Da Solvej Balles lille bog 'Ifølge loven' blev stillet op på en af hylderne på Lindhardt og Ringhofs stand på Frankfurtmessen i 1995, så den ikke ud af meget. Det var en bog, der hverken i omfang eller udstyr gjorde meget væsen af sig. Alligevel tiltrak den sig opmærksomhed, for på forsiden havde forlæggeren Otto B. Lindhardt klistret en lille, gul Post-it-seddel fast med det lille ord 'Harvill'. Det var et signal til de indviede. Her var noget at komme efter, for Balles bog med fire sammenvævede skæbnefortællinger var solgt til det litterære engelske forlag Harvill, der også havde udgivet Peter Høeg. LÆS OGSÅSolvej Balle er tilbage med tonstung samfundskritik Harvill var ikke det eneste forlag ude i verden, som valgte at udgive Solvej Balle, for kvaliteten i teksten var åbenlys. Som forlæggeren Christopher MacLehose sagde dengang, ville han være lykkelig, hvis de engelske forfattere skrev lige så godt som den danske forfatter. Solvej Balle, som dels har studeret filosofi, dels gået på Forfatterskolen, er blevet fulgt med stor opmærksomhed, siden hun debuterede med robinsonaden 'Lyrefugl' i 1986, og forventningerne blev for alvor store, da hun i 1993 fik udgivet 'Ifølge loven'. Både hendes forlægger og læserne tænkte, at nu kunne det nok ikke vare længe, før hun fik skrevet den bog, som for alvor ville gøre hende til et kendt og elsket navn hos de læsende danskere. Romanen, den brede af slagsen. Men de fik lov at vente, og de venter faktisk stadig, for Solvej Balle er ikke alene en dygtig forfatter. Hun er også ekstremt kritisk over for det, hun selv laver. Hun er slet ikke interesseret i at skrive mange bøger. LÆS OGSÅKunstens undtagelsestilstand Hun er, som hun for nogle år siden sagde her i avisen, faktisk tilfreds, hvis bare hun kan få skrevet én god bog. På sin egen bramfrie facon sagde hun, at hun har lært sig det princip, at hvis man skriver noget lort, er det bedre kun at skrive ti lortebøger end tyve. Og man ved jo aldrig, om det, man skriver, er godt eller skidt, så for hende er det bedre at skrive få bøger. Ud over et par (korte) kortprosabøger og essayet 'Det umuliges kunst' har Solvej Balle også skrevet erindringsbogen 'Frydendal – og andre gidsler'. Og hun arbejder på en roman, men den er ikke lige om hjørnet. Det er en sindssygt langsom bog, som hun selv sagde for fire et halvt år siden. Og når romanen stadig ikke er kommet, skyldes det ikke, at hun ikke arbejder, altså skriver. Det tager bare rigtig lang tid, og vi, læserne, må bare have tålmodighed. De seneste år har Solvej Balle og familien haft base i Marstal på Ærø.