden brede sig. I de sidste par uger har han været på ferie og holdt sig fra det, men gensynet er glædeligt.

»Jeg kan mærke, at jeg har savnet det«.

Publiceret 29. juli 2014

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce