0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Virusdetektiven - mød manden der for 38 år siden opdagede ebola

Som ung rejste mikrobiologen Peter Piot i 1976 dybt ind i Centralafrikas jungle. Der kortlagde han som den første, hvordan ’den store orm’, som han kalder ebolavirus, lagde små samfund øde. I dag er professorens fortælling om opdagelsen præget af eventyr, hårrejsende episoder, afrikansk kaos og en levende frustration og vrede over, at verden endnu ikke kan håndtere sygdommen.

LEON NEAL/Scanpix Denmark
Foto: LEON NEAL/Scanpix Denmark

Da belgiske læger i Antwerpen i efteråret 1976 åbnede en anonym kinesisk termoflaske, var der ingen tegn på, at lægerne på denne sidste onsdag i september skulle se lige ned i verdens måske dødeligste sygdom.

Dagen før havde den 27-årige Peter Piot fået en besked.

»Vores professor på tropemedicinsk institut fortalte, at der ville komme en termoflaske fra Zaire med to blodprøver interimistisk nedkølet med isterninger. Blodprøverne stammede fra en dødssyg nonne«, fortæller den i dag 65-årige professor Peter Piot.

Han er direktør for London School of Hygiene and Tropical Medicine og en af verdens førende eksperter inden for virusbårne sygdomme.

Før han inviterede Politiken indenfor i tropemedicinens flagskib, havde han afsluttet et telefonmøde med den britiske krisekomite, der følger udviklingen af ebola i Vestafrika.

»Det var en tilfældig passager på flyet til Belgien, der havde fået flasken i hånden som en del af håndbagagen i Zaires hovedstad, Kinshasa, med besked om, at den skulle frem til os i Antwerpen. Med flasken fulgte en håndskrevet note fra en dr. Jacques Courteille, læge på den private klinik i Kinshasa. Indholdet af de to hætteglas var beskrevet som i alt 10 milliliter blod fra en flamsk nonne«, fortsætter Peter Piot.

Sammen med to andre nonner og en præst var hun blevet indlagt på klinikken efter en flyrejse fra en belgisk missionsstation 1.000 kilometer væk ved Congoflodens nordligste knæk.

Deroppe hærgede en dødelig sygdom, der havde slået både nonnernes kollegaer og de lokale ihjel efter et ubarmhjertigt sygdomsforløb.

På det tidspunkt havde Peter Piot ingen anelse om, at indholdet af termoflasken få uger senere skulle bringe ham til Congoflodens nordligste knæk i det daværende Zaire. Nogenlunde på de koordinater, hvor forfatteren Joseph Conrad lader sin britiske jegfortæller, flodskipperen kaptajn Marlow, støde ind i den afsindige elfenbenshandler Kurtz i den klassiske roman ’Mørkets Hjerte’.

De døde mus

Jacques Courteilles håndskrevne diagnose på sedlen lød, at de syge var ramt af gul feber. Tropesygdommen er en af verdens svøber og kan undertiden føre til voldsomme indre blødninger, som de fire belgiere var ramt af, kombineret med opkast, høj feber og blødninger fra kropsåbningerne.

Men Courteilles var ikke helt sikker i sin sag, og efter diagnosen havde han tilføjet et spørgsmålstegn. Nu skulle Piot og hans to kollegaer, belgiske Guido van der Groen og instituttets bolivianske gæsteforsker, Rene Delgadillo, finde ud af, om patienten rent faktisk var ramt af gul feber, som var et af instituttets specialer.

»Men det kunne også have været en omgang salmonella, som vi mødte så meget af dengang«, siger Peter Piot.

Da de unge læger havde skruet låget af flasken, kiggede de ned i en mikset masse af smeltet is og blod fra den ene af de to blodprøver, der ikke havde klaret rejsen. Prøveglasset var knust og isvandet inficeret med virus. Det fik ikke det unge team til at reagere anderledes, de tog fat på den rutinemæssige opdyrkning af blodet fra den intakte prøve. De søgte efter antistoffer, der havde reageret på nonnens formodede sygdom. Ingen af dem drømte om, at de havde at gøre med noget, der var langt farligere end gul feber.

