Foto: Miriam Dalsgaard

»For mænd handler det om at komme det kvindelige nærmere«

Peter Høeg er tilbage med en ny roman og en stærk kvindelig hovedperson, der minder ikke så lidt om frøken Smilla. Hvad er det med Høeg og kvinderne?

Peter Høeg er overrasket. Han har set melodigrandprix, og lige der for hans øjne stod en vinder, i hvem yin og yang materialiserede sig i en og samme person.

»’Rise of the Phønix’ gjorde et kraftigt indtryk på mig. Jeg fik en følelse af græsk mytologi, flere græske guder havde en form for flerkønnethed. Han, eller hvad man skal kalde ham, har godt nok en forfinet kompleks måde at nærme sig det kvindelige på«.

Intervieweren er også overrasket, hun havde forberedt sig på at tale med en tilbagetrukken mystiker fra et midtjysk meditationscenter, og så taler han om melodigrandprix.

Men det giver mening, for bortset fra Conchita Wursts fuldskæg er det lige præcis den blanding af maskulin actionkraft og feminine fornemmelser, som Peter Høeg balancerer med i sine kvindelige hovedpersoner. Og i sig selv. Balancen mellem det mandlige og det kvindelige optager ham intenst.

»Som for så mange mænd handler en stor del af mit liv om at komme det kvindelige nærmere. Det gør vi først og fremmest gennem vores døtre, vores kærlighedspartnere og mødre, men ifølge taoismen har enhver mand en kvinde på indersiden og enhver kvinde en mand. For mig er mine kvindelige hovedpersoner, tror jeg, også en måde at kontakte det kvindelige i mig selv på, lidt ligesom når mænd klæder sig ud som kvinder«.

Borgerkrig?

I ’Effekten af Susan’, der udkommer på fredag, er handlingen fremskrevet nogle år til et samfund, hvor den sociale ulighed er blevet større og klimakatastrofen taget til. De rige gør sig klar til flugt, og de fattige samles i store demonstrationer, der kunne tænkes at ende i en dansk borgerkrig, sådan som Kaspar Colling Nielsen forudser i sin dystopi ’Den danske borgerkrig, 2018-24’.

»Jeg ved ikke, om der er tale om borgerkrig, men der er en form for mulig social desintegration«, siger Peter Høeg og henviser til nobelpristageren Paul Crutzens tanker:

»En klog forsker har sagt, at menneskeheden er blevet en naturkraft. Forstået på den måde, at de forandringer på kloden, som tidligere krævede et jordskælv eller en tsunami, nu kan tilvejebringes af mennesker. Vi er blevet en naturkraft, uden at etikken og den gensidige hensynsfuldhed er fulgt med. Misforholdet mellem de kolossale produktivkræfter, vi besidder, og vores etiske niveau er noget, alle må være bekymrede over, for det er tydeligt, at vi skal meget langt ud, før vi laver forandringer. Mennesker handler først, når de står på afgrundens rand«.

Politikerne i romanen ved, hvor det bærer hen, men gør intet, for det sælger ikke billetter. En måske ikke helt utænkelig situation. Så skriver Høeg også for at påvirke samfundet og det politiske klima?

»Jeg er også et politisk menneske, så ind i bogen flyder vel de ting, der optager mig, men udgangspunktet er meget mere intuitivt; en historie melder sig som en slags tvang eller et behov. Så jeg føler mig som historiefortæller, ikke agitator. Jeg er et menneske, der er optaget af at sige noget fra det dybeste sted og håber, at nogen lytter og måske svarer. Det er det, der er motivet. Og hvis det har en samfundsmæssig effekt, er jeg glad, men det skal man ikke regne med. Jeg er mere et sted, hvor en bog sker, end jeg er et menneske, der laver et produkt, der er mit«.

I romanen har lektor i fysik Susan Svendsen, 43, en højst usædvanlig evne til at få folk til at betro sig til hende. Af alle superkræfter, er det så ikke den, man nødigst vil have?

»Det er ikke nogen superkraft, det er fuldstændig virkeligt!«. Peter Høeg læner sig ivrigt frem i stolen:

»Jeg kender to mennesker, der har den effekt. Den ene, en ældre mand, tog jeg engang Hundested-Rørvig-færgen sammen med, det tager tyve minutter, men inden vi var ovre, havde to søfolk, fortalt ham deres livshistorie«. Peter Høeg tænker sig lidt om og tilføjer så:

»Dalai Lama har engang sagt, at den største gave, mennesker kan give hinanden, er kvaliteten af ens lytten. Det gjorde indtryk på mig, for det at møde gode lyttere har været sjældne og dybe oplevelser. Når man møder et menneske, der kan lytte på den måde, kan man mærke lettelsen ved at blive rummet. Jeg tror, det er en stor del af vejen frem«.

Foto: DALSGAARD MIRIAM

De hemmeligheder, Susan får betroet, er, ud over at skabe nogle absurde scener, med til at drive plottet frem. Det samme er de forudsigelser, som medlemmerne af en hemmelig fremtidskommission er kommet frem til. På fortælletidspunktet er kommissionen opløst, men inden da bestod den af en gruppe mennesker, der meget ofte gættede rigtigt, med hensyn til hvad der kommer til at ske i fremtiden. Et påhit, der ifølge forfatteren ligger nærmere fakta end fiktion.

