Det er en distraktion, der er lige så forståelig, som den er meningsløs. Jeg sidder i et klasseværelse med en underviser og halvanden snes studerende i en hestesko af borde. De hører godt efter. Spørger ind. Griner, når den engagerede underviser med mellemrum fyrer en joke af. Han virker, som om han har rigtig godt styr på sit stof.
’Putin – ven eller fjende?’, er dagens tema. Det handler om magtstrukturen i Kreml. Om Putins inderkreds. Om årsagerne til de senere års russiske aggression over for flere nabolande. Om forklaringskraften – eller manglen på samme – i statskundskabsstudiets realismebegreb. Om konfliktzoner i Transnistrien, Georgien, Baltikum, Moldova. Og selvfølgelig Ukraine.
Det er umådelig interessant, når man til daglig forsøger at følge med i den slags ting. For der er tale om undervisning, hvor namedropping ikke bare er pral. Manden i centrum for hesteskoen er i stand til at klæde sine pointer på med relevante selvoplevede refleksioner fra et levet liv i toppolitik. Han var og er på fornavn med den globale magtelite. Han gestikulerer og argumenterer på en måde, så det mørkerøde slips ustandselig flyver fra side til side foran den lyseblå skjorte og den mørke habit.
Alligevel vender mine tanker ustandselig tilbage til dengang, dagens underviser på Harvard University stod på Folketingets talerstol og rakkede ned på den danske folkeskoles rundkredspædagogiske slaphed. Det var i den første periode med Anders Fogh Rasmussen som statsminister, hvor han i en åbningstale fra 2003 sagde:
