Kære læser,
Velkommen til brev, der lander en dag tidligere end normalt af årsag, jeg ej skal kede med.
I denne uge har en anmelder hørt Anden synge melodunte, en anden har smagt robotmad, en tredje har været under jorden, og en fjerde fik stærk lyst til at sove i 100 år, 100 år, 100 år.
Lad os kigge på sagerne.
Sami Saif lavede i 2010 en rost dokumentarfilm om Tommy Seebach. Nu kommer så spillefilmen med Anders Matthesen i hovedrollen som Seebach
’Under stjernerne på himlen’, instr.: Kasper Gaardsøe, biografisk film (Biografpremiere)
❤ ❤ ❤
»Anders ’Anden’ Matthesen spiller Seebach, så man fornemmer hans indforståethed med Seebachs had-kærligheds-forhold til rampelys og den nagende drift mod hele tiden at skulle overgå sin egen succes. Skal man se filmen, skal det være for Matthesen. Problemet med hans figur er, at det lidt, man får at vide om ham, ikke stikker særlig dybt. Det gjorde sange som ’Krøller eller ej’ og ’Hip hurra det’ min fødselsdag’ jo heller ikke. Så pengene passer. Og det er faktisk et problem«.
»Kasper Gaardsøes filmdebut efter mange år på tv-serier som ’Livvagterne’, ’Lærkevej’ og ’Lykke’ holder tingene enkle. Men kunne manusforfatterne Stefan Jaworski og Jannik Tai Mosholt ikke have gravet eller spekuleret lidt dybere i Seebachs indebrændte sjæl? Det antydes, at Seebachs evner som musiker burde have rakt til meget mere. At han blev manisk i sin higen efter at fastholde sin succes og ikke blive dømt ude som et popidol (...) Hvad holdt ham dybest set tilbage fra at videreudvikle sit talent? Det synes jeg ikke, vi får noget, der ligner et godt svar på. Måske er der bare ikke noget«.
(Anmeldt af Kim Skotte) - Læs anmeldelsen her
Pizzaovnen på Mio kan blive glohed – præcis som en god pizza kræver
Mio, Falkoner Allé 17, Frederiksberg (Café)
❤ ❤ ❤ ❤
»Den lille ny pizzabiks ved Frederiksberg Centret er nyeste skud på Københavns stadig tykkere stamme af lavprismadsteder, hvor kvaliteten skal holdes høj og priserne i bund (...) Hos Mio kan man vælge pizzaer fra brændefyret ovn til 49 og 59 kroner – priser, der ligger 10-20 kroner under det, mange af konkurrenterne tager for frokostpizzaer. Der er otte varianter at vælge imellem. Fire vegetariske – margherita, kartoffel, norma (med aubergine) og hvidløgost – og fire med kød – salami, kartoffel-bacon, hakket oksekød og en med skinke«.
»Mio bringer ikke ud, og der er ikke plads til, at man kan spise sin pizza på stedet. Men man kan tage sin pizzabakke med ind til naboen Bootleggers og indtage den der, hvis man til gengæld køber drikkevarer (...) De lave priser er ikke til at stikke, så det lidt spartanske udtryk er svært at se sig sur på. Tværtimod kan man glæde sig over, at Mios pizzaer ikke lander som kanonkugler i maven. Mio kører et dejligt, simpelt koncept og har virkelig lave priser. Det er til at forstå«.
(Anmeldt af Birgitte Kjær) - Læs anmeldelsen her
Den 13-årige Jamie arresteres og anklages for mordet på en jævnaldrende pige. Han spilles fremragende af Owen Cooper
’Adolescence’, koncept: Stephen Graham og Jack Thorne, Netflix (Dramaserie)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
»’Hvad fanden i helvede sker der lige her’, tænker man uvilkårligt i sofaen, mens en families verden synker i grus. Han kan da umuligt have gjort det, sådan en pæn, lidt spinkel knægt, der ikke ser ud til at være nået til andet end pubertetens tidligste stadie (...) Desværre er der ret håndfaste beviser for, at han aftenen inden stak en skolekammerat (...) ned med en kniv og påførte hende så alvorlige skader, at hun døde hurtigt efter. Så langt, så frygteligt. Men hvorfor? Det er det spørgsmål, der melder sig og driver fortællingen, som ikke så meget er en krimi, som den er en historie om, hvordan en forfærdelig hændelse påvirker en række mennesker«.