Efter et par dage viste dyrkningsprøverne ingen tegn på antistoffer mod gul feber. Ud over at dyrke cellekulturerne havde lægerne også sprøjtet lidt opdyrket blodvæske ind i hjernerne på voksne forsøgsmus og museunger. Efterhånden som der ikke dukkede nogen af de forventede resultater op, steg nysgerrigheden. Det samme gjorde den frustrerende fornemmelse af, at blodprøven måske var blevet beskadiget af varme under turen fra tropisk Afrika.

»Vi puslede lidt mere nervøst omkring vores prøver og forsøgsmusene. Vi så til dem lidt oftere, efterhånden som det rutinemæssige forsvandt«.

Den weekend var alle tre læger inde for at tjekke materialet, men intet var sket.

Mandag 4. oktober om morgenen var en af de voksne mus død. Samme dag døde flere af de andre, og to dage senere var også museungerne døde.

»Det var et klart tegn på, at der var noget patogent – sygdomsfremkaldende – i blodet«, husker Peter Piot.

Livsfarligt laboratoriearbejde

Samtidig havde lægernes professor fået lidt flere informationer fra Zaire. Udbruddet af den mystiske sygdom var centreret omkring landsbyen Yambuko ved Congofloden omkring 1.000 kilometer nordøst for Kinshasa. Her drev nonner fra den katolske orden Det Hellige Hjertes Søstre en lille missionsstation med hospital, kirke, skole og landbrugsprojekter.

Sygdommen var brudt ud 5. september, og mindst 200 i området var allerede døde , der var blevet karantænebelagt og afsondret fra omgivelserne.

Det var alarmerende nyt og et tegn på, at belgierne burde stoppe deres arbejde og give cellematerialet sikkert videre til enten de militære højsikkerhedslaboratorier i henholdsvis Porton Down i Storbritannien og Fort Detrick i USA eller det amerikanske Center for Disease Control, CDC, i Atlanta, der var den eneste civile institution med tilstrækkelig høj sikkerhed.

Men belgierne fortsatte med at opdyrke næste generation af inficerede cellekulturer, nu skulle den mystiske virus ’fanges’ og identificeres.

Netop som det arbejde var begyndt, fik belgierne en umisforståelig ordre. Verdensundhedsorganisationen, WHO, var skredet ind og beordrede alt biologisk materiale overført til Porton Down. Peter Piot husker ophidselsen.

»Vores forskning var på vej til at slutte at slutte, før vi overhovedet var begyndt. For mikrobiologer og virologer er sådan en situation, hvor man er så tæt på et vigtigt gennembrud, umådeligt sjældent og nærmest uimodståeligt udfordrende«.

Nødtvungent begyndte den omhyggelige nedpakning, men professor Pattyn bad dem først tage noget af cellematerialet og nogle af de inficerede mus fra.

»Måske var det et dumstædigt belgisk oprør mod altid at lade sig diktere af andre nationer, men det materiale var simpelthen for værdifuldt til, at vi bare kunne sende det væk. Det var nyt, det var spændende – alt for spændende til bare at sende over til briterne – og da slet ikke til amerikanerne«, forklarer Peter Piot.

I dag er han ikke stolt over forløbet.

»Jeg var ung, jeg var 27 år og fuld af eventyrlyst, og vi vidste, at der var noget i de prøver. Noget, der var farligt«.

Ulykken slår ned

Piot forklarer, at professor Pattyn var en farverig person med en hjerne så skarp som et barberblad, men noget fummelfingret, når det kom til det praktiske arbejde med at håndtere prøver, cellekulturer og instituttets elektronmikroskop. På et tidspunkt ville han kontrollere udviklingen af de inficerede cellekulturer.

»Han rakte ud lidt impulsivt ud efter prøven, den gled fra ham og røg på gulvet, hvor glasset gik i stykker. Splask«.

Det var bolivianeren Rene Degadillo, der fik sine sko pjasket til med den dødbringende cellekultur.

»Madre de dios«, stønnede bolivianeren.

»Godverdomme«, supplerede professoren.

