Ole Espersen var et engageret menneske, der brugte sin juridiske uddannelse og indsigt politisk til at fremme det, han troede på og kæmpede for gennem et langt liv, hvor han kombinerede akademisk arbejde i regi af Københavns Universitet med politisk arbejde for Socialdemokratiet og et omfattende internationalt engagement på folkerettens og menneskerettighedernes område.
Et højdepunkt i Ole Espersens politiske virke var begyndelsen af 1980’erne, hvor han var justitsminister i Anker Jørgensens sidste regeringer og med til at skabe det kontroversielle opbrud i sit partis udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje. Stillet over for den atomare trussel var der for Espersen og hans ligesindede ikke noget alternativ til en styrket dialog med øst, og Ole Espersen deltog aktivt i den på mange niveauer, formelt såvel som uformelt.
Selv om Espersen aldrig var fremme i sit partis første geled, pådrog han sig med sin aktivisme og en juridisk faglighed, der i den politiske verden kunne forekomme hans modstandere belærende, mange fjender, der opfattede ham som enten utilgiveligt naiv eller forsætligt forræderisk.
Men man behøver ikke at lede efter skjulte motiver hos Ole Espersen, som livet igennem var klar på, hvad han mente og stod for. Han ville ikke overtage den fædrene gård i Nylars, men valgte i stedet at studere jura i hovedstaden. Allerede fra han i 1962 blev lektor i folkeret, var det klart, hvor tyngdepunktet lå, hvilket blev bekræftet af medlemskabet 1965-70 af Europarådets ekspertkomité for menneskerettigheder. Der var dermed fuld varedeklaration, da den nyudnævnte professor i retsvidenskab og dr.jur. i 1971 trådte nærmere det politiske med udnævnelsen som medlem af Radiorådet, hvis formand han var 1971-74 og 1978-81.
Dermed var der taget hul på den politiske karriere, og Ole Espersen blev trods Socialdemokratiets massive tilbagegang valgt i Folketinget ved jordskredsvalget i 1973. Her sad han frem til 1994, stort set sammenfaldende med Anker Jørgensens og Svend Aukens formandskaber. En kort overgang var Ole Espersen også medlem af EU-parlamentet, men det var som formand for Folketingets Retsudvalg, som justitsminister og som næstformand for Folketingets Kontroludvalg Vedrørende Efterretningstjenesterne, at Ole Espersen blev kendt – og i nogle kredse berygtet – for sit konsekvente forsvar for menneskerettigheder, folkerettigheder og international dialog i en aftapning, der kunne være på kollisionskurs med manges opfattelse af nationale sikkerhedsinteresser.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
