Kære læser,
I denne uge har en anmelder set tv med Iben Hjejle, en anden har studeret skraldekunst i Randers, mens en tredje har lyttet til musik, inspireret af en værre slemmedreng.
Men først et smut til et dejligt solspot i hovedstaden.
Spørgsmålet er dog, om maden er lige så god som udsigten?
Her er dit brev med hjerter.
Nu&Da ligger i forbindelse med hotellet NC Collection Copenhagen på Christianshavn
NU&DA, Strandgade 7, Kbh. K (restaurant)
❤ ❤ ❤
»Location og udsigt fejler ikke noget. Indgangen til Nu&Da sker via havnefronten, og som eftermiddags-aften-solspot med panoramakig over havn og Knippelsbro må det være et af byens bedste. Kok David Johansens (tidligere Kokkeriet) claim to fame på Nu&Da er »livretter, du aldrig har smagt (...) En fireretters menu koster 495 kr., og Nu&Da lægger sig dermed i mellemprislejet, mens især hovedretterne befinder sig nøkket over. I hvert fald ville en »skøn luksusversion af biksemad«, a la carte-kortets dyreste hovedret, have kostet 395 kr.«.
»Mest af alt blev retterne bare venligt, men uengageret leveret ved bordet (...) Menuhovedretten blev aftenens svageste servering. En fortolkning af stegt flæsk med persillesauce, men grisen var knastør, og hverken stikkelsbær, sauce på østers og persille eller et smukt floralt sommerblomsterdække kunne ændre på den sag (...) Nu&Da er koncept til fingerspidserne. I tanken egentlig ikke et dårligt koncept – dansk mad i kærlig fortolkning virker glimrende for f.eks. restaurant Barr en kilometers penge længere nede ad samme havnefront. Men denne aften manglede der indhold og substans på Nu&Da«.
(Anmeldt af Lærke Kløvedal) - Læs anmeldelsen her
Iben Hjejle er ganske fremragende som den barske og udfordrede sosu-assistent Rie. Også rapperen og skuespilsdebutanten Tessa medvirker i en central rolle som sosu-hjælper-praktikanten Sille
’Løgnen’, koncept: Karina Dam, TV 2 (dramaserie)
❤ ❤ ❤ ❤
»Det begynder med, at Patrick, der er teamleder for et hold sosu’er i Albertslund Kommune, fiskes død op af en svømmepøl under en sommerfest (...) Ret hurtigt kommer det for en dag, at Patrick ikke var noget videre pænt menneske. Udadtil måske, men bag facaden ikke så lidt af en listepik med hang til at forgribe sig på sine kvindelige underordnede og bagefter overlade det til sin næstkommanderende og private ven, Rie, at rage kastanjerne ud af ilden. Og da hun gør miner til at sige stop, lokker han hende med et løfte om, at hun får hans job, når han avancerer til en højere stilling. Det er den bærende konflikt i Karina Dams dramaserie ’Løgnen’«.
»Det er måske stærkt at kalde ’Løgnen’ for køkkenvaskrealisme, men realisme er det i langt højere grad end folkekomedie, hvilket er velgørende (...) Det er vestegnsrealisme, som tror på, at der findes seere med en mere voksen smag end seriel lakridskonfekt som ’Badehotellet’ og postkortkrimier fra Hvide Sande og Helsingør (...) Karina Dam har begået en serie, der emmer af ægte menneskelighed. Og som samtidig elegant fortæller en hverdagskrimi med den subtile pointe, at forbrydelsens natur er kompleks og ganske ofte har tilfældigheden som centralt element«.
(Anmeldt af Henrik Palle) - Læs anmeldelsen her
De ni landskabsmalerier, som tidligere hang hos virksomheden Nordic Waste, indgår i dag i kunstner Brian Kures værk med titlen 'Nordic Waste'
Brian Kure: ’Nordic Waste’, Randers Kunstmuseum (udstilling)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
»Vi er 7-8 kilometer nord for Ølst. På en af kunstmuseets vægge hænger en serie landskabsmalerier i guldrammer (...) Ni malerier i alt, der stilmæssigt befinder sig på et spektrum fra romantisk pastiche til modernisme-inspireret hobbykunst. Dårlige malerier, jovist. Men samtidig virkelig god kunst (...) De ni dårlige malerier indgår i den danske kunstner Brian Kures kunstværk ’Nordic Waste’. Han samlede malerierne op på en auktion over det konkursbo, som fulgte efter jordskredsmiseren på jordrensningsvirksomheden Nordic Waste. De ni malerier er, forstår vi altså, i sig selv en slags waste«.
