Da ottende og sidste afsnit af Ole Bornedals dramatisering af danskens historiske nederlag i 1864 blev vist på DR 1 i aftes, stillede DR 2 om til direkte debat fra Sønderborg Slot, hvor meningsdannere, seere og historikere diskuterede tv-serien og ikke mindst modtagelsen af den.
For bølgerne er gået højt. Dagblade og andre medier har anmeldt afsnittene uge for uge, og flere anmeldere har givet den på alle tangenterne med kulørte udpenslinger, når det handlede om at beskrive det, man opfattede som seriens manglende kvaliteter.
»’1864’ befinder sig efterhånden på så lavt et kvalitetsmæssigt niveau, at det nærmer sig en regulær skandale«, skrev Ekstra Bladet for eksempel efter afsnit 3.
»Dramaet fiser ud i illustreret skolebog«, skrev Politiken efter afsnit 4.
»Kære DR. Kan man få tilskud til en kiropraktor? Jeg har et par tæer, der skal rettes ud«, skrev Jyllands-Posten efter afsnit 5.
»Symbiosen mellem sex og skam er nok også det tætteste, Ole kommer på historisk akkuratesse i denne serie«, skrev netmediet Den Fri.
Og især de sociale medier kogte over i et syrebad af sarkasme med live-kommentering af den underholdende, men også hardcore slags. Begrebet kaldes hate-watching og dækker over, at man følger med i et tv-program, man ikke bryder sig om, for derefter at gøre grin med det.
»Ole Pornodal har det for vildt«, som tv-værten Abdel Aziz Mahmoud for eksempel tweetede om de mange kødelige scener.
Flere håndfulde politikere og debattører har blandet sig i, hvad de danske tv-seere har fået for de 173 millioner kroner, serien har kostet, og beskyldt Ole Bornedal for alt fra historieforfalskning til at være en rød lejesvend, der i virkeligheden mest har lavet en kritisk tv-serie om Danmarks krigsdeltagelse ude i verden.
Men hvad skete der egentlig? Hvorfor blev modstanden mod ’1864’ så massiv? Og hvorfor kunne vi ikke bare zappe videre, hvis vi ikke kunne lide det, vi så?
Det alternative kommentarspor
Trine-Maria Kristensen er kommunikationskonsulent med speciale i sociale medier. Hun opgav selv at følge med i ’1864’ midt i andet afsnit, men har naturligvis bemærket, at især Twitter-folket har gjort sig morsomme på tv-seriens, DR’s og Ole Bornedals bekostning.
»Der er en kultur på Twitter, hvor man sidder og er vildt sarkastisk, mens man kører sit eget kommentarspor af det, der sendes på tv. På den måde gør de sociale medier det meget synligt, at vi ser tv med en ironisk distance. Det er ikke anderledes end at se melodigrandprix og råbe: »Hvad fanden tænkte de på i Polen, da de stemte det nummer med««, siger Trine Maria Kristensen.
Hun fortæller, at hun selv dyrker disciplinen second screen. Det er, når man ser en given udsendelse, for eksempel ’Vild med dans’ eller ’Den store bagedyst’ på tv, mens man kommenterer den eller holder øje med, hvad folk skriver om den imens på de sociale medier.
»Men måske gik der med ’1864’ selvsving i den. Der har virkelig været hård kritik af serien, og der er en tendens til, at hvis nogen mener noget kritisk, så forstærker vi hinanden og kører med. Det er klassisk dansk. Så skal Ole Bornedal ikke tro, at han er noget, og »hvorfor spiller hans datter i øvrigt med?««, siger Trine-Maria Kristensen med henvisning til, at instruktørens datter, Fanny Leander Bornedal, optræder som barnekarakteren Inge.
Kristensen påpeger også, at tv-stationerne faktisk selv har lært danskerne at køre en slags alternativt, ironiserende kommentarspor, som når tv-stationerne sætter komikere som Casper Christensen med ’Mandril’-holdet eller ’Monte Carlo på P3’-værterne Peter Falktoft og Esben Bjerre til at kommentere tv-transmitterede begivenheder som melodigrandprix eller mærkedage i kongehuset.
»Men der opstod en selvforstærkende spiral omkring ’1864’ mellem netaviserne og de sociale medier, hvor det blev moderne at kritisere og være sur på den serie«.
