Rihanna er sex, men hun får ikke noget

Portræt 12. dec. 2012 kl. 11.12

Liv Ajse

Art Director

MADS KJÆR LARSEN

Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hun synger så meget om sex, fordi hun ikke får noget.

Det var egentlig budskabet, da Rihanna i starten af 2012 talte med musikmagasinet Rolling Stone om sit dengang aktuelle og ret seksuelt eksplicitte album ’Talk That Talk’. Hun satte endda tal på. Det var fire måneder siden sidst. Den slags var der ikke rigtig tid til.

Samme år var hun gæst i Ellen De Generes’ daytime-talkshow ’Ellen’ og fortalte her om sin ærgrelse over og bekymringer ved singletilværelsen.

For nylig, i et interview med forfatteren og filmskaberen Miranda July i New York Times, uddybede sangerinden den personlige udfordring: Hun har ikke tid til en mand, for hendes erfaring siger hende, at mænd ikke kan tåle at være andenprioritet i en kvindes liv.

Hvis der er noget, der er fælles for mængden af nutidens globale kvindelige popstjerner, er det, at de alle arbejder hårdt på at overbevise verden om, at de er selvrealiserede, viljefaste og seksuelt frigjorte mennesker.

Rihanna har efterhånden gjort det til en dyd at gå på kompromis med det billede. Hun er på én gang superstjerne og almindeligt uforløst.

Og måske er det forklaringen på, at den 27-årige kvinde fra den lille østat Barbados er blevet de seneste 10 års største popstjerne.

Sangerinden med de lysebrune øjne og den genkendelige mezzosopranvokal, som New York Times-kritikeren Jon Caramanica rammende har omtalt som »et træfsikkert våben af lige dele følelsesmæssig kølighed og strategisk ligegyldighed«, er fænomenalt god til på samme tid at sælge sig selv som urørlig popstjerne og konstant hive tæppet væk under sin overjordiske status. Hun skaber kontakt med sit publikum ved at række ud efter det og samtidig holde det på afstand.

Bag ved succesen ligger der noget så lavpraktisk som en vild arbejdsdisciplin. Det kan godt være, der findes et hav af dyrt iscenesatte poolside party-pletskud af verdensstjernen, hvor hun ligger i pølen med en joint, en snorkel, en fuckfinger og et dollargrin.

Men forestil dig så mængden af de billeder, du ikke ser. Hvor Robyn Rihanna Fenty arbejder røven ud af bukserne i studiet. Når du tror, hun er ude at feste, arbejder hun i virkeligheden benhårdt i studiet. Et våben mod at forsvinde i succesens store bløde pude, har Rihanna selv fortalt, da hun blevet interviewet i New York Times.

Fra Barbados til Los Angeles

Rihanna voksede op i byen Bridgeport i østaten Barbados med en hvid far, der var dybt afhængig af heroin og alkohol. Forældrene blev skilt, da hun var 14. På det tidspunkt havde den lokale skole luret talentet under musikundervisningen, og allerede som 16-årig blev Rihanna præsenteret for den amerikanske producer Evan Rogers.

Hurtigt kom det i stand, at Rihanna og hendes mor, Monica Fenty, skulle rejse med Rogers til Los Angeles. Her indspillede han en demo med Rihanna og fik ad den vej skabt kontakt til Jay-Z, indflydelsesrig rapper, producer og på det tidspunkt præsident for Def Jam Recordings.

Jay-Z, der i dag også udmærker sig ved at være Beyoncés mand, var ikke fuldstændig overbevist, da han hørte demoen, men ved en efterfølgende personlig audition blev han ’omvendt’ – ikke mindst på grund af viljen:

»Hun kom ind på mit kontor kl. 4 om eftermiddagen og blev hængende til kl. 3 næste morgen«, har han siden udtalt.

Rihanna var en sensation fra starten. I 2005, som 17-årig, hittede hun stort med sin reggae-inspirerede debutsingle ’Pon de Replay’ (som var en af de sange, der ’overlevede’ fra den oprindelige Rogers-demo) i 2005, men blev for alvor en global stjerne i kraft af Jay-Z-samarbejdet ’Umbrella’, hvis centrale ’ella-ella-eh-eh’-hookline var musikåret 2007’s nok mest uundgåelige omkvæd.

Siden er det blevet til i alt 13 nummer 1-hits på den amerikanske singlehitliste. Til sammenligning har en anden superstjerne, Beyoncé, ikke scoret et eneste af slagsen siden 2008.

Stilmæssige spredehagl

Som popstjerne med fuld karrierekontrol er Rihanna først og fremmest meget bevidst om, at der er en afgrund mellem det liv, hun fører som hårdtarbejdende performer, og den vare, hun forsøger at sælge til publikum.

Interessant nok er hun ikke bange for selv at pege på det skisma, og det er blandt andet det, der gør, at hendes fans elsker hende. Hun er både larger-than-life og down-to-earth, som kultursitet Grantlands populærkulturskribent Molly Lambert skrev i en kommentar sidste år.

I et interview med Oprah Winfrey i 2012 fortalte Rihanna, at hun betragter sig selv som et work-in-progress. At hun ikke har en fast defineret personlighed, at hun føler sig usikker, men samtidig fuld af selvtillid. Et selvbillede, der rammer lige ned i et teenage-fan-univers fuld af både spejling og identitetskamp.

