Mens mediehuse i den vestlige verden fusionerer og fyrer medarbejdere for at overleve økonomisk, ser billedet væsentlig bedre ud for de arabiske medier, og særligt tv.
Siden de første arabiske satellitkanaler blev grundlagt i 1990’erne, er antallet vokset og er i dag over tusind. I disse uger åbner endnu to kanaler, begge i London: Al-Araby (Araberen), og Al-Arab (Araberne). De hedder næsten det samme, men er ideologiske rivaler, som deres ejere.
Da USA for ti år siden oprettede sin egen arabiske nyhedskanal, kaldte præsident Bush det en »kamp om de arabiske hjerter og hjerner«. Nu er en ny runde af kampen begyndt. Og brændpunktet i denne runde er London. En dyr by, ja, men her er masser af talent – for eksempel kan man jo lokke folk fra BBC med højere lønninger. Og de nye ejere har penge nok. Det kan godt være, at London for mange er synonymt med saglig og neutral rapportering, men for de arabiske medier ligger attraktionen ved byen somme tider i det modsatte: Her bliver man ikke lukket ned, selv om man er politisk og partisk.
»Intet medie er frit for politisk indflydelse i den arabiske verden, men vi respekterer vores seere. Derfor viderebringer vi de faktuelle informationer, som vi er i besiddelse af, uden at blande politik i det. Den nye kanal giver plads til flere i den arabiske verden«, fortæller den libanesiske journalist Nahed Abu Zeid fra tv-kanalen Al-Arab.
