I en af mine yndlingsscener med Jim Carrey spiller han en mand med en personlighed så splittet mellem det gode og det temmelig slemme, at han kommer op at slås med sig selv. Siddende bag rattet i en bil udkæmper Carrey en drabelig kamp om retten til at bestemme farten. En kamp, der ender med, at han i fuld fart smider sig selv ud af bilen!
Hvordan i al verden gestalter man så absurd en indre konflikt? Ja, det skal man være en komiker så genial som Jim Carrey for at kunne gøre. Man skal være varsom med prædikatet genial, men Jim Carrey med gummiansigtet, de lange slapsticklemmer og evnen til at lade sitrende galskab og forsvarsløs ømhed spille lige bag situationskomikken er virkelig et unikum. Måske den største fysisk orienterede filmkomiker siden stumfilmens dage. Eller i det mindste siden Jerry Lewis.