»Brian Kures ’Nordic Waste’ er dermed klassisk konceptkunst. Blandet med økokritik. Blandet med kapitalismekritik. Og et eksempel på, hvor god samtidskunsten kan være, når den vender sig mod virkeligheden og beskæftiger sig med selv endog meget konkrete og aktuelle begivenheder. Værket danser rundt mellem dokumenteret virkelighed og en forestillingsverden a la psykoanalyse. For kan man ved at se på billeder sige noget om dem, der ejer billederne? Ligger der i valget af de billeder, som vi omgiver os med, en nøgle til vores sande jeg?«.
(Anmeldt af Mathias Kryger) -Læs anmeldelsen her
Steve Carell brillierer ømt og solidarisk og hylemorsomt i rollen som Nick. Her modvilligt i gang med at fornye sine ægteskabsløfter til sin kone Anne, som han ret beset ikke kan udstå længere
’The Four Seasons’, skabt af Tina Fey m.fl., Netflix (komedieserie)
❤ ❤ ❤ ❤
»Der er replikker og udvekslinger i Tina Feys nye bittersjove komedieserie om kærlighedens, parforholdets og venskabernes vilkår over tid, som er så vidunderligt ond-sjove, at man må spole tilbage for at mærke brodden stikke nydelsesfuldt igen (...) ’The Four Seasons’ hedder serien, der er et moderne remake af Alan Aldas romantiske komedie med samme navn fra 1981, der følger tre øvre middelklasse-par, som alle er venner, i løbet af et år (...) Det er umuligt ikke at se ’The Four Seasons’ færdig, når først man er gået i gang. På trods af den til tider lidt overfladiske hulhed i persontegningerne er man fra første både hylemorsomme og dybt følelsesmæssigt dramatiske afsnit hooked«.
»Nogle vil måske slå sig lidt på ’The Four Seasons’ lidt firkantede, amerikanske stil og på mange måder gennemtyggede tematiske tilgang til det at blive ældre. Men der er alligevel både en barskhed i satiren, en insisterende no bullshit-vibe og en hjertevarme i den overraskende måde, plottet udvikler sig, som hiver mig med helt ombord (...) ’The Four Seasons’ vil knuse dit hjerte lidt og lime det lidt skævt sammen igen, mens du griner hele vejen«.
(Anmeldt af Eva Eistrup) -Læs anmeldelsen her
Mari Eriksmoen er fremragende som datteren i Vivaldis opera om hyrdinden Griselda, der må gennemgå umenneskelige prøvelser
Vivaldi: ’Griselda’, iscensættelse: Béatrice Lachaussée, Gamle Scene (opera)
❤ ❤ ❤ ❤
»På Netflix kan man i narkodramaserien ’Griselda’ høre opera i næsten hvert afsnit. Men der findes også en opera, der hedder ’Griselda’. Den er af Vivaldi og har næsten 300 år på bagen. På Det Kongelige Teater begynder dette drama om en kvinde, der udsættes for umenneskelige prøvelser af sin magtfulde mand, med en opfordring til at manden dømmes for psykisk vold efter vore dages straffelov (...) Handlingen er usandsynlig. Til gengæld er Vivaldis musik superelegant«.
»Med ’Griselda’ opfylder Concerto Copenhagen deres kontrakt om en årlig barokopera på Det Kongelige Teater. De spiller forventeligt godt, og at dirigenten Lars Ulrik Mortensen (...) smider en omgang 12-tone-agtig musik ind i dramaet, som Vivaldi ikke havde drømt om, er dristigt, men faktisk forfriskende (...) Vi er vant til Händels dramatiske operaer. Men først nu er der mulighed for at opleve et af Vivaldis virtuose og elegante modstykker på nationalscenen. Det er lysegrønt, grumt og godt«.
