Kaspar Colling Nielsen er god til fremtid. Hans forfatterskab er gennemsyret af futuristisk legesyge og i den offentlige debat er det også det fremtidsvendte, ja, det prognostiske, der går igen. Med en uddannelsesmæssig baggrund i både økonomi og filosofi og et talent for at skrive snurrig fiktion aflæser han tendenser i tiden og synes at se det som sin opgave at øge opmærksomheden om det, der venter forude, og det er intet mindre end velfærdssamfundets fald. Måske også den menneskelige civilisations, for hvad sker der, når vores vante vestlige liv med alle dets goder og bekvemmeligheder forsvinder, fordi andre producerer bedre og billigere og livet bliver en kamp?
I ’Den danske borgerkrig 2018-2024’ lod han et mange hundrede år gammelt fremtidsmenneske, der havde været igennem et ’stamcelleprogram’ fortælle historien om dengang, der var revolution i Danmark til sin opmærksomt lyttende hund, Geoff, en collie, der både kan tænke og tale.




























