Det er lykkedes at få de sidste detaljer af aftalen med Luke Harding i stand via e-mail. Men da den britiske Guardian-journalist henter mig i receptionen på avisen, forklarer han, at e-mail faktisk ikke er noget, han bruger specielt meget længere i forbindelse med sit arbejde. Ej heller mobiltelefoner.
Det er ikke så meget et udtryk for paranoia som en reel effekt af at have beskæftiget sig med at fortælle historien om Edward Snowden og en lækage, der for altid har ændret vores opfattelse af egen sikkerhed, har ændret, hvordan vi ser på efterretningstjenesterne, og formentlig vil sætte sig politiske spor i det internationale samfund i år fremover.
Som det fremgår af bogen ’The Snowden Files’, der udkom på engelsk i denne uge, ved Luke Harding ganske enkelt for meget om, hvordan efterretningstjenesterne fungerer, og hvad de teknisk er i stand til.
Den iPhone, jeg har medbragt for at optage interviewet, kan med den rette software uden min viden og accept forvandles til en mikrofon, der sender alt videre til efterretningstjenester, som måtte have besluttet sig for at lytte med. Og det er bare én ting.
