Der er lidt den samme nationale ’Hva’ gør vi nu, lille du’-stemning på denne dag i september, som mange vil genkalde sig fra vinteren for snart 10 år siden. Vi skriver helt præcist den 10. Flygtninge vandrer på motorvejene. International presse skriver forundret om den jernbanetrafikale grænsebom, der dagen før blev sat ned for tog fra Tyskland til Danmark. Præcis samme dag kommissionsformand Jean-Claude Juncker havde appelleret til sammenhold i EU.
Paralleliteten til stemningen under Muhammedkrisen er det første, jeg taler med Carsten Juste om, da han har låst de mange låse op til sin hemmelige adresse i Aarhus.
Jeg skal interviewe ham, fordi han var Morgenavisen Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør under Muhammedkrisen. Og fordi han rummer en paradoksal og modsætningsfuld historie om sig selv og sin relation til den avis, han tjente på ledende poster i årtier, inden han kom til at stå i spidsen for den i den mest dramatiske periode i Jyllands-Postens historie.
Det er samtidig en avis, som han i 7 år har nægtet at sætte sine ben på. Og vel at mærke en avis, hvor betroede medarbejdere så sent som i den forgangne sommer har sagt op som følge af stresssymptomer over den trussel, der i 10 år permanent har hvilet over bladhuset.
