Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Per Folkver

Jonathan Safran Foer: »Jeg har ikke haft noget at skrive om før nu«

I 2014 blev det glamourøse newyorkerforfatterpar Jonathan Safran Foer og Nicole Krauss skilt. Efter 11 års romanpause har Foer nu skrevet 650 sider om skilsmisse og en familie, der går i opløsning.

For nogle år siden sad den amerikanske stjerneforfatter Jonathan Safran Foer i en lille dansk kystby og tog en beslutning.

»Hvad var det nu, den hed ...«, spørger han og afbryder sig selv i telefonen. »Årh, det ligger lige på tungen. Jeg kan huske, at det var vildt svært at udtale ...«.

Hvad byen hed, finder vi nok aldrig ud af, men det var nu også snarere beslutningen, der var vigtig. Han havde på det tidspunkt længe skrevet på en tv-serie for HBO; en komedie om en jødisk familie med Ben Stiller som patriark, der skulle hedde ’All Talk’. Alle skuespillere var castet, de var klar til optagelse, og det tegnede til at blive en succes.

Men så valgte Jonathan Safran Foer pludselig at smide manuskriptet og Ben Stiller i papirkurven.

»Det var ikke det, jeg ville. For dem, der gerne vil lave tv-serier, ville det jo være den vildeste drøm, der gik i opfyldelse. Det var bare ikke min drøm«.

For første gang, siger han, måtte han spørge sig selv, hvad han ville bruge sit liv på.

At skrive romaner, blev det til.

Det sværeste ved at skrive ...

Det kan måske lyde lidt koket, at en verdensberømt, anmelderrost og bredt læst forfatter egentlig aldrig har betragtet sig selv som romanforfatter. Han debuterede i 2002 med ’Alt bliver oplyst’, og tre år efter kom ’Ekstremt højt og utrolig tæt på’. Begge romaner beviste hans evne til med sprudlende lethed at behandle tonstunge emner som jødisk identitet og holocaust.

»Men den første roman var ikke resultatet af en særlig beslutsomhed. Den dukkede ligesom bare op og var intuitiv og naiv. Og min anden bog skrev jeg på inerti, ikke af et behov for at skrive«, fortæller han og undertrykker et hurtigt gab. Hvis den 39-årige forfatter er lidt mat i det, er det forståeligt nok. For efter 11 års pause og eksistentiel ubeslutsomhed er han nu igen romanaktuel med ’Her er jeg’, som udkommer den 6. september på både dansk og engelsk.

»Alle spørger mig, hvorfor det har taget så lang tid. I mellemtiden har jeg bare levet en masse liv, tænker jeg. Jeg har fået to børn, jeg er flyttet, jeg har skrevet ’Om at spise kød’, en nonfiction-bog, jeg har lavet ’Tree of Codes’, som er et lidt mere artsy fartsy-projekt, jeg har skrevet den der HBO-serie, som ikke blev til noget ...«.

Summen af stemmer føles meget personlig for mig, og personlig på en måde, mine andre romaner ikke gjorde

Igen afbryder den ellers skræmmende velformulerede amerikaner sig selv:

»Og det er alt sammen en slags forklaringer, men egentlig ikke sandheden. Sandheden er, at jeg ikke har haft noget at skrive om. Det sværeste ved at skrive er ikke at sætte smukke sætninger sammen, at konstruere troværdige karakterer eller udtænke et plot. Det er at finde noget, man holder nok af til at blive ved med at vende tilbage til det«.

Og hvad holder han så nok af, til at han efter 11 år uden noget at skrive om igen fandt viljen til at sætte sig foran computerskærmen for at skrive en roman? Hans eget liv, lader det til.

’Her er jeg’ handler om en jødisk familie fra Washington. Julia er arkitekt og Jacob tidligere romanforfatter, men nu fastansat manuskriptforfatter på en tv-serie, han hader. Sammen har de tre sønner: Sam, Max og Benjy. En dag finder Julia en hemmelig telefon, som Jacob har sendt nogle ret så beskidte beskeder til en kvindelig kollega på. Herfra følger man familiens opløsning med alle de undertrykte konflikter, der pludselig bryder overfladen.

Hvis man kender lidt til Jonathan Safran Foers eget liv, lyder det bekendt. Han er jøde, opvokset i Washington, har skrevet på en tv-serie, han tilsyneladende ikke kunne lide, har, okay to, ikke tre, sønner med forfatteren Nicole Krauss, som han blev skilt fra i 2014 tæt fulgt af paparazziblitz og sladderbladenes gule overskrifter. Alligevel påstår han, at det er hans mindst selvbiografiske roman.

»Ja, det er rigtigt, at jeg blev skilt, men det er ikke særlig specifikt, synes jeg. Til gengæld vil jeg sige, at det her er min mest personlige bog. Det er svært at forklare, hvad forskellen mellem selvbiografisk og personligt er ...«.

Der bliver stille i den anden ende af røret, da han holder en kort pause.