»Filmens fire afsnit er hver især filmet i et uklippet take, så der på intet tidspunkt i de enkelte episoder springes i tid. Kameraet følger karaktererne rundt, og når synsvinklen skifter, er det, som når bolden overgives fra en spiller til en anden i computerfodboldspillet ’Fifa’, en ubrudt bevægelse. Det skaber en fortællemæssig ro, men samtidig også et nærmest sitrende nærvær (...) Samtidig er konflikten ekstremt vedkommende. For ugerningen viser sig at være en konsekvens af den måde, vi og måske især de unge mennesker omgås hinanden på – i virkeligheden og på de forkætrede, men allestedsnærværende sociale medier. Og det er her, ’Adolescence’ træder i karakter som samtidsdiagnose«.
(Anmeldt af Henrik Palle) - Læs anmeldelsen her
Man føler sig som en edderkop, når man bevæger sig rundt i udstillingen på Copenhagen Contemporary. Indtil man pludselig opdager det store spind, som hænger over ens hoved
Emma Talbot: ’Are You a Living Thing That Is Dying or a Dying Thing That Is Living?’, Copenhagen Contemporary (Udstilling)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
»Det er sjældent, at en forrygende udstilling får mig til at ønske mig langt væk fra den, men det er præcis, hvad jeg føler (...) For hvor savner jeg vildt desperat at være i skoven! I stedet står jeg i en gigantisk, gammel industribygning på Refshaleøen, og der er langt til den nærmeste vilde natur. Eller er der? Talbot gør i alle tilfælde sit bedste for at fylde salen med spirende kræfter, foranderlighed og dyr, masser af dyr. Og igennem det hele kæmper, løber, kravler og tumler Talbots avatar, en kvindefigur med langt, blondt hår, som jeg med øjnene tager plads i og bevæger mig af sted sammen med«.
»En central tanke hos Talbot er, at mennesket ikke står i centrum, og for at udforske, hvordan andre arter er til stede i verden, kaster hendes avatar sig frygtløst ud på en opdagelsesrejse ind i hjernen og psyken på en hund, en edderkop, en husskade, en natsværmer og et rådyr i skoven (...) Talbot giver mig en ubændig trang til at tilbringe tid i naturen, trave under træerne, høre grannålenes stilhed og indånde luften, der hvisker om alt det, der er på vej. Og til at føle og forstå min forbindelse til anemonerne, skoven og universet«.
(Anmeldt af Trine Roos) - Læs anmeldelsen her
Robokok i Vanløse kalder sig Danmarks første robotkøkken.
Robokok, Ålekistevej 195, Vanløse (Café)
❤ ❤
»Robocop? Robocock? De dårlige vittigheder står i kø, da vi nærmer os Vanløses nye asiatiske fastfoodbiks, der især egner sig til takeaway, men også har et par borde, hvis man vil indtage maden på stedet. Der er tale om det første robotkøkken i Danmark, proklamerer Robokok selv. Den avancerede maskine skulle efter sigende sikre præcision, hastighed og ensartethed i hver eneste servering (...) Hovedretterne er inddelt i to typer: lynstegte retter som pad thai, stegte kinesiske nudler, japanske stegte ris og wokretter med sauce ud fra fire grundsmage, nemlig panang curry, pebersauce, sur-sød-sauce og sojasovs med frit valg, om retten skal være med kylling, svin eller okse«.
»Priserne er jævne, og det er maden også. Den avancerede madtumbler laver ikke sanselige, tungesmækkende måltider. Ironisk nok er det netop det menneskelige touch – opmærksom service og håndskåret grønt – der giver robotkøkkenet et lille positivt løft. Der er to rigtig gode ting at sige om Robokok: 1. Manden bag disken er venlig og betænksom, sørger for varmeplader til at kolde maden lun, servietter, fylder op med rejechips. 2. De friskskårne sprøde grøntsager. Det var egentlig det«.