Peter Piot
Foto: Peter Piot

Peter Piot beskriver situationen som et »øjeblik af nøgen frygt«. Så gik de i aktion med desinfektionsmidler og oprydning, Degadillo, som heldigvis gik i kraftige lædersko, fik skaffet fodtøjet af vejen på forsvarlig vis.

»Det var kun et mindre uheld, men på det tidspunkt gik det op for mig, hvor dødeligt et materiale vi havde med at gøre, og hvor stor en risiko, vi havde taget ved at håndtere det så nonchalant«.

12. oktober var belgiernes ’hemmelige’ sæt prøver endelig så langt fremme, at elektronmikroskopet gav gevinst.

»Hvad i helvede er det her«, spurgte professor Pattyn ud i rummet. Piot lænede sig frem og så en efter virusstandarder kolossal stor ormelignende struktur, der absolut intet havde til fælles med de kendte strukturer i gul feber-virus. Derimod lignede belgiernes ’orm’ marburgvirus, der var blevet opdaget 9 år tidligere i Vesttyskland og Jugoslavien. 7 af de 25 ansatte på forsøgslaboratorier, der var blevet inficeret med virus fra aber fra Afrika, døde dengang af sygdommen. Siden er marburg dukket op i Afrika med længere mellemrum og langt mindre udbredelse og dødelighed end ebola.

Ligheden med marburgvirus fik omsider belgierne til at stikke piben ind. Alt materialet fra Antwerpen blev pakket sammen efter alle kunstens regler og sendt til CDC i Atlanta.

To dage efter uheldet i laboratoriet kom bekræftelsen fra Atlanta. Forskerne havde isoleret et tilsvarende virus fra det samme grundmateriale, og hvad der var endnu vigtigere: Det reagerede ikke på antidoser mod marburgvirus. Der var vitterlig tale om en ny smitsom virussygdom, dødeligheden var høj, men mere vidste man ikke.

Det var et åbent spørgsmål, hvordan den smittede, hvor længe personerne bar sygdommen, før den brød ud, og i hvilken fase og hvor længe en person kunne være smittekilde for andre.

Peter Piot var utålmodig. Han ville videre, han ville til Zaire, han ville være med til at vriste hemmelighederne om ebola ud af regnskoven. Men der var ingen penge til den slags, og belgierne var ude af opklaringsarbejdet, nu styrede WHO og de amerikanske eksperter i Atlanta.

I et par dage var skuffelsen stor, men så kom en ny besked fra det belgiske udviklingsministerium, Peter Piot og professor Pattyn skulle alligevel hurtigst muligt til Zaire, der var gået storpolitik i den mystiske virus. Forskerhold fra USA, WHO og Frankrig var på vej til Kinshasa, hvor en stor gruppe fastboende belgiere var ved at gå i panik over rygtestrømmen. Belgien skulle vise flaget, og det skulle helst være i morgen.

»Du ved, det er jo vores Congo«, forklarede professoren i telefonen.

Straks efter landingen i Kinshasa begyndte møderne. Den unge Piot lærte meget om landet, hvor en af Afrikas værste diktatorer, præsident Mobuto Sese Seko, var 10 år inde i sit 32 år lange enevældige diktatur, og en dyne af bureaukrati, korruption og inkompetence havde lagt sig over landet. I den forbindelse var det en absolut fordel, at Yambuko lå i Mobutos hjemprovins, hvorfra han havde rekrutteret en stribe nøglepersoner til styret. På centrale poster blev de suppleret med udenlandske eksperter som amerikaneren William T. Close, der var præsidentens livlæge.

Møderne blev ledet af chefvirologen fra CDC, der helt åbenlyst ikke bare havde de fleste eksperter, men også de største ressourcer. Man besluttede sig for at fokusere flest kræfter på at forhindre spredning af smitten fra hospitalet, hvor de tre belgiske nonner og den belgiske præst nu alle var døde, mens en af sygeplejerskerne, der havde passet dem, lå for døden. Kun en mindre del af indsatsen skulle koncentreres i epidemiens epicenter.

Peter Piot
Foto: Peter Piot

Rejsen til Yambuko

»I betragtning af risikoen for at en dødelig virus med ukendte smitteveje ville pløje gennem Kinshasas 3 millioner indbyggere, var det fornuftigt«, siger Piot.

