0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Virusdetektiven - mød manden der for 38 år siden opdagede ebola

Som ung rejste mikrobiologen Peter Piot i 1976 dybt ind i Centralafrikas jungle. Der kortlagde han som den første, hvordan ’den store orm’, som han kalder ebolavirus, lagde små samfund øde. I dag er professorens fortælling om opdagelsen præget af eventyr, hårrejsende episoder, afrikansk kaos og en levende frustration og vrede over, at verden endnu ikke kan håndtere sygdommen.

LEON NEAL/Scanpix Denmark
Foto: LEON NEAL/Scanpix Denmark

Da belgiske læger i Antwerpen i efteråret 1976 åbnede en anonym kinesisk termoflaske, var der ingen tegn på, at lægerne på denne sidste onsdag i september skulle se lige ned i verdens måske dødeligste sygdom.

Dagen før havde den 27-årige Peter Piot fået en besked.

»Vores professor på tropemedicinsk institut fortalte, at der ville komme en termoflaske fra Zaire med to blodprøver interimistisk nedkølet med isterninger. Blodprøverne stammede fra en dødssyg nonne«, fortæller den i dag 65-årige professor Peter Piot.

Han er direktør for London School of Hygiene and Tropical Medicine og en af verdens førende eksperter inden for virusbårne sygdomme.

Før han inviterede Politiken indenfor i tropemedicinens flagskib, havde han afsluttet et telefonmøde med den britiske krisekomite, der følger udviklingen af ebola i Vestafrika.

»Det var en tilfældig passager på flyet til Belgien, der havde fået flasken i hånden som en del af håndbagagen i Zaires hovedstad, Kinshasa, med besked om, at den skulle frem til os i Antwerpen. Med flasken fulgte en håndskrevet note fra en dr. Jacques Courteille, læge på den private klinik i Kinshasa. Indholdet af de to hætteglas var beskrevet som i alt 10 milliliter blod fra en flamsk nonne«, fortsætter Peter Piot.

Sammen med to andre nonner og en præst var hun blevet indlagt på klinikken efter en flyrejse fra en belgisk missionsstation 1.000 kilometer væk ved Congoflodens nordligste knæk.

Deroppe hærgede en dødelig sygdom, der havde slået både nonnernes kollegaer og de lokale ihjel efter et ubarmhjertigt sygdomsforløb.

På det tidspunkt havde Peter Piot ingen anelse om, at indholdet af termoflasken få uger senere skulle bringe ham til Congoflodens nordligste knæk i det daværende Zaire. Nogenlunde på de koordinater, hvor forfatteren Joseph Conrad lader sin britiske jegfortæller, flodskipperen kaptajn Marlow, støde ind i den afsindige elfenbenshandler Kurtz i den klassiske roman ’Mørkets Hjerte’.

De døde mus

Jacques Courteilles håndskrevne diagnose på sedlen lød, at de syge var ramt af gul feber. Tropesygdommen er en af verdens svøber og kan undertiden føre til voldsomme indre blødninger, som de fire belgiere var ramt af, kombineret med opkast, høj feber og blødninger fra kropsåbningerne.

Men Courteilles var ikke helt sikker i sin sag, og efter diagnosen havde han tilføjet et spørgsmålstegn. Nu skulle Piot og hans to kollegaer, belgiske Guido van der Groen og instituttets bolivianske gæsteforsker, Rene Delgadillo, finde ud af, om patienten rent faktisk var ramt af gul feber, som var et af instituttets specialer.

»Men det kunne også have været en omgang salmonella, som vi mødte så meget af dengang«, siger Peter Piot.

Da de unge læger havde skruet låget af flasken, kiggede de ned i en mikset masse af smeltet is og blod fra den ene af de to blodprøver, der ikke havde klaret rejsen. Prøveglasset var knust og isvandet inficeret med virus. Det fik ikke det unge team til at reagere anderledes, de tog fat på den rutinemæssige opdyrkning af blodet fra den intakte prøve. De søgte efter antistoffer, der havde reageret på nonnens formodede sygdom. Ingen af dem drømte om, at de havde at gøre med noget, der var langt farligere end gul feber.

Efter et par dage viste dyrkningsprøverne ingen tegn på antistoffer mod gul feber. Ud over at dyrke cellekulturerne havde lægerne også sprøjtet lidt opdyrket blodvæske ind i hjernerne på voksne forsøgsmus og museunger. Efterhånden som der ikke dukkede nogen af de forventede resultater op, steg nysgerrigheden. Det samme gjorde den frustrerende fornemmelse af, at blodprøven måske var blevet beskadiget af varme under turen fra tropisk Afrika.

»Vi puslede lidt mere nervøst omkring vores prøver og forsøgsmusene. Vi så til dem lidt oftere, efterhånden som det rutinemæssige forsvandt«.