(Anmeldt af Birgitte Kjær) - Læs anmeldelsen her
Det ligner noget sci-fi, men skal måske ligne noget fra fortiden. Jakob Kudsk Steensens æstetik nærmer sig en lidt nørdet gamerstil og Hollywood a la ’Alien’ i sin nye udstilling til Cisternerne.
Jakob Kudsk Steensen: ’Psychosphere’, Cisternerne, Frederiksberg (Kunst)
❤ ❤ ❤
»I tynde tråde fra lofternes hvælvinger hænger lampeskulpturer, der vel skal ligne en eller anden forestilling om dybhavsliv, og glinser i det ellers ikke helt mørklagte rum (...) Du går på riste lige over gulvenes vandspejl, der fordobler de mange skærme, som viser henholdsvis realoptagelser af liv under vand, store fiskeøjne blandt andet, og så noget, der ligner abstrakte animationselementer fra et computerspil. Vi befinder os altså i en slags billedmæssig kartoffelmos af noget virkeligt, noget forestillet og noget midt imellem«.
»Udstillingen betjener sig af en lidt teatralsk og naiv forestilling om virtualitet. Og det er måske generelt problemet med udstillingerne i Cisternerne. I disse rum, der vitterlig er fantastiske, er vi næsten allerede i en parallelvirkelighed. Og så er det, som om kunstnerne tænker: Hvad hvis jeg med min kunst kan transportere os det sidste stykke? Helt ind i den virtuelle forestillingsverden? Men er det virkelig det, man vil som kunstner?«.
(Anmeldt af Mathias Kryger) - Læs anmeldelsen her
Aldrig så snart har den skønne Kitri (Wilma Giglio) suverænt indtaget arenaen med forførende spring og gnist i blikket, før storcharmøren Basil (Jonathan Chmelensky) snurrer omkring hende som en virtuos hund efter kys
’Don Quixote’, koreografi: Nikolaj Hübbe, Den Kongelige Ballet (Ballet)
❤ ❤ ❤ ❤
»Letheden, humoren og den flirtende charme trænger igennem for fuld klassisk trinstyrke i Nikolaj Hübbes (seneste) version af balletten fra 2022 med Steffen Aarfings formstøbte arenascenografi med lidenskabelig fuldmåne og Ludwig Minkus’ musik, der bliver holdt spændstigt i ånde af Matthew Rowe og Det Kgl. Kapel. Det er en underholdende og krævende ballet ikke bare for hovedparret, men med en række markante partier kan danseglæden brede sig over hele feltet«.
»Don Q skal ikke så meget kæmpe mod vindmøller, men konfronteres med en vild romadanserinde på bare fødder. Er det derfor, han fægter med armene foran ansigtet, eller har han fået en vindmølle i øjet? Det er rodet fortalt (...) Men det var det store knald, da Kitri og Basil ukueligt blev forenet i det store trinorgie af en festscene. Det var til at mærke både eufori, magi og udmattelse, når hun ondulerer en svimlende serie af piskeris-fouettéer, og han løfter hende op i strakt arm, så hun svæver i et himmelstræbende split«.
(Anmeldt af Monna Dithmer) - Læs anmeldelsen her
Rachel Zegler spiller Snehvide, der er god mod dyr og dværge og dumdristige drengemænd. Den nye film har fået udbredt kritik, fordi rollerne som de syv dværge ikke er besat af skuespillere med dværgvækst. Filmen benytter sig i stedet af computeranimation
’Snehvide’, instr.: Marc Webb, familiefilm (Biografpremiere)
❤ ❤
»Mage til tandløs, søvndyssende rodebunke skal man lede længe efter. Der var ikke gået mere end en halv time, før ’Snehvide’ gav mig lyst til at gøre Tornerose kunsten efter og sove i 100 år. Hvem der bare kunne vågne op til en verden, hvor Disney var holdt op med at kannibalisere på sine tidligere succeser, og publikum ikke længere faldt for koncernens nostalgisælgende tricktyverier«.
