I ugens løb blev både 1700-tals præsten Hans Egede, isfabrikanten Frisko og popgruppen Shu-bi-dua inddraget i debatten om, hvad man kan – og især ikke kan – tillade sig i kølvandet på Black Lives Matter. Men nutidens slavehandlere slipper stadig afsted med at behandle mennesker dårligt, skriver Ole Rasmussen i ugens klumme.
Med det navn har Kæmpe Eskimoen næppe langt igen
I ugens løb blev både 1700-tals præsten Hans Egede, isfabrikanten Frisko og popgruppen Shu-bi-dua inddraget i debatten om, hvad man kan – og især ikke kan – tillade sig i kølvandet på Black Lives Matter. Men nutidens slavehandlere slipper stadig afsted med at behandle mennesker dårligt, skriver Ole Rasmussen i ugens klumme.
Med det navn har Kæmpe Eskimoen næppe langt igen
Foto: Roald Als/POLITIKEN
Lyt til artiklen
Henter...
Nogle kalder det krænkelseskultur. Andre ser det som et spørgsmål om at rette op på historiske uretfærdigheder. Og så er vi nok også en del, som bare følger de rasende diskussioner om statuer, vejnavne og andre symboler med varierende grad af måben.
Der har været virkelig mange symbolpolitiske sager på bordet i denne uge, hvor både 1700-tals præsten Hans Egede, isfabrikanten Frisko og popgruppen Shu-bi-dua er blevet inddraget i debatten om, hvem man kan tillade sig at hylde, hvad man må kalde sine varer, og hvad det er passende at synge, efter at Black Lives Matter-bevægelsen har åbnet verdens øjne for den såkaldt systemiske racisme.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