Den weekend var alle tre læger inde for at tjekke materialet, men intet var sket.

Mandag 4. oktober om morgenen var en af de voksne mus død. Samme dag døde flere af de andre, og to dage senere var også museungerne døde.

»Det var et klart tegn på, at der var noget patogent – sygdomsfremkaldende – i blodet«, husker Peter Piot.

Livsfarligt laboratoriearbejde

Samtidig havde lægernes professor fået lidt flere informationer fra Zaire. Udbruddet af den mystiske sygdom var centreret omkring landsbyen Yambuko ved Congofloden omkring 1.000 kilometer nordøst for Kinshasa. Her drev nonner fra den katolske orden Det Hellige Hjertes Søstre en lille missionsstation med hospital, kirke, skole og landbrugsprojekter.

Sygdommen var brudt ud 5. september, og mindst 200 i området var allerede døde , der var blevet karantænebelagt og afsondret fra omgivelserne.

Det var alarmerende nyt og et tegn på, at belgierne burde stoppe deres arbejde og give cellematerialet sikkert videre til enten de militære højsikkerhedslaboratorier i henholdsvis Porton Down i Storbritannien og Fort Detrick i USA eller det amerikanske Center for Disease Control, CDC, i Atlanta, der var den eneste civile institution med tilstrækkelig høj sikkerhed.

Men belgierne fortsatte med at opdyrke næste generation af inficerede cellekulturer, nu skulle den mystiske virus ’fanges’ og identificeres.

Netop som det arbejde var begyndt, fik belgierne en umisforståelig ordre. Verdensundhedsorganisationen, WHO, var skredet ind og beordrede alt biologisk materiale overført til Porton Down. Peter Piot husker ophidselsen.

»Vores forskning var på vej til at slutte at slutte, før vi overhovedet var begyndt. For mikrobiologer og virologer er sådan en situation, hvor man er så tæt på et vigtigt gennembrud, umådeligt sjældent og nærmest uimodståeligt udfordrende«.

Nødtvungent begyndte den omhyggelige nedpakning, men professor Pattyn bad dem først tage noget af cellematerialet og nogle af de inficerede mus fra.

»Måske var det et dumstædigt belgisk oprør mod altid at lade sig diktere af andre nationer, men det materiale var simpelthen for værdifuldt til, at vi bare kunne sende det væk. Det var nyt, det var spændende – alt for spændende til bare at sende over til briterne – og da slet ikke til amerikanerne«, forklarer Peter Piot.

I dag er han ikke stolt over forløbet.

»Jeg var ung, jeg var 27 år og fuld af eventyrlyst, og vi vidste, at der var noget i de prøver. Noget, der var farligt«.

Ulykken slår ned

Piot forklarer, at professor Pattyn var en farverig person med en hjerne så skarp som et barberblad, men noget fummelfingret, når det kom til det praktiske arbejde med at håndtere prøver, cellekulturer og instituttets elektronmikroskop. På et tidspunkt ville han kontrollere udviklingen af de inficerede cellekulturer.

»Han rakte ud lidt impulsivt ud efter prøven, den gled fra ham og røg på gulvet, hvor glasset gik i stykker. Splask«.

Det var bolivianeren Rene Degadillo, der fik sine sko pjasket til med den dødbringende cellekultur.

»Madre de dios«, stønnede bolivianeren.

»Godverdomme«, supplerede professoren.

Peter Piot
Foto: Peter Piot

Peter Piot beskriver situationen som et »øjeblik af nøgen frygt«. Så gik de i aktion med desinfektionsmidler og oprydning, Degadillo, som heldigvis gik i kraftige lædersko, fik skaffet fodtøjet af vejen på forsvarlig vis.

»Det var kun et mindre uheld, men på det tidspunkt gik det op for mig, hvor dødeligt et materiale vi havde med at gøre, og hvor stor en risiko, vi havde taget ved at håndtere det så nonchalant«.

12. oktober var belgiernes ’hemmelige’ sæt prøver endelig så langt fremme, at elektronmikroskopet gav gevinst.

»Hvad i helvede er det her«, spurgte professor Pattyn ud i rummet. Piot lænede sig frem og så en efter virusstandarder kolossal stor ormelignende struktur, der absolut intet havde til fælles med de kendte strukturer i gul feber-virus. Derimod lignede belgiernes ’orm’ marburgvirus, der var blevet opdaget 9 år tidligere i Vesttyskland og Jugoslavien. 7 af de 25 ansatte på forsøgslaboratorier, der var blevet inficeret med virus fra aber fra Afrika, døde dengang af sygdommen. Siden er marburg dukket op i Afrika med længere mellemrum og langt mindre udbredelse og dødelighed end ebola.

Ligheden med marburgvirus fik omsider belgierne til at stikke piben ind. Alt materialet fra Antwerpen blev pakket sammen efte