Judas er en del af os selv
En af de mest markante præster i den danske offentlighed er Kathrine Lilleør. Hun har sine meningers mod og besidder en utrolig formidlingsevne. Hendes ph.d.-afhandling handlede om H.C. Andersen, og måske har studierne af den gamle mesterfortæller regnet på præsten, der mestrer at fremdrive en pointe med både lethed og dybde.
For nylig skiftede Lilleør embede fra kirkerne i Slagslunde og Ganløse til Sankt Pauls Kirke på Østerbro i København. Sankt Pauls ligger kun et stenkast fra Marmorkirken og var en af de kirker, biskoppen indstillede til lukning sidste år. Det modsatte menighedsrådet sig, og med Lilleør har kirken fået nyt liv. Der er i hvert fald fint fremmøde på knap 100 mennesker denne skærtorsdag.
Kirkerummet er stort og imposant med en forgyldt Kristus på korset for enden. Den type kirkerum er flotte, men har også en vanskelig akustik, som gør, at tonerne flyder sammen.
Lige omvendt er det med Lilleørs prædiken, som bliver holdt næsten uden manuskript. Den er på ingen måde højtidelig, men holdt i en jordnær og klar tone. Fokus er Judas’ forræderi og hans reaktion på, at Jesus har gennemskuet ham. »Det er vel ikke mig, Rabbi«, spørger han. Men hvorfor? Judas ved vel godt, at det er ham selv, som har forrådt Jesus.
Spillet om byens sjæleHele ugen har Lilleør spekuleret over teksten, der med en flot vending er så stærk, at »den næsten brænder hul i papiret«. Hun er kommet frem til, at Judas har troet, at han gjorde det rigtige ved at forråde Jesus. I bar selvretfærdighed har han ’glemt’ sit forræderi.
Ved at gøre Judas’ handling forståelig og menneskelig lader Lilleør menigheden spejle sig i Judas i stedet for at udpege ham som ond. Det er enkelt og raffineret på samme tid. Og det er vedkommende, fordi de færreste kan sige sig fri fra at have oplevet den selvretfærdige vrede, som kan få én til at ophæve normal etik.
Svaret på det hele er, at det i bund og grund ikke er op til os mennesker at skelne mellem godt og ondt, fordi kun Gud kan vurdere den slags.
Forud for nadveren messer Lilleør, og det fungerer virkelig godt i det store rum. Vi spiser oblater og drikker vin til ihukommelse af Kristus og synger ’Tunge, mørke natteskyer’, så vi for alvor kan føle, hvad der trækker sig sammen over os, »medens natten lider«.
Den fælles familiehistorie
Medlemmer af menigheden i Emdrup Kirke kender for de flestes vedkommende hinanden godt. De har et særligt fællesskab med hinanden her, mærker man på den summende snak, når man træder ind i den ydmyge og forholdsvis moderne 53 år gamle bygning ved Utterslev Mose.
Og selv om klokken undtagelsesvis ikke slår til gudstjeneste – p.t. er der noget i vejen med den klokke – er menigheden parat på slaget 18.30, da sognepræst Jóannis Fonsdal byder velkommen.
Mange af de omkring 50 tilstedeværende har faktisk allerede tilbragt nogle timer sammen. Forud for gudstjenestens fokus på Jesus’ indstiftelse af nadveren har en del af menighedens ældre, yngre og børnefamilier været fælles om at spise et måltid.
Ligesom i så mange andre kirker finder man i Emdrup Kirke anledning til at spise sammen skærtorsdag, til ihukommelse af hvad der skete under det måltid, Jesus indtog med disciplene skærtorsdag.
’Ihukommelse’ er et centralt ord i nadverteksten, og det er ordet, som Jóannis Fonsdal har valgt som tema for sin prædiken. Han siger det, og det står også på de to skærme, der ledsager alle gudstjenestens handlinger. Bibeltekster står skrevet på skærmene, meddelelse til forældre om mulighed for at lade børn lege i et særligt rum under præstens tale står på skærmene, og det samme gør både salmeteksterne og teksterne til taizé-sangene, som det varmt givende kor synger ved afslutningen af denne gudstjeneste.
Politiken mener: Kristne skaber selv deres kristendomHele menighedens blikke er rettet op på skærmene under salmesang og under læsning af tekster. Det skal man lige vænne sig til som ny på stedet. Selv er jeg i aften blandt de få, der lader øjnene hvile på Salmebogens tekster, mens jeg nyder klangen af alle stemmerne omkring mig.
Måske ville det være anderledes, hvis Emdrup Kirke var min kirke? I aften synes jeg, at salme- og bibeltekster bliver mere fjerne på en skærm. Som om der nok sanses udad, men ikke så dybt indad, hvilket for mig også er del af det at gå i kirke.
For nogle år siden hørte Emdrup Kirke til dem, der kritiserede indførelsen af ritualer til vielse af homoseksuelle i folkekirken. Den er en del af det ni år gamle Evangelisk Luthersk Netværk og befinder sig if. Politikens oversigt over forskellige kirkers retninger »til højre for Indre Mission«. Det missionerende er tydeligvis en del af kirkens grundlag.
