Hvert billede er sådan et, man straks knuselsker og har lyst til først at kramme i sin favn og dernæst hænge op derhjemme i en pæn ramme. ’The Grand Budapest Hotel’ er på alle måder den arketypiske Wes Anderson-film. Dem der ikke er automatiske Wes-fans, vil lade sig irritere over det pertentlige, og hans fan vil dåne over alle idiosynkrasierne, alle de kulturelle referencer, al skønheden.
Vi mødte ham inden en gallaforpremiere på den nye film, havde tre kvarter alene med ham i en suite på Hotel D’Angleterre, og jeg vil prale af, at jeg ikke rakte ud og strøg hen over fløjlet og silken, tweeden og … ja, hele herligheden af bløde, labre stoffer, som er det naturlige udtryk for Andersons persona: Tweedjakken, den diskret jordfarvede pullover, den ternede skjorte. Slipset med den store knude, det ødsle lysegule tørklæde. Det glatte hår, der netop når skuldrene, men også kun netop. Han ville nok ikke kunne spille hovedrollen eller en bærende birolle i en af sine egne film, det er hans ansigt ikke markant nok til, men som visuelt statement passer han direkte ind, fuldstændig uden at skulle oversættes.
Det er ikke første gang, han får revet sin perfektion, sin couture og sin gennemførthed, i næsen. På en måde er det uretfærdigt, for hvem i en tidsalder, der har en fetish for det unikke, kan med rette bebrejdes, at hans værk er en forlængelse af, hvem han er? Er det ikke præcis det, vi slet og ret forlanger af en hvilken som helst kunstner i dag, at hans liv er hans kunst?
I nogle lange sekunder virker det, som om Wes Anderson vil svare på mine spørgsmål ved at stryge hen over bordet imellem os med lange sirlige bevægelser. Han foretager tit, ritualistisk, næsten manende den overstrygning, mens han får komplet styr på, hvad han vil sige – ikke fordi vi har spist noget, der krummer.
