»Kom, vi sætter os ned i gården«, siger Knud Romer.
Han er allerede halvvejs nede ad trappen med halvanden liter cola under armen plus selvfølgelig sin pibe og den dåse tobak, han altid slæber rundt på.
Inden vi har sat os ved bordet i den steghede baggård i Toldbodgade, har han fortalt, at Andrea – hans kone – var så træt af at være i sommerhuset nede ved Præstø, at han var nødt til at køre hele familien tilbage til byen for at redde ægteskabet, selv om han hader at være i København i den her varme.
Han får ild på piben og ser så veloplagt ud, at man skulle tro, han havde glædet sig hele livet til dette interview.
Vi spørger, hvad han mener om det, man kalder meningsdannere. Hvad synes han selv, han bidrager med, når han stiller op i snart sagt hvilket som helst medie for at fyre sine holdninger af?
»Jeg mener ikke, at jeg har noget som helst bidrag«, siger Knud Romer. Så korrigerer han en smule: »Jeg mener mest, man bidrager til at holde en mediekultur i gang«.
Mener du, at medierne vælger meningsdannere ud fra, hvem der kan skabe flest seere eller klik?
»Ja, dem som kan levere«.
Er det så lige meget, hvad man mener?
»Nej, din mening skal helst passe til situationen. For sjov har jeg nogle gange prøvet at være ekstremt positiv. Og så har jeg oplevet, at jo mere positiv jeg er, desto mindre plads får jeg. Og hvis jeg er rigtig glad, kommer jeg slet ikke med«.
Jeg troede ikke, du nogensinde var glad?
»Jeg er super glad«, griner Romer. »Jeg er meget, meget positiv. Men du må regne med, at man misforstår en kritisk vinkel som surhed«.
Tysk romantik og panerotisk naturmystik - i Aftenshowet
Der er noget, han gerne lige vil forklare. Ja, der er hele tiden noget, han gerne lige vil forklare. Knud Romer synes ikke bygget til enstavelsesord eller korte bemærkninger. Han er som en vulkan i permanent udbrud. Lige nu vil han forklare noget vigtigt om ham selv som meningsdanner.
I modsætning til et politisk parti, en virksomhed eller en organisation sidder han ikke inde med et fast og dogmatisk værdisæt. Han har ikke en bestemt holdning, han for enhver pris gerne vil råbe ud over befolkningen.
»Jeg er tværtimod ekstremt udogmatisk. Jeg prøver altid at finde et kritisk håndtag til et emne. Hvad vil åbne det her emne på en måde, som vil kunne give et andet perspektiv ... Jeg prøver at stryge hunden mod hårene«.
Når ’Aftenshowet’ på DR for eksempel vil høre hans mening om tyskernes forhold til nøgenhed, stiller han op, fordi han måske kan »snige lidt oplysning ind«. Han kalder sig selv »monsterakademiker« og mener, at »35 år på Det Kongelige Bibliotek« kvalificerer ham til lidt af hvert.
»Hvornår har du sidst hørt vitalisme og tysk romantik og panerotisk naturmystik og forholdet til oplysningstiden talt om i ... ’Aftenshowet’«, spørger Romer.
»Aldrig«, konkluderer han selv.
Det lykkeligste menneske
Hvordan begyndte det der med at være debattør?
»Jeg kommer fra en kælder på Falster i 60’erne, hvor jeg intet havde at skulle have sagt. Jeg har skrevet hele mit liv og aldrig fået udgivet et ord. Jeg har bestormet aviserne med den ene artikel, det ene læserbrev efter det andet. Jeg har sendt mine digtsamlinger ind ... Samtidig er jeg rundet af en tysk minoritet. Det vil sige, at jeg ved, hvordan det er at sidde på samfundets rand, hvor folk må fremstille dig, nøjagtig som det passer dem, for du har ikke nogen mulighed for at korrigere det billede ...«.
Det skabte et behov for at ytre sig?
»Det er klart, at den prop ... Altså, jeg ender jo med at gå rundt som 35-årig med et fotokopieret blad, der koster 12 kroner ...«, siger nu 53-årige Knud Romer.
Så blev han reklamemand og fik en rolle i Lars von Triers film ’Idioterne’ og indgik en aftale med Politiken om at skrive en artikel – backstage – fra Cannes Festival i 1998, hvor filmen var med i konkurrencen.
»Det var min største fryd. Artiklen blev trykt på forsiden af kultursektionen, og jeg var det lykkeligste menneske«.
Man skal tale imod egne interesser
Det var en tid fyldt med ydmygelse, selvudlevering og grænseoverskridende handlinger, fortæller Romer.
»For eksempel lukkede jeg Jyllands-Posten ind i et hjem på Grønningen, der bestod af bananfluer, pizzabakker, tomme vodkaflasker, cokebreve, et 50-tommers fjernsyn med porno på ...«.
Du ville for enhver pris være kendt?
»Nej. Overhovedet ikke. Jeg ville bare gerne fortælle min historie«.
Hvorfor var det dig så magtpåliggende?