Spørgsmålet er så, om anmelderne har ladet sig påvirke af stormen mod ’1864’ på de sociale medier og derefter medvirket til den hårde tone? Ekstra Bladets Henrik Queitsch har i sine ugentlige anmeldelser været en af seriens hårdeste kritikere. »Come on, Ole Bornedal. Du må jo tro, at vi er både døve, blinde og småt begavede«, skrev han for eksempel som en reaktion på en replik af H.C. Andersen i serien. Seriens nutidsramme med den gamle syge baron kaldte han »en dramatisk blindtarm, der burde have været bortopereret allerede ved fødslen«. Karakteren Inge som voksen imponerer ham heller ikke: »For her har man blot lyst til at råbe »hold nu kæft«, hver eneste gang Inge åbner munden, hvad enten det er for at belære om hygiejne eller fortælle os, at »krigen ikke var en udflugt, men et helvede«. No shit, Sherlock. Af alle de irriterende karakterer i ’1864’ tager hun utvivlsomt prisen som den mest øretæveindbydende«, skrev han.
Men Henrik Queitsch afviser, at han har ladet sig rive med af en stemning på de sociale medier:
»Jeg prøver som altid, når jeg skriver anmeldelser, at dømme værket på dets egne præmisser. Jeg ville tværtimod nyde, hvis jeg pludselig kunne overraske og skrive noget positivt om ’1864’. Men det har desværre ikke været muligt endnu«, siger han.
Han tilføjer, at der i hans omgangskreds på Facebook og Twitter også er »en del tilhængere« af serien.
En anden hård kritiker af ’1864’ er Jyllands-Postens anmelder Nanna Frank Rasmussen, der konsekvent har givet seriens afsnit to og tre stjerner ud af seks, indtil hun pludselig svingede sig op på fem stjerner i næstsidste afsnit – krigsafsnittet. Om sigøjnerne, der dukker op i et afsnit, skrev hun, at de »ligner nogle, der er taget direkte ud af et Asterix og Obelix-album«, mens nutidshistorien »minder om en aktualisering, der er en tv-julekalender værdig«. Manuskriptet er hun heller ikke vild med: »Det er ærgerligt, at DR ikke forstod i sin tid, hvilken katastrofe det er at lade en instruktør skrive hele manuskriptet selv«, skrev hun. Og sekvensen, hvor Søren Mallings karakter hypnotiserer en gruppe tyske soldater, tog »prisen som afsnittets mest tåkrummende, og jeg begyndte at overveje, om man skulle begynde at søge DR om økonomisk hjælp til kiropraktor«.
Nanna Frank Rasmussen siger, at allerede inden serien havde premiere, kørte debatten i aviserne omkring seriens historiske korrekthed og ikke mindst de mange millioner, som politikerne havde smidt efter tv-serien, og det ansvar, der fulgte med dem.
»Men så kom det tredje spor, som var dér, hvor jeg blandede mig, som handler om kvaliteten af serien. Det er det faglige synspunkt, som ikke handler om den historiske korrekthed, men om hvordan man fortæller en historie«, siger hun.
Men gik der ikke sport i at overgå hinanden i perfiditeter blandt jer anmeldere?
»En anmeldelse er en læseoplevelse, og man vil som anmelder gerne give læseren en god læseoplevelse for eksempel ved at være morsom. Også nogle gange på bekostning af serien. Det er næsten uundgåeligt, når nu serien flere steder er så ufrivilligt komisk. ’1864’ er blevet dækket massivt, lidt som en landskamp eller et folketingsvalg, fordi der var lagt op til en fællesskabsfølelse. DR Drama har vænnet os til et højt niveau med ’Forbrydelsen’ og ’Borgen’, og derfor blev vi forundrede over, hvor lidt sofistikeret ’1864’ var«, siger Nanna Frank Rasmussen.
Onlinekrigen og #mallebrok
Når man sender en besked ud i offentligheden på det sociale medie Twitter, kan man indeksere den med et emneord – hashtag – så interesserede nemt kan finde den. Siden premieren på ’1864’ i oktober er der blevet tweetet cirka 5.000 gange med DR’s officielle hashtag #1864DR og cirka 4.000 gange med det uofficielle hashtag #mallebrok. De seneste uger har Twitter-brugerne, ifølge søgetjenesten overskrift.dk, brugt #mallebrok mere end #1864DR.
Mallebrok-hashtagget blev populært, fordi det både refererer til den gamle sang om Mallebrok, der »er død i krigen«, og slet og ret til at brokke sig.
Hashtagget #mallebrok blev lanceret af en anonym Twitter-bruger, der går under navnet Leoparddrengen, som med 10.000 Twitter-følgere er ret populær. »Er der enighed om, at hashtag til ’1864’ i aften er #mallebrok?«, tweetede han på premieredagen.
»For mig gik der lidt sport i at pushe #mallebrok«, skriver Leoparddrengen til Politiken.
DR’s ekspert i sociale medier, Lars Damgaard Nielsen, fortæller, at man fra DR’s side ikke gjorde noget for at styre stormen på de sociale medier.