»En af inspirationerne kom fra en artikel, jeg læste i magasinet Scientific American, om verdens største producent af transistorer til computere. Virksomheden har en fremtidsafdeling, og lederen af den er futurist. En konkret person, altså, som er ansat til at se ind i fremtiden. I en lang række tilfælde har hans forudsigelser vist sig at være helt usandsynligt rigtige. Det samme gælder nogle af de folk, der sidder i Silicon Valley. Så det er helt tydeligt, at der findes mennesker med det talent. Og hvor kraftig en faktor bliver den magt, det giver at se ind i fremtiden?«.

Det er noget, jeg er nødt til at gøre

I Peter Høegs tilfælde er det romanerne, der vælger deres forfatter.

»Pludselig kan jeg mærke hovedpersonen, hendes sårbarhed, der går tilbage til en traumatisk barndom, og så hårdheden. I Susans tilfælde mærkede jeg også hendes mentor, den her ældre nobelpristager i fysik, og deres lærer-elev-forhold, og så ved jeg, at jeg er nødt til at skrive. For mig er litteraturen også en form for tvang, jeg kan ikke forskanse mig imod den. Hvis jeg slapper af et øjeblik, dukker der en bog eller tre kapitler op. De fleste tror, det er attraktivt, men det er også noget, jeg er nødt til at gøre«.

Inspirationen til trods kræver romaner en nøje planlægning.

»En roman er som en vild hest, og hvis der ikke er en eller anden form for kontrol, løber den væk. Den form for maskulinitet og retning, planlægningen kræver, skal så, hvis det ikke skal blive goldt og skematisk, afbalanceres af en kvindelig lytten, så det, der sker, også overrasker en selv. Det er balancen mellem det omhyggeligt planlagte og researchede og så en hengivelse til, hvad der sker, når man sidder og skriver, der er min dybeste arbejdsopgave«.

Peter Høeg virker som et oprigtigt menneske. Hans opmærksomhed er venligt fokuseret, blikket lidt mere søgende, end det fremstår på fotos, men lige så nærværende. Han ligner ikke en, der tager gas på folk. Men det gør han. I tyve harmdirrende sekunder er jeg for eksempel sikker på, at der uden for Københavns Havn, mellem Hven og Flakfortet ligger nogle holme, der skal bruges til endnu en udvidelse af Københavns Havn, og som i romanen bliver et refugium for de rige. Han er begejstret for, at jeg hoppede på den.

»Jeg leder efter en balance, hvor læseren køber det, jeg skriver, som virkelighed, men hvor humoren eller sprogets intensitet minder om, at det er en fortælling. Jeg kan holde to stykker stof op og få det til at ligne en by. Det er ikke svindel, det er en del af håndværket,« siger han med et sjældent smil og viser med kroppen, hvordan han med sin fortid som danser, er vant til at skabe illusioner.

»I den klassiske ballet spiller det en stor rolle, at man forlænger svævet visuelt; dels ved at strække benene, men også ved at forsinke håndledsbevægelserne en smule. Løftes blikket og håndbevægelserne opad, giver det illusionen af, at danseren svæver, selv om han reelt er på vej ned«.

Kun en gang før, i ’Frøken Smillas fornemmelse for sne’ fra 1992, har Peter Høeg fortalt en roman med en jeg-stemme. Som dengang forlader også hans nye heltinde, Susan Svendsen, sig på naturlovene som eneste garanti for orden og regelmæssighed.

»Jeg har en uigengældt kærlighed til naturvidenskaben, jeg elsker dens begrænsninger og dens selvhøjtidelighed. Ulempen er bare, at naturvidenskaben og kulturradikalismen har vendt sig bort fra en meget stor del af virkeligheden, mens enorme mængder af irrationelle ting vælter ind over os. Vores selvforståelse er rationel, men store personer som Bohr vendte altid tilbage til, at naturvidenskaben ikke siger noget om naturen, men om, hvad vi kan sige om naturen. Det, der ligger uden for sproget, kan vi ikke vide noget om, det må vi sanse på andre måder«.

’Effekten af Susan’ rejser spørgsmålet om, hvorvidt man ville tage imod en af de pladser, der er til de udvalgte i tilfælde af en katastrofe. Ville han sige ja tak?

I et helt minut synker han ind i sig selv, inden han svarer.

»Nej, for der er ingen lykke for de få. Vi hænger sammen, dit velbefindende er mit velbefindende. En af grundene til, at Danmark er et fantastisk sted, er de få sociale spændinger. Vores velfærdsstat og den solidaritet, der trods alt stadig kommer til udtryk, er enestående og vejen frem for resten af kloden, hvis det skal gå. Den visdom, der ligger i det, kan ikke erstattes af, at et mindretal lever, og resten dør«.

Conchita Wurst

Tilbage til melodigrandprix, for Peter Høeg har gjort sig flere tanker om den østrigske drag Conchita Wurst.

»Umiddelbart følte jeg, at det var smukt og forfinet og meget kraftfuldt, men jeg blev også bevidst om, at lige inden kolossale kollektive stemninger, der var med til at udløse Anden Verdenskrig, var der i Berlin en psykotisk tvivl på kønsidentiteten. Dengang var det ikke et sundhedstegn, snarere et præludium til et definitivt sammenbrud i kulturen. Og jeg spørger mig selv, om det androgyne er en ny accept, en forening af det mandlige og det kvindelige. Jeg er sikker på, at kulturen har brug for mange flere kvinder i betydningsfulde stillinger, det er en helt afgørende del af fremtiden. Men er lige det her et skridt fremad for det kvindelige, eller er det en ny farlig hvisken om en slags sammenbrud af grænser?

Hvad mener du selv?

»Det har jeg ikke noget svar på! Det er et åbent spørgsmål for mig«.

Publiceret 21. maj 2014

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce