Øv, nu havde det ellers lige været sådan et fredeligt nytår med kun få spredte knivstikkerier og enkelte bortsprængte lemmer. Men så pustede stormen Alfrida sig op, og på årets anden dag endte otte menneskers liv på et sekund, da deres IC4-tog på vej over Storebæltsbroen blev ramt af en lastbiltrailer, som fløj af et modkørende godstog.
Den grumme start på 2019 bragte naturligvis følelserne frem fra morgenstunden, og hver gang sådan nogle tragedier sker, er jeg lige forbløffet over, hvor mange der føler trang til at kondolere med eller uden korrekt nutids-r på de sociale medier. På den ene side er det jo vældig sympatisk at udtrykke sin medfølelse over for folk, som man ikke kender, men som har lidt et tab. På den anden side er det også sådan lidt arrrh med al den sociale mediesorg i tide og utide.




























