I 1991 sprang en ung blondine ind i den danske kønsdebat iført sorte cykelbukser og store snørestøver og med et ekstraordinært velsmurt sprog. Hun var 28 år gammel, fundraiser og såkaldt oldfrue i den nyfeministiske 90’er-manifestation Kvindeligt Selskab, og hun var årets modtager af Alt for Damernes Kvindepris. Ved overrækkelsen takkede hun for prisen og de medfølgende 25.000 kroner med ordene: »Æren vil jeg godt dele med en masse mennesker, men pengene beholder jeg selvfølgelig selv«.
Nanna Kalinka Bjerke var i de år ansigtet på en ny kvindelig selvbevidsthed. »En ung kvinde får tudet ørerne fulde af, hvor vidunderligt hun har det, fordi hun har alle muligheder. Slam. Lige indtil hun får børn, så stiller hun i vuggestuen klokken fire hver dag – og gæt, hvem der bliver forfremmet næste gang på jobbet«, som hun udtalte i Politiken. Omtrent samtidig anbefalede hun alle kvinder, der ikke markerede den internationale kampdag, 8. marts, »at gå i seng med en rigtig gyserhistorie, nemlig Danmarks Statistik«.