»Disney har godt vidst, at en genindspilning måtte indeholde moderniserede kønsroller, men de har simpelthen ikke kunne finde ud af, hvilket ben de skulle stå på. Denne gang er Snehvide selvfølgelig stadig smukkere end de fleste og stadig god mod dyr og dværge (...) Og nu vi er ved dværgene, så er al uigennemtænkt modernisering altså ikke god modernisering. De syv computerskabte dværge er uhyggeligt ikkemenneskelige at se på. Har Disney troet, at de ville skåne nogen ved ikke at bruge skuespillere til karaktererne (...) er de gået virkeligt gået galt i byen«.
(Anmeldt af Nanna Frank Rasmussen) - Læs anmeldelsen her
I Suzanne Collins’ ’Solopgang over høsten’ befinder vi os 24 år, før hovedværket begynder
Suzanne Collins: ’Solopgang over høsten’ (Skønlitteratur)
❤ ❤ ❤ ❤
»Tirsdag 18. marts landede Suzanne Collins sin femte ’Hunger Games’-roman, ’Solopgang over høsten’, i et internationalt koordineret salgsfremstød, oversat synkront til samtlige udgivelseslande (...) Den nye bog er en såkaldt prequel, altså forløber, til den oprindelige og helt ekstremt populære romantrilogi, der udkom i årene 2008-2010. De tre bøger er filmatiseret (...) og fik i et årti piger til at klæde sig i stramt sort tøj med en sidelæns fletning som bueskytten og heltinden Katniss Everdeen«.
»I ’Solopgang over høsten’ er Katniss end ikke født; vi befinder os 24 år, før hovedværket begynder, og følger her den 16-årige Haymitch Abernathy. Ham genkender jeg hurtigt som den midaldrende desillusionerede drukkenbolt fra romantrilogien (...) Hvordan blev denne mand med hjertet på rette sted så depraveret? (...) Her i 5’eren får vi den gode, men også meget onde forklaring. Et epos, der begynder, da Haymitch på sin fødselsdag bliver udtrukket til at deltage i jubilæumsgaven af den store årlige tv-transmitterede Hunger Games-kamp (...) Suzanne Collins fortæller uden særlig mange dikkedarer; hun er meget ligefrem i sine action-beskrivelser og svinger sig så op til lidt mere poesi drysset med folklore-sangtekster og William Blake-citater, når det kommer til beskrivelserne af ung kærlighed«.
(Anmeldt af Ida Dybdahl) - Læs anmeldelsen her
Jodie Whittaker spiller den bramfri og energiske Susan McIntyre, der tager kampen op mod byrådets magthavere i en britisk parallel til historien om Erin Brockovich
Ugens mest læste anmeldelse:
’Toxic Town’, koncept: Jack Thorne, Netflix, dramaserie
❤ ❤ ❤ ❤
»I stålbyen Corbyn undlod de lokale politikere og tilsynsmyndigheder at tage de fornødne sikkerhedsforanstaltninger, da man skulle genbebygge nogle områder, hvor der var giftigt materiale i jorden. Det fik blandt andet den konsekvens, at et antal børn blev født med misdannede hænder, fødder, ører (...) Men ingen kædede til at begynde med tingene sammen, og byens myndigheder foretog sig ingenting. For det ville jo være skadeligt for byens entreprenører og derfor for beskæftigelsen og den lokale økonomi (...) Men takket være gåpåmod og juridisk assistance fra en vinkelskriver med hjertet på rette sted fik familierne satisfaktion og økonomisk erstatning«.
»Trods godt spil og fine optrin samt vidunderlige kaskader af britiske sociolekter lider historien under den nærmest medfødte forudsigelighed. Vi ved godt, at det ender godt, så der er grænser for, hvor høj en grad af suspense der kan mobiliseres. I filmen om Erin Brockovich varede hele herligheden med Julia Roberts i hovedrollen 2 timer og 10 minutter. Og det kunne beretningen om denne skandale også have været afhandlet på«.
(Anmeldt af Henrik Palle) - Læs anmeldelsen her
Og hermed er ugens brev afhandlet.
Jeg ønsker dig en en herlig weekend, når du når den!
Mange hilsner
Tommy