Marty Gonzalez’ hus i et villakvarter uden for Houston er let kaotisk, på den måde som alle børnefamiliers hjem er. Der hænger balloner og guirlander efter lille Emory Pearls etårsfødselsdag dagen forinden, og hans kone, Tawnee, er igang med at vaske kagetallerkener op, der har stået natten over.
I gangen og soveværelset hænger minder fra et andet kaos. Fotos af afdøde krigskammerater og de to tapperhedsmedaljer og tre Purple Heart-medaljer, der gives til soldater såret i kamp for USA. Venner mistet og hædersbevisninger vundet under Marty Gonzalez’ tre intense måneder i Fallujah i Irak. Marty Gonzalez har inviteret sin ven Dwayne, der selvom han var i Afghanistan, forstår ham bedre end nogen anden. Når det bliver svært, støtter de hinanden, og det kan godt blive svært i dag, hvor Marty Gonzalez har lovet at fortælle sin historie til Politiken.
Han taler i korte sætninger, men i et roligt flow, der kun afbrydes, når et af de fire børn, der er gamle nok til at forstå, hvad han siger, kommer ind i stuen.
»Det er en svær historie at fortælle. Det er ikke sådan en historie, hvor man siger, ’ih, nu skal I bare høre’. Men hvis der er nogen, der kan bruge det til at tænke over deres eget liv, så er det den historie, jeg vil være. At folk kan se på mig, og sige; nej, der vil jeg sgu ikke ud. Jeg er nødt til at søge hjælp, inden jeg bliver som ham«.