Det fortabte jeg
Der står påskeliljer på alteret i det, der må beskrives som den egentlige grundtvigskirke i København. Ikke den voluminøst smukke Grundtvigs Kirke på Bispebjerg Bakke, men Vartov Kirke, der ligger gemt i gården på Vartov mellem Farvergade og Løngangstræde lige ved siden af Københavns Rådhus.
Her prædikede N.F.S. Grundtvig for fulde huse i årene 1839-72, og her spøger han endnu, i hvert fald i salmevalget. Fire ud af de seks salmer er Grundtvig. Den flotteste står Kingo nu for. 180 i Salmebogen, ‘Hører til, I høje Himle’ med versene »Syng, min sjæl, og lad dig høre!/ Der er glæde i din gråd«.
Niels Grønkjær, der er præst i Vartov, er ifølge Politikens egen kirkeguide i torsdagens avis »reflekteret, filosofisk og humoristisk«. Det var nu mest de to første punkter, han sled på i sin skærtorsdagsprædiken, der var bygget op over den tyske digter Gottfried Benns ‘Det fortabte jeg’.
Ifølge præsten er der en »verdensfølelse« af fortabthed i digtet, som måske eksisterer endnu. Vi har ikke længere nogen fast midte at læne os mod, som samfund. Måske er vi i dag fortabte på en anden måde, end da Benn udgav sit digt i 1941 under Anden Verdenskrig, men fortabte, det kan vi godt regne med, at vi er.
»Jeget er ved at fæste sig i sig selv. Jegets fortabelse er i sig selv«, sagde præsten i en prædiken, der var mere intellektuel end forførende og mere fingerløftende end vittig.
For en ateist, for jeg er ikke religiøst anlagt, er der mange fornuftige ting at hente i Vartov sådan en klar torsdag formiddag. Fra prædikestolen nævner præsten som fællesnævnere i religionen blandt andet tålmod, kærlighed, troskab og evnen til at tilgive. Men i sin søgen efter et svar på det hele kommer religionen til at virke som filosofiens angste lillebror, der ikke ser disse egenskaber som basale menneskelige egenskaber og udfaldet af god opdragelse, men som noget vi har brug for frelser til at minde os om.
Pointen om ikke at fortabe sig i sig selv er sympatisk og tankevækkende, men i filosofiens univers eksisterer de samme spørgsmål, bare uden kirkens forsøg på et endegyldigt svar, der lige så godt kunne hedde Michael Laudrup eller Inger Christensen som Jesus Kristus. I dag gav de skrøbelige blomster på alteret mig en større religiøs følelse end den samlede tekst.
Guds lam udlagt
Dagens tekst er en slags tretrinsraket, der lægger op til at forklare, hvordan den voldsomme historie om jødernes første påske i Egypterland via Paulus’ pædagogiske mellemkomst kan forbindes med Jesu indstiftelse af Nadveren.
Det burde være gefundenes fressen for Claus Oldenburg, der ifølge Politikens oversigt over folkekirkelige tilbud i København prædiker »reflekteret, uden belæringer, men med skæve vinkler og ærinde til den moderne tid«.
Højmessen er enkelt og smagfuldt sat i scene med præludium af Bach og Frescobaldis ’Toccata per l’elevazione’ som postludium. Organist Hans Westenholz og koret leverer ren vare uden snurrepiberier, og det er stilen fra indgang til udgang i den mere end 300 år gamle korsformede kirke bygget til hærens personel.
Kingo dominerer logisk nok salmevalget, og fjernt skulle det falde mig at beklage dét. At få lov at synge »hyklevand« og rime »rosenblod« på »purpurflod« er alt i alt nok.
Oldenburgs prædiken er en reflekteret gennemgang af offerbegrebets kulturhistorie. Det detaljerede offerritual, som Gud bød Moses og Aron følge, hvis de ville undgå besøg af Dødsenglen, afspejler en tid, hvor alle religioner ofrede dyr og ikke sjældent mennesker.
Det jødiske ord for påske, pesach, betyder forbigang. At undgå besøg af en farlig og krævende Gud var dengang en vigtig del af gudsdyrkelsen, forklarer Oldenburg med hjælp fra Thomas Mann.
Hver enkel kan vælge til og fra i folkekirkens store supermarkedNadveren er en fornyelse af det gamle offer, hvor Gud nu en gang for alle ofrer sit lam. Et heloffer, forklarer præsten. Det sidste afgørende blodoffer, som gør alle senere ofringer overflødige og sender det kristne menneske ud på en rejse mod en stadig mere civiliseret omgangsform med guddommen.
Hvor de reformerte ifølge Oldenburg overlader det til den enkelte at vurdere nadverens bogstavelige eller symbolske karakter som erstatningsoffer, er folkekirken som »statsbærende« mere fast i kødet. Og således går vi statsbårne til alters. Ikke for at spise stegt lam, usyret brød og bitre urter, men for at drikke rosenblod og tænke sit.
Prædikenen er klar og ikke let at skelne fra en lidt tør forelæsning. Er man til bare en lille smule halleluja, inderlighed eller iltert engagement, er Garnisons Kirke ikke stedet. En bemærkning om ikke at hidse sig unødigt op over omskæring som erstatningsoffer, må gå for ærindet til den moderne tid.
fortsæt med at læse