»Der er et sted i bogen, hvor Jacob forestiller sig, at den tv-serie, han i al hemmelighed har skrevet på, bliver lavet, og nogen spørger ham, om den er selvbiografisk, og han svarer: »Det er ikke mit liv, men det er mig«. Og jeg synes egentlig, det er et meget godt svar på mit liv og mit forhold til den her bog. Jeg føler mig ikke tæt forbundet med Jacob, ikke tættere end jeg gør med Sam og Julia. Summen af stemmer føles meget personlig for mig, og personlig på en måde, mine andre romaner ikke gjorde«.

Stilhed ... Nu er han færdig med at tale om dét.

Hans mest bookish bog

Ikke bare er ’Her er jeg’ mere personlig end hans forrige bøger. Rent stilistisk adskiller den sig også. Den er lige så spraglet og vild som et klezmerorkester, men ikke i nær så høj grad, som hans forrige romaner var det. Mere realistisk, kunne man sige.

»Det er den mest bookish bog, jeg har skrevet. Nogle ville måske sige, at det er den mindst eksperimenterende og mest traditionelle, men så lyder det så negativt. Det er ikke sådan, jeg har det. For mig føles det, som om jeg for alvor er dykket ned i bookishness«.

At han har gjort det, handler uden tvivl om, at han for alvor har taget beslutningen om at være romanforfatter. Men det handler måske også bare om, at han er blevet ældre, og at der er sket nogle ting i hans liv, siger han.

»Mine to første romaner var meget interesserede i de store gestus og øjeblikke. Den her bog er langsommere, tror jeg, og mere optaget af det daglige og hverdagslige. Hvordan man gør sig klar til at gå i seng, hvad siger man, når man om aftenen ligger ved siden af sin ægtefælle, der ligger og kigger op i loftet. Det er romanens natur at belyse noget, der er exceptionelt, så det var tricky at skrive om det normale, men også noget, jeg virkelig godt kunne lide at gå ind i«, siger han og fortsætter:

»Det er en meget larmende og argumenterende bog, men på en eller anden måde er den også mere stilfærdig – eller måske bare mere tålmodig«.

Når han siger, at den er larmende, handler det muligvis om, at der er ufattelig meget dialog i romanen – og ofte er det en meget hurtig, forvirrende og, ja, højrøstet en af slagsen.

»Dialog fylder så meget, fordi det er det, folk gør. De taler sammen. Og jeg elsker rodetheden i den. Det føles ægte og afspejler også, hvor rodet familieliv faktisk er. Den her roman har ikke ét argument eller én pointe. Den har mange argumenter og mange pointer«.

Og når han siger, at den er mere tålmodig, er det måske forklaringen på, at den er omtrent dobbelt så lang som hans to forrige romaner.

»Ja, måske. Det er sjovt, det er en meget lang bog, men det er også, som om der egentlig ikke sker meget i den«, griner han.

Her er han

Noget sker der dog i ’Her er jeg’. Ved siden af historien om Jacob og Julias skilsmisse løber nemlig en stor geopolitisk fortælling: Mellemøsten bliver ramt af et jordskælv, og det starter en krig mellem Israel og de arabiske lande.

»Det er på ingen måde en politisk roman; forstået som en roman, der forsøger at slå noget fast. Men jeg kan godt lide, hvordan de to historier spejler og fletter sig ind i hinanden på. Og hvordan de begge tvinger folk til at vælge«.

Fundet af telefonen og de frække sms’er tvinger Julia og Jacob til at vælge, om de skal blive sammen eller forlade hinanden. Krigen i Israel tvinger de amerikanske jøder til at vælge, om de er jøder eller amerikanere.

Og netop det nødvendige valg mellem to ting, er, hvad titlen henviser til.

»’Her er jeg’ refererer til to steder i den bibelske historie om Abraham og Isak. Første sted er, da Gud kommer til Abraham og beder ham ofre sin søn. Gud siger: »Abraham«. Og Abraham svarer: »Her er jeg«. Det andet sted er, da Abraham fører Isak op ad Moriahbjerget for at slagte ham, og Isak mærker, at der er noget galt og siger: »Min far«. Igen svarer Abraham: »Her er jeg««.

Ordene ’her er jeg’ betyder at være ubetinget til stede, helt uden forbehold, fortæller han.

»Men det er jo et paradoks, for Abraham kan ikke være der ubetinget for både Gud og Isak. Den slags identitetens paradokser går vi alle rundt med. For nogle er det at være forælder og succesfuld på jobbet, for andre er det at være i et forhold og være et individ. Ofte kan de to ting godt eksistere side om side, men kun indtil man rammer en krise, der tvinger én til at vælge«.

For Jonathan Safran Foer ramte krisen i den lille danske kystby, for nogle år tilbage, og valget stod mellem at være romanforfatter og manuskriptforfatter på en tv-serie. Her er han så, romanforfatteren.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden

Annonce