(Anmeldt af Thomas Michelsen) -Læs anmeldelsen her
Hvorfor har Daphne samme efternavn som Brøggers mor? Og hvem er den mystiske Lilith?
Suzanne Brøgger: ’Mischling - en frisørs bekendelser’ (skønlitteratur)
❤ ❤ ❤ ❤
»Mischling, der engang var flygtning, kvinde, litterat og bibliotekar, men nu både er mand og damefrisør, er på opfordring fra Shulamith, forhenværende stjerne og nuværende pottemager, i færd med at skrive hele Shulamiths bibliotek sammen til én bog. Det foregår på slottet Taverney, hvor en kreds aldrende venner mediterer i kultiveret ly for verdens problemer (...) ’Mischling – En frisørs bekendelser’ er så fuld af farverige skæbner, at Mischlings forsøg på at opsummere og konservere hele den europæiske kulturarv i ét eneste bind (...) hurtigt invaderes af de tilstedeværendes alt for utrolige livshistorier«.
»Det er sjovt, men også for meget med de utallige indforståede referencer. Selv var jeg alt for længe om at forstå, at flere af romanpersonerne deler skæbne med Suzanne Brøgger, der ikke blot har oplevet at blive stalket, men også i sin ungdom flygtede i armene på en til tider djævelsk libertiner (...) Uanset hvad er det vidunderligt kækt, at Suzanne Brøgger, midt i det, der skulle være Vestens åndshistorie i en nøddeskal, igen springer frem som trold af en æske og stjæler scenen med sin historie«.
(Anmeldt af Benedicte Gui De Thurah Huang) - Læs anmeldelsen her
Jakob Elkjærs roman handler om Connie Hansen, en fremadstormende bosslady, der overtager kommandoen i landets stærkeste fagforening. Hun har desværre en kedelig tendens til at drikke sig stangstiv og gramse på alt og alle
Jakob Elkjær: ’Magt’ (skønlitteratur)
❤ ❤
»Som det fremgår af pressemeddelelsen til Jakob Elkjærs debutroman ’Magt’, har forfatteren tidligere arbejdet som pressechef for både Lizette Risgaard og Frank Jensen. Der skulle med andre ord være fuld plade i insiderviden, når det kommer til at skrive bog om magttyper med hang til at gramse. Det kan derfor undre, at valget er faldet på at skrive en roman, der både holder virkeligheden og romangenren ud i strakt arm«.
»Forfatteren ved meget om spin, men mindre om fortælling. Han ved, hvad han snakker om, men måske næsten også lidt for godt? (...) Fortællingen om magtens skyggesider og dårlig work-life-balance følger en tung og suspense-forladt kronologisk formel, der konstant synes at halte efter sin læser i et ingenmandsland mellem virkelighed og fiktion (...) Jakob Elkjær er seneste skud på stammen af mediefolk, der efter at have bestredet et godt pressejob i mange år går efter romangenren (...) Hvem er det mon, der fortæller dem, at det er en god idé?«.
(Anmeldt af Alexander Vesterlund) - Læs anmeldelsen her
Pigen Yuri (spillet af det tyske stjerneskud Helena Zengel) er vokset op med grumme historier om skovens farlige væsner, de såkaldte ochier. Men da hun møder en baby-ochi, ændres hendes syn på alt
’The Legend of Ochi’, instr.: Isaiah Saxon, fantasydrama (biograffilm)
❤ ❤ ❤ ❤
»I Isaiah Saxons fantasy-drama ’The Legend of Ochi’, der er en dejlig hommage til 1980’er-film som ’E.T.’ og ’Den uendelige historie’ (...) Her vokser den tilbageholdende pige Yuri op med troen på, at de mystiske skabninger i skoven omkring hende, de såkaldte ochier, er frygteligt ondsindede. Hendes far (Willem Dafoe) jager dem om natten med en flok amatørbørnesoldater på slæb, inklusive Yuri, men da en baby-ochi en nat bliver skadet, kan hun ikke lade være med at tage den med hjem og skjule den for familien, der ud over faren også tæller adoptivstorebroren Petro (Finn Wolfhard)«.