Men nogle skulle til Yambuko og kortlægge udbredelse, smitteveje og dødelighed. Peter Piot havde ikke noget imod, at han sammen med en anden belgier, en franskmand, en amerikaner og en congoleser blev udpeget til opgaven.

Livlægen dr. Close tog sig af det praktiske, han bjæffede sine ordrer ned i en fungerende telefon: »Vi skal have et Hercules-transportfly. Det skal være klar klokken 4 i morgen tidlig. Og der skal en Land Rover med og brændstof. Okay? Merci«.

»Da jeg mødte op ved flyet, hørte jeg, hvordan piloterne skændtes og bandede over deres opgave. De ville ikke flyve til Bumba, andre piloter havde fortalt dem, hvordan fuglene faldt døde ud af himlen over det karantæneramte område«.

Men holdet kom til Bumba, og efter en halv dagsrejse kom de også de yderligere godt 100 kilometer ind i junglen til Yambuko. Missionshospitalet var tomt, men de overlevende fire nonner og en præst havde søgt tilflugt i missionsstationens gæstehus. Uden om huset har de spændt en snor. På et lille skilt havde de på det lokale lingalasprog skrevet, at man ikke måtte komme nærmere, hvis man ikke ville dø. De fire belgiere havde tilbragt dagevis med at bede til Gud i den sikre forvisning om, at også de skulle dø.

»Vi havde ingen idé om smittevejene for sygdommen, så bare det at beslutte, hvor vi skulle sove var svært. Vi fravalgte hospitalet, og der hvor nonnerne havde boet, indtil de oprettede deres egen karantænestation. Til sidst endte vi direkte på gulvet i den forladte skole«.

Efter en søvnløs nat startede det egentlige opklaringsarbejde. Holdet skulle finde ud af, hvad de syge havde lavet, hvor de havde været henne, og hvilke andre personer de havde haft kontakt med. Epidemiologiens abc. Der var fire veje ud af Yambuko og med i alt fire biler til rådighed delte forskerholdet sig op i fire. Allerede ved de første landsbyer blev Peter Piot overrasket.

»De havde selv organiseret primitive afspærringer for at undgå folk fra andre landsbyer. Det undrede os, indtil vi forstod, at de ældste på egnen huskede de sidste udbrud af kopper i området mange år tilbage. Dengang havde de lært effekten af karantæne, og nu forsøgte de at bygge videre på den viden«.

I Kinshasa havde han tilset den syge sygeplejerske, der var blevet smittet af de belgiske missionærer. Det havde i sig selv været en skræmmende oplevelse at se ’den store orms’ effekt på en menneskekrop. Nu stod Peter Piot iført handsker, en hospitalskittel og de motorcykelbriller, som han i sidste øjeblik før afrejsen havde lånt af en kammerat, midt i selve epidemien og skulle tage prøver af syge og døende. I en hytte lå mand og kone syge ved siden af hinanden, de blødte fra alle kropsåbninger og var smurt ind i bræk og afføring. Da Peter Piot var færdig med at tage blodprøver af kvinden, lød der et suk fra manden ved hendes side.

»Han døde simpelthen for øjnene af os, vi blev bekymret for, hvordan landsbyens beboere ville reagere ved at se de læger, der skulle hjælpe, gå ind til to syge, men levende mennesker, og da de forlader hytten, er den ene død. Heldigvis var det ikke, mens vi tog blodprøven«.

I løbet af 48 timer havde de kortlagt udbredelse og informationer om de døde og smittede. Oplysningerne blev sammenholdt med journalerne fra hospitalet, og det afgørende spor dukkede op.

»Vi kunne se, at lidt flere kvinder end mænd blev ramt, og vi kunne se en 50 procents overforekomst af syge kvinder i alderen mellem 20 og 30 år. Derfor kunne vi konkludere, at virus efter al sandsynlighed ikke blev overført af moskitoer eller rotter og mus, da man med en vis ret kunne formode, at alle i landsbyerne blev udsat lige meget for moskitobid, og der var rotter og mus overalt«.