»Vi skrev vores #1864DR ud på de platforme, vi har, og sagde det på tv. Men man kan og skal ikke styre det. Vi kan højst prøve at guide til, hvor folk kan organisere deres samtale omkring serien. Ret hurtigt valgte folk, der var meget satiriske, #mallebrok, mens de, der var mere seriøse, skrev under #1864DR«, siger han.
Blandt kendere af sociale medier omtales Twitter ofte som ’journalisternes intranet’, fordi det i høj grad er mediefolk, politikere og folk i kommunikationsbranchen, der bruger mediet. I modsætning til Facebook, der når meget bredere ud, men hvor det ikke er muligt at måle samtalen præcist, da der ikke bruges så mange hashtags i debatterne.
Seerne påvirket af kritikken
Men hvad siger de almindelige tv-seere til ’1864’? På Institut for informations- og medievidenskab på Aarhus Universitet har fire kandidatstuderende kastet sig over ’1864’. I faget markedskommunikation er Caroline Thaarup, Sissel Svenningsen, Nana Kring og Anja Koch Rasmussen ved til at skrive opgave om DR’s dramaafdeling som brand. Her undersøger de, om ’1864’ lægger sig i forlængelse af DR Drama, eller om serien udfordrer brandet.
De har først lige indledt dataindsamlingsfasen, men i den forløbne uge interviewede de to fokusgrupper med ti personer i alderen 22 til 62 år, der har set tv-serien. Ifølge de studerende var alle respondenterne opmærksomme på, at der har været en massiv kritik af serien, og de tog i et vist omfang ’1864’ i forsvar.
»Særligt kritikken, der går på, at serien er historisk ukorrekt, var oppe at vende. De var dog ikke enige i kritikken, og som de sagde: »Det er jo ikke en dokumentarserie. Det er en dramaserie««, fortæller kandidatstuderende Anja Koch Rasmussen.
De fire kandidatstuderende vil ikke drage en endelig konklusion på deres materiale endnu, men det er allerede tydeligt, at den massive kritik, ’1864’ har fået i medierne, har fyldt meget for respondenternes oplevelse af serien. Men de forholder sig forskelligt til den.
»Nogle tager kritikken til sig, nogle abstraherer fra den, og andre bliver irriterede over den. Flere giver udtryk for, at mediernes kritikpunkter blev styrende, mens de så serien«, siger Anja Koch Rasmussen.
»Vi mener, at kritikken er kommet til at påvirke oplevelsen af serien i så høj grad, fordi den kritiske vinkel allerede kom, før seerne selv havde dannet sig et indtryk. En af de deltagende siger direkte: »Hold nu kæft, og lad nu den serie komme i gang!««.
Gang i følelserne
Dramachef på DR Piv Bernth fortæller, at man på DR har været frustrerede over den politisering, der har været af ’1864’.
»Vi har monitoreret vores facebookside nærmest i døgndrift for at være på forkant med hadske indlæg mod de medvirkende, instruktøren eller andre enkeltpersoner. Derudover var der nogle anmeldere, der havde besluttet sig for, at den serie ikke var god, og den holdning har ikke ændret sig det mindste igennem alle afsnittene«, siger hun.
Har I på DR nogensinde før oplevet så massiv en hadekampagne mod en af jeres dramaserier?
»Nej, men hate-watching er også et forholdsvis nyt begreb på de sociale medier. At se noget, fordi man vil deltage i en smædekampagne. Som når en mand på Facebook skriver: »Nu har jeg fulgt med i alle syv afsnit, og jeg hader det stadigvæk«. I sådan et tilfælde kunne man måske foreslå den pågældende at foretage sig noget andet søndag aften«.
Men hvorfor tror du, at medierne og seerne har reageret så kraftigt på ’1864’?
»Medierne har virkelig pisket en stemning op. Seerne har faktisk været glade, ifølge de meldinger, vi får. Men brokkehovederne larmer mest, sådan er det altid. Seriens tema har sat gang i dele af befolkningen, og det er godt; samtidig udløser det masser af frustration og vrede i andre kredse. Historiske dramaer sætter som regel gang i mange følelser, især når nogen tager et fast greb om en tid, som ingen kan vide sandheden om. Ole Bornedal har taget sit konsekvente greb på begivenhederne i 1864, og det har skabt debat mellem historikere, seere og politikere«.
Spørgsmålet er så, når røgen har lagt sig, hvordan vi vil huske Bornedals ’1864’?
»Den bliver ikke en ny ’Matador’, sådan som mange havde håbet på og forventet. Karaktertegningen har været så håbløs, at Peter, Laust, Inge og Didrich aldrig vil blive som Maude og Røde og de andre, som vi stadig husker 30 år senere. Men jeg håber, at vi vil huske serien for den 30 minutter lange krigsscene i afsnit syv, som var enestående fantastisk«, siger Jyllands-Postens anmelder Nanna Frank Rasmussen.
Publiceret 1. december 2014