Videoen til 2011-kæmpehittet ’We Found Love’ fortæller sin egen spraglede, men kondenserede historie om Rihannas appel: Her folder hun fanerne ud, som var der tale om et overblik over de sidste par årtiers glittede magasinforsider: På få minutter kommer hun forbi rave- og ecstasykultur, rockabilly, rastafari, britisk køkkenvask-realisme, skaters, americana og denim. Det sidste går igen i looket til ’Anti’-singleforløberen ’FourFiveSeconds’ med Kanye West og Paul McCartney.

Rihanna er altså god til at skyde med stilmæssige spredehagl og synes ikke at have en fast forankret kunstnerpersona på samme måde som Madonna, Lady Gaga eller Beyoncé.

I New York Times begrunder Miranda July det med, at Rihanna har ’sjæl’ og derfor ikke behøver at projicere eller repræsentere særlige kvaliteter på kunstfærdig vis. Hun bare er, og det er slående nok i sig selv.

Hun er sex i modsætning til forretningskvinderne Madonna og Beyoncé, som bare simulerer. Det er for eksempel svært at forestille sig Beyoncé i videoen til ’We Found Love’. Det er hun for meget diva til. Madonna og Lady Gaga? Det ville virke kalkuleret, måske ligefrem vulgært. Men med Rihanna spiller det. Det virker troværdigt. Hun er lige dele rørende og rå.

Tidligere fremstod hun mere hård, kantet og usårlig, især i forbindelse med den store opmærksomhed, der var omkring hendes forhold til den efterhånden falmede bad boy-popstjerne Chris Brown. Ham havde hun et forhold til i 2008-09, som endte voldeligt og med billeder af en forslået Rihanna til skue for offentligheden.

Fortiden som voldsoffer står hun ved, og i 2014 lagde hun markant afstand til tv-selskabet CBS, da de holdt op med at bruge hendes sang ’Run This Town’ i deres faste programintro til dækningen af National Football League. Årsagen var angiveligt, at CBS ikke ønskede unødig opmærksomhed på partnervold, fordi football-stjernen Ray Rice på det tidspunkt indgik i en speget sag om hustruvold.

»Fuck you«, skrev Rihanna – henvendt til CBS – på Twitter og udstillede på den måde tv-selskabets klodsede behandling af et tabubelagt emne.

Styr på sociale medier

Hvor en anden af poppens susperstjerner, Taylor Swift, er det perfekte billede på ’naboens kønne datter’, der har overvundet sin ungdommelige kejtethed og er flyttet til storbyen for at nyde livet, så virker Rihanna som en person, der har været den samme fra starten:

Hun er slem, men sød. Hun er smuk, men ægte. Hun er allemandseje, men eksklusiv og intelligent. Hemmeligheden er, hvor let hun – udefra – får det til at se ud at være Rihanna.

Netop Taylor Swift har sat sig på en god del af popopmærksomheden det seneste års tid og har garderet sig mod berømmelsens ensomhed ved ofte at dele scenelyset med andre kendiskvinder.

Da Rihanna blev spurgt til den strategi af musikmagasinet NME, svarede hun afvisende, at hun ikke kan se pointen i at stille sig op på scenen ved siden af Swift.

»Det ville ikke give mening. Jeg tror ikke, at vi har overlappende brands. Jeg tror, vi har meget forskellige fans. Sådan som jeg ser det, er hun en rollemodel, og det er jeg ikke«.

Swift er hende, fans vil være som, når de snakker med deres mor eller veninderne i skolefrikvarteret, mens Rihanna er den, de drømmer om at være, når lyset er slukket og de sidder og venter på den sms, der sikkert aldrig kommer: den om at kravle ud ad vinduet, mødes henne på hjørnet med ham den lækre fra parallelklassen for at dele en joint og danse natten væk på en klub inde i byen.

»Jeg er ikke perfekt, og jeg forsøger ikke at sælge den idé til mine fans«, har hun udtalt til USA Today.

Det uperfekte er også en del af profilen på de sociale medier, hvor Rihanna kommunikerer på en måde, så hun fremstår ægte og ikkekompromitteret af fordækte forretningsdagsordener eller udspekuleret fanpleje.

I New York Times-interviewet spørger July netop til Rihannas brug af sociale medier. Styrer hun selv sin instagram-konto? Rihannas svar er ligetil:

»Selvfølgelig! Mine fans ville kunne lugte det på lang afstand, hvis ikke det var mig selv, der skrev det hele«.

Hvis Rihanna befinder sig på en piedestal, har hun ikke selv sat sig derop. Og ser man op til hende, er det ikke fordi, hun siger og gør det rigtige, men fordi hun gør det, hendes fans drømmer om, at de selv var i stand til at gøre.

Det er måske den indstilling – kombineret med en evne til at tilfredsstille sine fans’ ønsker om dansevenlige, iørefaldende sange frem for anstrengte forsøg på at favne bredt musikalsk – der gør Rihanna til så træfsikkert hitmateriale.

Redaktionen anbefaler

Har Rihanna lavet en god eller en virkelig dårlig plade?

• Musik