Hun sidder på en lyskasse på fortovet ud til Tagensvej i København og venter. I dansk hverdagsuniform. Orange sneakers, en lyserød sweatshirt og praktiske sorte bukser. Det eneste, der kan forekomme en smule udansk, er faktisk solen. Og måske forfatterens insisteren på at forstå verden omkring sig, før hun giver sig til at forklare den. Deraf hendes tøven over for opgaven.
»Jeg har jo aldrig været der før«, siger Katrine Marie Guldager om det sted, hun har sat os stævne – i det Danmark, hun ikke kan genkende.
Hvilket dog først til fulde gik op for hende, da den 24-årige Omar el-Hussein i februar skød og dræbte to mennesker.
»Jeg har selv boet på Nørrebro, og jeg ved godt, at der er integrationsproblemer, men at det skulle være kommet dertil ... Det chokerede mig, at man kan vokse op i så rigt og privilegeret et land, hvor vi jo egentlig prøver at være ret forstående, og alligevel udvikle sig så kompromisløst«, siger hun, da vi sætter i gang mod Mjølnerparken.
