Guds hus har ikke bare mange døre. I den danske folkekirke får den stadig flere. Og hvilken dør man vælger, når man opsøger sin skaber, får større og større betydning, ikke alene for, hvilket åndeligt kropssprog det glade budskab bliver serveret med, men også for, hvordan teksten udlægges. Hvad der faktisk bliver sagt.
Folkekirken er som så meget andet i vores tid i fuld gang med at bygge sig selv om og skræddersy sit tilbud til mange mindre og indbyrdes forskellige grupper. Og i færd med at blive en kirke bestående af nicher.
Til glæde for dem, som derfor i dag i højere grad får netop, hvad de søger i kirken. Men der er også en pris, mener forfatter og præst i Garnisons Kirke i København Claus Oldenburg.
»Her i påsken er der garanteret et større antal kirker, som ved indstiftelsen af nadveren laver aftensmad for at trække husarerne ind«, siger han.
»Jeg synes, der er en stor fare for, at man glemmer at tænke sig om og glemmer sin teologi og i stedet laver alle mulige arrangementer og får en tivolisering af kirken«.
Præsten kan problematisere spørgsmål i teksterne. Men hvad man tænker, må man selv finde ud af.
Claus Oldenburg, præst
Indtil for få år siden var højmessen en ting, og det var det samme ritual, man samledes om, uanset hvor i landet man gik i kirke, forklarer cand.mag. i kristendomshistorie og historie samt ph.d. i religionssociologi Morten Thomsen Højsgaard.
»I dag eksperimenteres der i de større byer i alle retninger«.
Flere og flere kommer aldrig i kirke. Men de behersket lidenskabelige, som lejlighedsvis dukker op, gør det til gengæld lidt oftere end tidligere, fremgår det af de danske værdiundersøgelser. Måske netop fordi de selv mere og mere kan vælge, hvad de vil have, mener han.
I gamle dage kaldte man dem sporvognskristne. De kirkegængere, der krydsede sognegrænser for at høre en særlig præst og en bestemt udlægning af evangelierne. I dag shopper stadig flere byboere mellem prædikener, kirkerum og ceremonier.
»Folk søger stadig mere derhen, hvor de kan få det, de gerne vil have. Og de bevæger sig gerne på tværs af bydelene«, siger Morten Thomsen Højsgaard og tilføjer, at det måske også skyldes, at nogle af de aktive tænker, at kommer de ikke, så forsvinder den kirke, de kender i dag.
Er det panik før lukketid, er det i det mindste med fuld fanfare. Og det er ikke så lidt forskelligt, man kan komme ud for i det, vi kalder folkekirken, forstår man på de præster, vi har forhørt os om dagens spændvidde i hovedstadens folkekirke.
Fra jazzgudstjenester i den ungdomsorienterede Brorsons Kirke på Nørrebro, anderledes stærkt opstregede forskelle mellem de fromme og det syndige liv hos Luthersk Mission i Emdrup Kirke og til en regulær opsang i Vor Frue Kirke om også at lade næstekærligheden gælde verdens fattige. Samt selvfølgelig de også i medierne markante præster som Kathrine Lilleør i Sankt Pauls Kirke og Sørine Gotfredsen i Jesuskirken.
Eller som Morten Thomsen Højsgaard, der tidligere var generalsekretær i Bibelselskabet og i dag chef for DR Historie og Tro, siger det:
»Rundt omkring foregår der alt muligt, som ikke nødvendigvis står skrevet i de bøger, man tager afsæt i, for at gøre sig attraktiv over for de moderne kirkegængere«.
»Der synges nye salmer, der kommer andre instrumenter ind. Nogle kirker satser på de unge. Andre på indvandrere. I Marmorkirken holder Mikkel Wold prædikener nærmest af litterær kvalitet og på eksistentielt niveau«.
Forklaringen er enkel. Folkekirken er vant til at være en majoritetskirke, men i visse københavnske sogne er medlemmerne i dag i mindretal. I Københavns Stift døbes nu kun 41 procent af børnene.
»Og så sker der det, at man laver profilkirker, som henvender sig til forskellige segmenter«, siger Morten Thomsen Højsgaard.
»Så får vi nogle nærmest caféagtige kirker, mens den kirkelige højrefløj dyrker klassisk forkyndelse med fokus på, hvad Jesus har gjort for det enkelte menneske, og andre igen bliver mere æstetiske og kulturorienterede«.
Den sidste folkelige bevægelse
Direktøren for det hele – eller, måske tjeneren – Københavns biskop, Peter Skov-Jacobsen, har altså et mildt sagt broget sortiment i den butik, han bestyrer. I hans øjne har variationen i forkyndelsen i de danske folkekirker altid været stor, mens præsentationen aldrig har været mere forskellig. Og det bekymrer ham ikke.
»Vores samtid har været i en rivende udvikling, og folkekirken har skullet tale sig ind i samtiden. Derfor er der mange forskellige musikalske udtryk, og præsternes ageren er også meget forskellig«, siger han.
