På bordet står der hyldeblomstsaft, som Hugo Rasmussen selv har lavet. 40 flasker er det blevet til, og han har renset dem for etiketter i en balje ude foran huset.
Han sidder i havestuen med en hvid bøllehat over sin karakteristiske hår- og skægvækst, der sammen med en menneskelig varme og en lang og omfattende karriere som kontrabassist gør ham til et ikon inden for dansk musik.
Der hænger tørrede krydderurter i vindueskarmene, der ligger stabler af lp’er, der er skuffer med hjemmetørret brændenældete og hyldeblomster og et hav af urtepotter med små nye spirer og store vildtvoksende aloe vera-planter.
På bordet ligger Hugo Rasmussens skatteregnskab, som han efter noget besvær har fået lov til at sende med posten.
»Jeg er jo meget analog«, siger han og skænker den duftende hyldeblomstsaft i glas.
Han har hverken fjernsyn, computer, smartphone eller internet og kunne ikke drømme om at anskaffe det. Dog har han en gammel Nokia-mobiltelefon, som han tænder »efter aftale«.
Han er blevet beskrevet som en mand, der gerne går 10 kilometer for at spare en plastikpose, men som bruger mange penge på sine venner, hvis de har brug for det.
»I musikkens verden kan man ikke tænke på, hvad man ejer. Ikke hvis det skal være ordentligt. Så skal man tænke på, hvad man kan yde«, siger han.
En formidabel musikambassadør
I dag åbner Copenhagen Jazz Festival, og Hugo Rasmussen skal spille 23 koncerter i løbet af festivalens 10 dage. En enkelt dag spiller han 4 koncerter, men det er ikke noget i forhold til tidligere.
»Engang havde jeg rekorden og spillede 33 koncerter på festivalen, det var nærmest 10 procent af alle koncerterne dengang«, siger han.
Hugo Rasmussens karriere spænder over 50 år, han har spillet med Trille i 16 år, med Cornelis Vreeswijk, Niels Hausgaard og en række store internationale navne som Sonny Boy Williamson, Ben Webster og Dexter Gordon.
Det er næsten umuligt at nævne en dansk jazzmusiker, han ikke har spillet med.
For nylig modtog han hædersprisen fra Dansk Musiker Forbund, og i den forbindelse sagde kulturminister Marianne Jelved (R):
»Stor bassist, stort skæg og stor jazzkunstner! Kort sagt: Du er en formidabel musikambassadør, som personificerer dygtighed, musikalitet, humor, opfindsomhed, erfaring, nærvær, hjælpsomhed og karisma«.
Kolleger som trommeslageren Alex Riel beskriver ham som »folkeeje« og hans spil som »solidt som en skovhugger, der får hver tone til at lyde af træ og kraft«.
Pianisten Carsten Dahl, der voksede op i samme landsby som og gik i klasse med Hugo Rasmussens datter, elsker ham som en far.
»Han har altid været der for mig. Han er kompromisløs og et omvandrende leksikon som musiker, og som menneske er han gavmild og ydmyg, samtidig med at han er en gavtyv og en drillepind«, siger han.
Det flyvende tæppe
Om det særlige ved Hugo Rasmussens måde at spille på siger Kenneth Hansen, leder af Copenhagen Jazz Festival:
»Der er mange danske bassister, som er inspireret af Niels Henning Ørsted-Pedersen og alle de toner, han kunne spille hurtigt. Hugo har en helt anden ting. Han lytter mere, end han spiller, tilføjer lige præcis det, der skal tilføjes, og lader plads være plads«.
Og det er lige sådan, Hugo Rasmussen mener, at det skal være, når man spiller kontrabas.
»Det kan ikke være smukkere beskrevet. Hvis nogen opfatter mig sådan, har jeg nærmest nået mit mål«, siger han og folder hænderne over maven.
»Så er det selvfølgelig også fint, hvis du kan spille en melodi en gang imellem som afveksling. Men det er ikke det vigtigste.
Den vigtigste rolle er at lave tæppet nede under det hele. Væve det fine tæppe, som de andre kan flyve på – det flyvende tæppe«. Han smiler under skægget.
En traktor kører forbi på marken bag Hugo Rasmussens hus.
»Nej se, nu er de i gang – nu vender de hø derude«. Han peger ud ad vinduet.
»Nu får han samlet det i bunker, og så kommer de om lidt og presser det sammen i de her store baller. Hø er skidedyrt. Hvis du har hest eller ... bruger marsvin hø?«.
Jeg ved det ikke.
»Nej, det er også lige meget. Men jeg synes lige, du skulle se det, hvis du aldrig har set det før«, siger han. Vi sætter os igen.
Gider ikke dårlige mennesker
Det bedste ved at spille musik er, når det hele letter, mener Hugo Rasmussen.
»Det er ikke altid, det sker. Faktisk sjældent. Men så er der alle de bløde dage, der er fine nok. Det er sjældent, at det er ...«, han hvisler en blid fløjtelyd.
»Det er ligesom livet i almindelighed. De fleste dage er grå og fine. Der skal man ligesom Dan Turèll holde af hverdagen«, siger han. Og sådan må det også gerne være i musikken.
»Vi kan bare være gode. Rigtig gode, hvis vi er heldige, og alle sammen er det samtidig. Men nærværet, det skal man yde og øve sig i. Og så skal man selvfølgelig også øve sig på sit instrument, så man kan udføre tekniske ting. Men det vigtigste er opmærksomhed og følelsen af at bidrage til musikken«.