Men hvorfor var kvinder mellem 20 og 30 år særligt udsatte?

Peter Piot ryster i dag på hovedet ad, at det tog de fem mænd så lang tid at finde frem til en fællesnævner, der kunne koncentrere efterforskningen til et spor.

»Kvinder bliver jo gravide. Da det gik op for os, tog det ikke lang tid at sammenholde notaterne om de syge kvinder, og det viste sig, at alle havde været til graviditetsundersøgelser på hospitalet«.

En snak med nonnerne blotlagde sandheden: Alle gravide fik på hospitalet en indsprøjtning med b-vitamin. Ifølge Piot er det relativt ligegyldigt og harmløst, men hver morgen fik nonnerne fem sprøjter og fem nåle udleveret. Sprøjterne blev kun nødtørftigt rengjort med steriliseret vand mellem hver indsprøjtning og var derfor en højpotent smittekilde.

»Det var noget af det mest belastende at skulle fortælle disse mennesker, der havde viet deres liv til det gode, til arbejdet under barske vilkår derinde i Afrika, at de reelt havde bragt det onde – eller i hvert fald spredt det onde«.

Peter Piot
Foto: Peter Piot

Peter Piot er den dag i dag ikke sikker på, at de dybt traumatiserede nonner forstod, hvordan hospitalet havde været dødens forgård frem for vejen til en mere sikker fødsel og et sundt barn.

Et andet mønster var også tydeligt. Ved Yambuko er det tradition, at de nærmeste pårørende til en død barberer håret af. Holdet kunne hurtigt se, at efter deltagelse i en begravelse af et ebolaoffer spredte sygdommen sig i familien.

»Som alle andre steder i verden vasker man liget før begravelsen. Men i modsætning til hos os er det familien og ikke en professionel, der gør det. Liget af en ebolapatient er smurt ind i blod, bræk og afføring, og alt vaskes væk med hænderne, også anus og vagina rengøres«.

Sidste brik i puslespillet blev den lokale skoleinspektør. Han var den første, der døde af sygdommen på hospitalet, kort efter at han var kommet hjem fra en længere rejse i junglen nord for missionsstationen. Han medbragte både tørrede aber, andet vildt og frugter fra rejsen.

»Efter 72 timer havde vi et ret klart – om end uvidenskabeligt – grundlag for at konkludere, at virus på en eller anden måde kom fra junglen, at den hurtigt gjorde folk syge, at den smittede gennem kropsvæsker, og at dødeligheden var ekstrem«.

Holdet fløj tilbage til Kinshasa, hvor det var lykkedes at inddæmme risikoen for en ebolaepidemi. WHO og CDC sendte et decideret feltlaboratorium til Yambuko for at overvåge epidemien og underbygge resultaterne mere videnskabeligt. Udbruddet af ebola klingede ud af sig selv, den sidste patient døde 5. november. Dræbervirussen havde så at sige udryddet sig selv, fordi de syge døde, før de kunne smitte andre, samtidig med at primitive foranstaltninger som karantæne, hurtige begravelser og bedre hygiejne var med til at lukke smittekredsen.

»I Kinshasa skulle vi finde et navn til sygdommen. At opkalde den efter byen Yambuko ville for evigt stigmatisere den, men da vi sad og kiggede på et ret dårligt kort over området fik vi øje på Ebolafloden. Det er et smukt navn, men den ligger omkring 100 kilometer væk«.

Peter Piot
Foto: Peter Piot

Efterspillet

Kort efter at han var kommet hjem, deltog Peter Piot i et møde mellem verdens førende eksperter inden for dødbringende epidemier, WHO og repræsentanter for CDC. Man havde defineret ebola, lært dødeligheden og smittevejene at kende.

»Nu skulle der følges op. Det blev besluttet, at WHO skulle oprette et særligt udrykningshold, der skulle etableres lagre af udstyr, og der skulle forskes i dybden, så man var bedre forberedt på nye udbrud af ebola«.

»Naturligvis skete der ikke noget, og nu ser vi i Vestafrika, hvad jeg vil kalde ’den perfekte storm’ for denne sygdom«, sukker Peter Piot.