Men når blot gudstjenesten er til at genkende, tager biskoppen den med ro.
»Og det synes jeg, at den er. For mig er det i orden, så længe det ikke bare er munterhed for munterhedens skyld, når man sidder og har en oplevelse af, at det her gør de, fordi de gerne vil tale med mig«, siger Peter Skov-Jakobsen.
At folkekirken ikke er en snæver organisation, men en bevægelse, er i biskoppens øjne »noget af det mest interessante ved den«.
»Og måske er folkekirken den eneste folkelige bevægelse, vi har tilbage. For en bevægelse skal være rummelig. Nu om stunder bliver bevægelser betragtet som snævre interesseorganisationer. Lidt hen ad politiske partier. Derfor er der meget kort hen til udgangen, hvis man bliver uenige om et eller andet«, siger han.
»Men sådan er det ikke, og sådan skal det ikke være i en bevægelse«.
Velordnet anarki
Egentlig er folkekirken et arvestykke fra enevælden, hvor alle kongens undersåtter skulle være døbt evangelisk-luthersk. Men som med så meget andet af kongens gods og gerninger – eksempelvis hans samlinger, som blev til statslige museer – overgik kirken siden til folket. Eller måske rettere: til staten. Med monarken som formelt overhoved, den overordnede magt hos kirkeministeren og dermed politikerne, som nødig blander sig i kirkelige sager, men overlader til menighedsrådene at udstikke kursen for den enkelte kirke. Herunder valget af præst.
»Og det er en af deres væsentligste funktioner, for dermed vælger de også det næb, der skal synge i den kirke. Og vælger de forkert, går det skidt. Vælger de rigtigt, kan den blomstre«, forklarer forfatter og sognepræst i Garnisons Kirke Claus Oldenburg.
Folkekirken selv er bare et hegn rundt om hele foretagendet. Med en enkel opgave, siger han.
»Den skal sikre den folkelige religiøsitet. At du kan blive døbt og konfirmeret, viet og begravet, og at du kan gå til julegudstjeneste«.
En kirkelig grundpakke. Med plads til stor forskellighed. Eller som den danske teolog og kirkehistoriker Hal Koch udtrykte det: et velordnet anarki.
To bevægelser kæmpede længe om magten i folkekirken. Grundtvigianismen og Indre Mission. Den første en folkelig bevægelse opstået især blandt velstående bønder, som dannede kernen i partiet Venstre og gik efter magten i samfundet – økonomisk, politisk, uddannelsesmæssigt og altså også religiøst. For:
»Hvis bønderne ikke kunne lide den lokale præst, dannede de en valgmenighed og valgte deres egen grundtvigske præst«, siger Claus Oldenburg.
Modstanderen var pietistiske bevægelser. Bedst kendt er Indre Mission, som lagde større vægt på den enkeltes fromme livsførelse. Blandt fiskerne på den jyske vestkyst var det i den barske, forsagende udgave. I København en lidt mildere. Og i byen udførte Indre Mission et stort socialt arbejde blandt de fattige. Fælles for pietisterne og de grundtvigske var imidlertid moralen, forklarer Claus Oldenburg.
»Sidst i 1800-tallet var der en opfattelse af, at hvis man forbedrer moralen, bliver alting bedre. Og at det var kristendommens opgave at forbedre moralen«, siger han.
Det skal være intellektuelt og redeligt. Præsten kan problematisere spørgsmål i teksterne. Men hvad man tænker, må man selv finde ud af. Der er ingen facitliste
Claus Oldenburg, præst
Hvordan moralen blev bedre, så de to bevægelser til gengæld forskelligt på, og for godt 100 år siden samlede en kreds af teologer omkring tidsskriftet Tidehverv sig så i et oprør mod al slags moraliseren.
»De brød sig ikke om den form for fromhedsliv og inderliggørelse. Gud er stor, og jeg er intet, sagde de. Og vi kan ikke forbedre os i retning af ham. Vi kan føle os tiltalt af Guds ord, men må selv administrere det. Og ingen skal komme og belære os om noget«, forklarer Claus Oldenburg.
De to hovedbevægelser i den danske folkekirke har nu været den grundtvigske og Indre Mission.
»De lå og sloges med hinanden, og begge parter ville gerne erobre kirken. Fra omkring 1860 til 1950 var alle danskere klar over, hvor de stod i forhold til de to bevægelser«, forklarer Claus Oldenburg.
I dag er kampen aflyst, uden at nogen fik lov at rende med hele kirken. Til gengæld kan de begge – og også Tidehverv – med lidt snilde sætte sig på enkelte sogne. Og resten tager præster som Claus Oldenburg sig af. De teologer, der ser folkekirken som den statskirke, man arvede fra kongen. Hvor enhver har adgang til nogle helt basale ydelser og kan gå hjem uden belæringer, men gerne stof til eftertanke. Eller, som han siger:
»Det skal være intellektuelt og redeligt. Præsten kan problematisere spørgsmål i teksterne. Men hvad man tænker, må man selv finde ud af. Der er ingen facitliste«.