»Der er en uforfalsket fortælleglæde og en hengivenhed til magiske historier over ’The Legend of Ochi’. Til gengæld har filmen svært ved helt at finde sine egne ben at stå på. Der er lagt op til en større episk fortælling, end filmens 96 minutter kan leve op til (...) Man når desværre ikke at få udfoldet karaktererne godt nok. Adoptivbroren er en mærkværdigt blafrende og overset appendiks, mens selve hovedkarakteren Yuri også forbliver lidt af et mysterium«.
(Anmeldt af Nanna Frank Rasmussen) - Læs anmeldelsen her
Dennis Hopper har selv udråbt sig som Hollywoods store badboy, og derfor insisterede han også på at få rollen som den behovsfikserede Frank Booth i ’Blue Velvet' fra 1986
The Waterboys: ’Life, Death and Dennis Hopper’ (konceptalbum)
❤ ❤ ❤ ❤
»Selvfølgelig må et konceptalbum komponeret over filmkunstens ikoniske slemmedreng Dennis Hopper i sig selv være en vildtvoksende udskejelse. Jeg ser det som et skønt, skørt og rabiat utidssvarende projekt, at The Waterboys med ’Life, Death and Dennis Hopper’ har lavet et stor-i-slaget konceptdobbeltalbum om Dennis Hoppers liv og levned (...) For The Waterboys’ leder Mike Scott har popkulturens mørke storhed altid været et fixpunkt. Navnet The Waterboys er således gaflet fra Lou Reeds natskygge af et konceptalbum ’Berlin’«.
»I Mike Scotts timelange sangcyklus bliver man mindet om, hvordan Hopper havde det med at tone frem, når man havde dømt ham – langt – ude. Men jeg har Scott mistænkt for også at bruge Dennis Hopper på en anden måde. I Hopper har Mike Scott fundet et stedfortrædende storhedsvanvid. Som kan matche Scotts ideal om på alle måder at lave The Big Music. Når en myte og mytoman mødes, må resultatet blive nøjagtig så mytomanisk, som ’Life, Death and Dennis Hopper’ er blevet«.
(Anmeldt af Kim Skotte) - Læs anmeldelsen her
Hvad skal man føle, når ens bedste veninde og mand begge omkommer i et sneskred – men også har gået og knaldet bag din ryg? Kirsten Olesen spiller den ældre kvinde Ellinor med hjerteskærrende skurren
Ugens mest læste anmeldelse:
’Tit er jeg glad’, Teatret ved Sorte Hest, Frederiksberg, dramatiker: Jens Christian Grøndahl (scene)
❤ ❤ ❤
»For lidt over 200 år siden sad en purung B.S. Ingemann på sit kollegieværelse i København og digtede, mens han ungdommeligt lidende stirrede over mod den anden side af gaden, hvor hans situationship residerede (...) Skriblerierne blev til den udødelige længselshymne ’Tit er jeg glad’, som også er titlen på Jens Christian Grøndahls romanperle om den kantede ældre kvinde Ellinor, der tænker tilbage på et langt liv, der tog en voldsom drejning i Dolomitterne (...) Modsat den vårgrønne Ingemann gør gråhårede Ellinor sig ingen illusioner om den eneste ene. Heller ikke på Teatret ved Sorte Hest, hvor 75-årige Kirsten Olesen lige nu krasbørstigt giver kød og blod til den enlige Ellinor«.
»Det er lidt som at se støvede lysbilleder, også fordi kraftfulde Kirsten Olesen tøver, tager tilløb og snøvler en del som Ellinor. Paradoksalt nok gør det kun portrættet endnu mere præcist, for hvem kan genfortælle sit liv uden at lave fejl? Forvandlingen fra roman til monolog er dog ikke alle steder lige mundret, og det hjælper ikke, at den ledsages af gudsforladt jazz. Det har lidt karakter af en skitse til noget, der kunne være blevet rigtig, rigtig skønt«.
(Anmeldt af Victor Skov Jeppesen) - Læs anmeldelsen her
Tak for at læse med og god weekend i den herlige majsol.
Husk at smile til en konfirmand, hvis du møder en på din vej.
Brevet holder pause i næste uge, men er stærkt tilbage 23. maj.
Mange hilsner
Tommy