»Fordi det forekommer mig, at de historier, der bliver fortalt, meget tit er sminkede, kedelige, de giver ikke folk noget ... Jeg tænkte, at hvis jeg tager det her på mig, er der måske nogle mennesker, der ville kunne genkende sig selv i at bo i en svinesti. Måske kunne jeg have en funktion?«.
Så du ofrer dig?
»Jeg ofrer mig. Og jeg synes egentlig, man kun er sine penge værd som meningsdanner, når man taler imod sine egne interesser. Når det koster dig mere, end du får. Der skal være røde tal på regningen«.
Hvorfor det?
»Ellers har det ikke den kritiske funktion ... Så hypper du bare dine egne kartofler«.
Næ, ikke en linselus
Knud Romer siger, han har arbejdet hårdt på at komme til orde, siden han var 13. Og det er i den grad lykkedes. Siden han i 2006 udgav romanen ’Den som blinker er bange for døden’, har han stort set optrådt alle steder. Men det er aldrig ham selv, der beder om det, understreger han.
Hvorfor er det vigtigt for dig at sige, at det altid er medierne, der ringer?
»Fordi det kvalificerer det, jeg siger, som noget, der er værd at høre på. Det betyder, at ... jeg gør mit job. Men det er ikke mig, der bestemmer præmisserne, situationen ...«.
Men det virker, som om du hele livet har arbejdet på at få medierne til at ringe til dig?
»Ja ... Det er jo ikke sådan, at jeg beklager mig. Men jeg skal jo leve med, at folk tror, det er mig, der ringer op. ’Du kan jo ikke leve, uden at der er et åbent kamera eller en diktafon’, siger de. De kalder mig en linselus ...«.
Er det ikke også det, du er, en linselus?
»Nej, jeg er ekstremt privat«.
Har sagt nej til 'Kender du typen'
Samtidig med at du offentliggør dine bananfluer? Og i et nyt program på DR kører du rundt i en bil og taler med din kone om, hvordan I mødte hinanden. Og så er du ekstremt privat?
»Ja. Den udsendelse varer jo bare en halv time. Det har ikke noget at gøre med, hvordan jeg lever mit liv til daglig. Det har ikke noget at gøre med, hvad jeg mener og tænker ...«.
Så det er løgn, det du viser?
»Nej, det er overhovedet ikke løgn ... Du lærer bare at se på dit navn, dit ansigt, dine ytringer, som noget, der cirkulerer i en offentlighed som et projektionsrum. Hvor du kan gøre opmærksom på ting, du kan sige ting ...«.
Okay, men hvor går grænsen for, hvad du vil deltage i?
»Jeg har sagt nej til det der program, hvor de går rundt i dit hjem ... ’Kender du typen’. Jeg vil ikke være med, hvis der ikke i det mindste er en rest af mulighed for at være kulturformidler. Jeg prøver altid at lave en ’trojansk hest’. Det vil sige inden for de givne rammer at nå ud med et budskab og komme til udtryk i massemedier med ting, som normalt hører andre – og mere begrænsede – medier til ...«.
Handler det ikke også om, at du gerne vil ses? Om en form for narcissisme?
»Nej, nej, det er ikke narcissisme. Jeg får ikke nogen personlig tilfredsstillelse af at se mit billede i en avis ...«, Knud Romer tænker sig om, tager tilløb, fortsætter så:
»Men i begyndelsen havde jeg et meget, meget stærkt behov for at få social anerkendelse. I lang tid var jeg fornærmet over – og det var falstringen, der kom op i mig – at jeg ikke var i Blå Bog. Jeg skulle have været der som reklamemand, men det var ikke fint nok. Jeg skulle have været der som skuespiller – for hvor mange har været nomineret til Guldpalmen?«.
Lille Knud fra Falster vil bare gerne høres?
Men der var du jo idiot ... Idioter står ikke i Blå Bog ...
»Nej, nej, men ... Sidst og ikke mindst, så skulle jeg have været der, da jeg fik De Gyldne Laurbær ... På et vist tidspunkt begynder man at føle: Hold kæft, mand ...«.
Hvornår kom du så i? Da du fik et helt opslag i Alt for Damerne eller hvad?
»Nej ... jeg kom i Blå Bog, da det var for sent. Komikken er, at i samme øjeblik du opnår den anerkendelse, er der intet, der interesserer dig mindre. Jeg er jo fuldstændig fløjtende ...«.
Du optræder alle vegne, Knud. Er du ikke bange for, at folk ikke gider høre på dig mere? At du bliver slidt op?
»Nej, for det er ikke et levebrød ...«.
Handler det her meningsdanneri bare om, at lille Knud fra Falster gerne vil høres? At nu er jeg kraftedeme over det hele?
»Ja, ja«, griner Knud Romer. »I troede, jeg var dum. I troede, jeg var et udskud ...«.
Er du så ved at have fået dækket dit behov for at komme til udtryk?
»Det er nemlig lige det. Nu har jeg fået den tilfredsstillelse at blive hørt ...«.
Publiceret 30. juli. 2014