Man kan ikke nævne keramikeren Hans Börjesons navn uden i samme vending at nævne en drejeskive – eller hans kone, Birgitte Börjeson, som han har arbejdet sammen med siden begyndelsen af 1960’erne. Det var nemlig ved en drejeskive, at den unge Hans Börjeson følte sig tryg og udfordret som keramiker. Bevidstheden om, hvor svært det er at beherske drejeskiven, drev ham fremad, og da han var færdig på Slöjdforeningens Skola i Göteborg i 1956, rejste han til England for at finde et håndværksmiljø, som var et alternativ til det industrielle udtryk, der ellers blev dyrket i Sverige, hvor han er født og opvokset i Småland.
En af Englands største keramikere, Lucie Rie, hjalp ham med at finde en plads på værkstedet hos Harry og May Davis i Cornwall, hvor han dels var så heldig at finde meningsfyldt arbejde, indtil værkstedet blev flyttet til New Zealand, dels så heldig at han løb ind i sin kommende kone, som han siden har arbejdet og levet sammen med.
Pottemager af den gamle skole
Hans Börjeson er pottemager af den gamle skole, og det er sigende for hans og Birgitte Börjesons værksted i Fuldby Gamle Skole, at de signerer alle deres værker med ’Fuldby’. Hvem der drejer kanderne, krukkerne og kopperne, er ikke så afgørende, og det er heller aldrig til at afgøre, om det er Hans eller Birgitte Börjeson, der står for dekorationerne.