Selv om det også er hans levebrød, spiller Hugo Rasmussen først og fremmest af lyst, siger han. Kun en sjælden gang har han sagt nej til at spille med nogen.
»Det har næsten altid været, fordi jeg ikke kunne lide personen. Hvis det er dårlige mennesker, der snyder, er negative, puster sig op over for andre, er overlegne, arrogante – alle de der dårlige karaktertræk, kan det mærkes lige med det samme. Så melder jeg fra«, siger han.
Men for det meste får folk en chance, for det er også vigtigt, at man er tilgivende, mener Hugo Rasmussen.
Nærværet, det skal man yde og øve sig i
Hugo Rasmussen, jazz-musiker
Trommeslageren Kresten Osgood spiller i Hugo Rasmussens egen sekstet, Allstarz, og han skriver i en mail om Hugo Rasmussen:
»Han er den musiker herhjemme, der betyder mest for mig. Jeg har lært så sindssygt meget af at spille med ham, men også af at kende ham som menneske. Han er en utrolig varm, gavmild og positiv person, og det er vildt inspirerende, at han spiller bedre, hver eneste gang jeg ser ham«.
Saxofonisten Jakob Dinesen spiller også i Allstarz. Han siger:
»Jeg kender ingen som Hugo. Hverken som bassist eller menneske. Hans befriende evne til at tage selvhøjtideligheden og snobberiet ud af musikken afholder ham ikke fra at spille det sejeste og smukkeste bas, jeg kan forestille mig«.
Lars Løkke ville blive fyret
Hugo Rasmussen har med Allstarz indspillet et af få album i eget navn. Til gengæld medvirker han på mere end 1.000 album med andre kunstnere.
»Ja, jeg er den evige sideman. På det punkt har jeg altid været gavmild. At give af min kunnen og viden – hvad den nu dur til. Det synes jeg, alle bør gøre, også uden for musikkens verden«, siger han og bliver et øjeblik tænksom. Han kniber øjnene sammen.
»Men min navnebror, Rasmussen. Jeg synes, det er helt utroligt, hvad han er sluppet af sted med. På den måde er jeg frygteligt moralsk«, siger han.
Rasmussen?
»Lars Løkke Rasmussen. Han er en af dem, der står på scenekanten med albuerne godt ude til siderne«, siger han.
Hvis han havde været i dit band, hvad var der så sket?
»Han var blevet fyret. Men han var aldrig kommet i mit band. Nogensinde. Vi havde da opdaget det lige med det samme!«. Hugo Rasmussen griner, så skægget flagrer.
»Jeg forsøger at være så rummelig som muligt. Men Lars Løkke Rasmussen kan jeg ikke rumme. Ikke før han siger »Undskyld, jeg trækker mig tilbage. Nu bliver jeg pedel på en kommuneskole, hjælper folk og er til noget«. Gør noget ordentligt«, siger Hugo Rasmussen og bliver distraheret af lyden af en stor ballepresser, der kører tæt forbi huset.
Hugo Rasmussen rejser sig op. Maskinen pakker en af de firkantede høballer ind i plastik.
»Det undrer mig, hvor mange gange den skal rundt«, siger Hugo Rasmussen, og vi tæller sammen. Den kører 30 gange rundt.
»Det er lidt spændende, at det foregår lige her, ikke?«.
At være gavmild
De mange koncerter gør det svært at have et familieliv, og ingen af Hugo Rasmussens fem længerevarende forhold har »stået distancen«. Heller ikke forholdet til hans børns mor, som han var sammen med i 12 år.
»Det har noget med mig at gøre. Ingen tvivl om det. Kvinderne var der ikke noget i vejen med«, siger han.
Selv om forholdet til musikken måske har kostet Hugo Rasmussen i forhold til kvinder, har det givet nogle varme venskaber.
»Det er en kemi, der opstår i musikken, som måske minder om en form for ægteskab. Alting skal balancere, og alle skal bidrage. Det er en meget social ting at spille i et band«, siger han.
Men man skal heller ikke være for ydmyg. Det er en balance, som man skal lære at forstå. Det ligger i opdragelsen, mener Hugo Rasmussen.
»Jeg har det meget fra min mormor. Hun lærte mig, at man skal opføre sig ordentligt og ja – være ærlig. Vel nærmest De 10 Bud. At behandle andre godt«, siger han.
Hugo Rasmussens mormor minder ham ved nærmere eftertanke om den amerikanske gospelsangerinde Mahalia Jackson.
»Hun sang guddommeligt smukt med en stærk og kraftfuld stemme, min mormor. Jeg elskede hende utroligt højt. Hun var meget religiøs«.
Det er Hugo Rasmussen ikke.
»Jeg er troende, men det er mere på sådan en kosmisk måde«, siger han.
Rundt omkring i huset står der mange små spirituelle figurer. Grønlandske tupilakker og en buddha her og der.
Men det skal ikke være alt for højtideligt. For eksempel ved han, at man helst skal plukke hyldeblomsterne så tæt på sankthans som muligt ved fuldmåne klokken 4 om morgenen.
Men det har han kun gjort en gang.
»Det er jo skidebesværligt. Man skal tidligt op«, siger han.
Publiceret 5. juli 2014.