Alberte Windings stemme har en ganske særlig og dejlig klang. I tre årtier har man kunnet høre det på de i alt 15 album, hun har fået udgivet. Men også inden hun etablerede sig som sanger og komponist, kunne man fornemme hendes tone, da hun som barn og stor pige medvirkede i tv for børn på DR.

I hendes stemme er der et underfuldt lys med et let og legende spil. Komponisten, sangeren og forfatteren Alberte Winding har en stemme, der smiler. Ikke tankeløst. Det er et sødmefyldt, eftertænksomt og stille smil, som gør det naturligt, at der i hendes sange fra de senere år har indfundet sig en mere alvorsstemt refleksion.

Alberte, som har været på fornavn med sine lyttere og seere siden gennembruddet med rollen som Luna i ’Bamses Billedbog’, har senest udgivet albummet ’Ønskescenariet’ i slutningen af 2012. Og i endnu højere grad end tidligere kan man i netop de sange høre hendes vemodige side, der har været en del af hende siden en ikke specielt harmonisk barndom.

LÆS OGSÅ Albertes nye klub introducerer poesi-bingo

Hendes mor var maleren Paul Gauguins oldebarn, Lulu Gauguin. Da Alberte var otte år, begik hendes mor selvmord, har hun fortalt i interview. Da flyttede hun med sin fra børne-tv landskendte, idérige far, Thomas Winding, til Ærø og blev barn i en ny sammenbragt familie.

Følte grundsorgen
Det var ingen nem tid, sagde hun i december sidste år i et interview i Berlingske Tidende i forbindelse med udgivelsen af ’Ønskescenariet’:

»Jeg blev revet væk fra mine søskende, vi havde ikke mange penge, og vi frøs, fordi der ikke altid var råd til varme. Det var alt sammen et stort skift for mig, og derfor havde jeg brug for at skabe mit eget børneværelse, og det gjorde jeg med musikken. Den blev et rum, som var lyst, ordentligt og venligt, og det var den, folk lærte at kende, da jeg senere slog igennem«.

Som ganske ung blev hun gift med musikeren og komponisten Jan Rørdam. De fik tidligt børn og var sammen i de første 20 år af Albertes karriere.

Fra debutpladen ’Alberte’ (1983), hen over succeserne med album som ’Lyse nætter’ (1991), ’Jagten på den forsvundne skat’ (1993), ’Tju Bang Chokolademand’ (1994) og ’Alle verdens hjørner’ (1996). Skilsmissen var svær. Nogle år senere, i 2008, døde hendes far.

»Jeg følte grundsorgen over at miste den sidste af mine forældre. Og et sted at høre til«, har hun udtalt, men måske har ’Ønskescenariet’ været den musik, som skulle til for at give de følelser et hjem.

En givende dybde

Som sådan lyder i hvert fald albummet, hvor hun giver sig selv lov til at sætte ord og lyd på sorg og smerte og derigennem vokser som sangskriver. Den lokkende glæde i det gamle hit ’Tænder på et kys’ lyder stadig ægte, men samtidig er kontrasterne i udtrykket blevet tydeligere, og det kreative mod er blevet større med alderen og erfaringerne.

Sideløbende med musikken har forfatterskabet fået større betydning. Mens hendes egne børn er blevet store og er flyttet hjemmefra, har Alberte Winding i børnebogsserierne ’Albertes pigebog’ og ’Betty’ fortalt historier om at være barn.

LÆS OGSÅ Alberte Winding: »Der er intet salg. Det har aldrig været sjovere at lave musik«

I dag bor Alberte i København. I øjeblikket skriver hun på en børneforestilling til teatret Filuren i Århus og er også ved at færdiggøre en novellesamling.

Muligvis får begge dele et skær af noget lyst og håbefuldt over sig. Men overfladisk bliver næppe heller de værker fra hende. Hendes varme og lethed har altid haft en givende dybde.

fortsæt med at læse

Alberte: »Jeg har arvet min fars rastløshed«