Han slår ud med armene. »Vi holdt faktisk mødet her – i præcis denne bygning, hvor vi to nu taler sammen«, siger en af de mest vidende personer om international sundhed, politik, medicinalindustrien og internationale organisationer.

Kort efter mødet i London forsvandt ’den store orm’ fra offentlighedens søgelys. Siden har en række udbrud i det centrale Afrika vist, at ebola med ujævne mellemrum slår ned i mennesker med tæt kontakt til de store skove.

Måske vil ’den perfekte ebolastorm’ over Vestafrika ændre på det?

»Som videnskabsmand er jeg optimistisk, der bliver fundet en behandling. Der er i dag en kolossal forskning i forhold til infektionssygdomme og virussygdomme, men jeg er ikke sikker på, at vi har lært af historien om behandling af hiv/aids, der var svær at få udbredt. Vi skal bruge denne krise – brug altid en god krise, det er mit motto – så vi får sat gang i udvikling af behandling og vaccine for alvor. Og så må vi ikke glemme ebola, når det er er overstået«

Peter Piot holder en pause.

»Forhåbentlig overstået. Hvis vi får en epidemi i Nigeria, vil mange mennesker dø, så må Gud hjælpe os«, tilføjer han.

Publiceret 11. august 2014

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie, men der er masser...
    Vi holder sommerferie, men der er masser...

    Henter…

    Du lytter til Politiken går på sommerferie. Vi er tilbage mandag 10. august. Men vi har masser af nye lydoplevelser til din sommerferie.

    Vi har lavet en Roskilde-special til sommeren uden festivaler - det er tre afsnit, hvor du kan høre vores musikskibenter tale om tre årtier med orange musik, de ikke kan glemme.

    Så er der også Poptillægget - det udkommer det meste af juli og bruger sommeren på sit helt eget Protesttillæg om den bevægelse mod racisme og undertrykkelse, som skyller hen over verden lige nu. Hvordan den viser sig i samfundet og kulturen, kan du høre om i fem afsnit.

    I uge 29 har vi premiere på første afsnit af serien 'Elsk mig for evigt'.

    Det er en personlig historie om angsten for at blive forladt - for, at den du elsker, holder op med at elske dig. Og hvad det kan få et menneske til at gøre.

    Og har du ikke allerede hørt den, så er der også serien om skibsbranden på Scandinavian Star, der slog 158 mennesker ihjel. Her gennemgår Politiken-journalist Lars Halskov, hvis journalistik også blev til en prisbelønnet tv-serie på DR, den tragiske historie om Skandinaviens største mordgåde.

    Til sidst kan du også  tage Politikens bedste interview, portrætter og reportager med på stranden. I Politiken Longread, som udkommer senere i juli, kan du høre avisens journalister læse nogle af deres bedste artikler op.

    Hav en smuk sommer.

    Find os både i vores egen podcast-app, Politiken Podcast, og i iTunes

  • Du lytter til Politiken

    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«
    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«

    Henter…

    Pernille var 16 år gammel og den eneste punker i Tommerup på Fyn, hvor hun kom fra. Det var år 2000, og hun var taget til Roskilde Festival med nogle venner for at høre musik og for at blive grebet af det store fællesskab. Fredag aften stod hun Orange Scene, klar til at høre The Cure, hendes yndlingsband, da en mand trådte frem på scenen og græd. ”People have died”, sagde han.

  • Pelle Rink/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?
    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

    Henter…

    I sidste uge døde en 28-årig mand i Nordskoven ved Rønne. Senere samme dag anholdt de to brødre, som nu sidder fængslet. De har indrømmet, at de slog manden i skoven, men nægter et overlagt drab. Den døde mand var sort, og de to anholdte er hvide. En af dem har en video liggende på Facebook, hvor man kan se, at han har et hagekors på benet. Og ifølge politiet lagde en af dem et knæ på den dræbtes hals. Ligesom da George Floyd blev dræbt af betjente i USA.

    Alligevel tror politiet ikke, at drabet handler om race. Men kan det være rigtigt? Hvorfor tror medierne på politiet? Og har Politiken gjort det godt nok?