I en varm og kulsort syrisk nat balancerer ægteparret Ole Solvang og Anna Neistat på murbrokker i den sønderskudte by Azaz. De interviewer øjenvidner, der er hæse af sorg og vrede. Lyden af en bil skaber panik, fordi folk tror, der kommer flere fly, flere bomber. Selv babyer er døde, siger en mand med blikket rettet direkte mod kameraet. En projektør gør hans øjne lysende hvide i mørket og strejfer af og til ruiner i baggrunden. »Hvad leder han efter, Assad, morderen«, spørger den syriske mand.
Det russisk-norske ægtepar er en del af den lille kerne af 5-6 researchere for menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch, kaldet E-team, der arbejder i felten, mens en krise udfolder sig. Scenen udspiller sig i dokumentarfilmen ’E-Team’ – en film, der kan ses på Netflix, og som i fredags fik filmfestivalen CPH:DOX’ pris F:ACT AWARD til »film, der vil ændre den verden, de eksisterer i«.
Arbejdet i Azaz og andre byer i Syrien i 2012 mundede ud i rapporten ’Døden fra himlen’. Konklusionen: at præsident Bashar al-Assads regeringshær bevidst rammer civile og begår alvorlige krigsforbrydelser. Efterfølgende var de to researchere øjne og ører for store medier som CNN og Al-Jazeera, der citerede rapporten og interviewede dem over Skype.
Det bedste eksempel på E-Teams indflydelse er deres rapport fra september sidste år om den syriske regeringshærs brug af kemiske våben i Ghouta. Rapporten var direkte medvirkende til, at Rusland, der har vetoret i FN’s Sikkerhedsråd, ikke længere kunne henvise til, at oprørsgrupper stod bag. Dermed kunne FN i august 2013 vedtage en resolution om, at Syrien skulle udlevere alle kemiske våben til destruktion. Teamets arbejde har med andre ord direkte indflydelse på, hvad vi ved om verdens brændpunkter. Og hvad vi gør.
