At slippe Wagner fra lossepladsen løs igen og lade flagermusene lette i et buldrende pompøst jordskred af lys, lyd og teater virkede så tåbeligt, at det måtte ende med i en ufrivilligt komisk selvparodi. I 1993 havde grungebølgen med sine forvredne dogmer om ærlighed og skovmandsternet autenticitet tvunget højt hår og højt flyvende visioner i rocken helt ned på og ofte under jorden med en brækket narkonål.
En opfølger til 70’ernes storladne rockepos ’Bat out of Hell’ – nu med tilføjelsen II – forekom lige så upassende som tanken om, at tidens største navn, Kurt Cobain, pludselig optrådte foran Nirvana i guldlamé for at spille ’Come As You Are’ i en smooth salonversion på saxofon. Men det var ikke desto mindre, hvad sangeren Meat Loaf og hans bagmand, komponisten Jim Steinman, agtede at gøre. Og jeg havde modstræbende sagt ja til at interviewe Meat Loaf om sagen en smuk fredag i den københavnske sensommer.
