Da selv AGF’s kampprogram blev kåret til Superligaens bedste, tænkte jeg, at succesen var total.
Thorkild Simonsen var stadig borgmester i Århus, byen holdt fast i Å’et, Cat-Links færger havde bragt hurtigsejladsen til bugten, og for enden af Stadion Allé lå den mest uindtagelige hjemmebane i den bedste danske fodboldrække.
Alle uger sluttede med en stor fodboldoplevelse, og snakken om klubben nåede i de år gnidningsfrit gennem byen, op gennem Trøjborg og helt ud til gadehjørnerne i Risskov, langt hurtigere end Stiften kunne udsende kampreferater og give Windfeld, Lind, Jørgensen og Thorninger topkarakterer. Der stod vi ofte, tre-fire drenge i konfirmationsalderen, overskrævs på vores cykler efter fodboldtræning i VRI og snakkede om AGF, det modsatte køn og Beverly Hills 90210.
Men dog mest om AGF.
