Nabil har svært ved at tro sine egne øjne, da han stiger om bord på det skib, der skal sejle ham de sidste 500 meter af den lange sejltur fra Alexandria til Genova.
Det er en yacht. Med balsal, opdækning til et stort selskab og en velassorteret bar. Fra olietankerens mekaniske stige træder han ned på yachtens skinnede dæk iført en marineblå bluse, som han har fået foræret af den filippinske sømand Gary, så han ikke længere skal bære den hvide trøje med brækpletterne. Hans ansigt er tæret og skægstubbene centimeterlange.
Flygtningene bliver anbragt ved bordene i balsalen og får udleveret vandflasker. En frivillig fra Røde Kors finder nogle mønter frem til en sodavandsmaskine og giver sig til at dele juice og colaer ud til børnene, som stimler sammen omkring ham.
Det er det femte skib, Nabil sætter sine ben på, siden han spænede væk fra kystvagten på stranden i Egypten. Først var der ’fiskebenet’, en lille motorbåd, som sejlede ham væk fra kysten. Så var der fiskekutteren, der fragtede ham længere ud i vandet, hvor smuglerne kastede ham over på en trawler, som sejlede ham hele vejen over Middelhavet til italiensk farvand. Her blev han i et bredmasket fragtnet hevet op på dækket af en enorm olietanker, som nu har taget ham med til havnen i Genova.
