Kære læser,
Mette Frederiksen har udskrevet et valg.
Jeg har skrevet et nyhedsbrev.
Sådan bidrager vi med hver vores.
God fornøjelse med ugens udgave af ’6 hjerter’!
’Vægtløs’. Instruktør: Emilie Thalund. Biograffilm
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Marie Helweg Augustsen (th.) og Ella Paaske spiller værelseskammeraterne Lea og Sasha i Emilie Thalunds sommergule og håbefulde debutfilm 'Vægtløs'.
»Manuskriptforfatter Marianne Lentz, instruktør Emilie Thalund, fotograf Louise McLaughlin, klipper Nikoline Løgstrup (m.fl) har skabt et kildrende sanseligt og bevægende begavet værk om en ung piges seksuelle vækkelse, en coming-of-age-film om forelskelse og selvaccept. En film, jeg ikke husker at have set mage til i dansk filmhistorie. Den ledes af de helt unge, fremragende skuespillere Marie Helweg Augustsen og Ella Paaske«.
»’Vægtløs’ kan i sit plot lyde som østrigske Ulrich Seidls film ’Paradis: Håb’, der også handler om en ung pige på sundhedskoloni og hendes betagelse af en ældre mand. Men hvor Seidl dyrker et grænsepirrende ubehag og præsenterer et absurdistisk verdenssyn med et stort, sort strejf af menneskeforagt, er ’Vægtløs’ en stor-empatisk, varm og nysgerrig film, der er på pigernes side. Sommergul og ægte fuld af håb«.
Anmeldt af Nanna Frank Rasmussen.
’EPiC: Elvis Presley in Concert’. Instruktør: Baz Luhrmann. Biograffilm
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
En toptunet showman, men også en afslappet performer, der følte sig mere hjemme på scenen end mange andre steder.
»’EPiC’ (’Elvis Presley in Concert’) er blevet en film om Elvis og musikken in his own words & music. Elvis gør et charmerende og slagfærdigt indtryk. Afslappet i musikernes selskab. Forbløffende langt fra den tragiske karikatur, han få år senere skulle blive begravet som. Historien er dybest set den samme, som Luhrmann fortalte i ’Elvis’. En fattig, ung knægt fra Tupelo erobrer verden med sin stemme og sin hoftevrikken. Hæren og Hollywood renskurer Elvis og trækker tænderne ud på ham, men han ender med at finde tilbage til sin glæde ved musikken«.
»’EPiC’ er det lige så uægte som velskabte barn af Baz Luhrmanns filmkabaret og den gryende ai-epoke. Ved hjælp af ny teknologi skaber man et liv på lærredet, som ikke før har været tilgængeligt. Ikke ved at skabe noget så plat som en Elvis-avatar, men ved at fremkalde ham og hans musik renset for alt det skidt, slør og knas, der har sat sig i tidens tand. På intet tidspunkt siden Elvis døde i 1977, har han fremstået så levende som nu«.
Anmeldt af Kim Skotte.
’Lotte og Totte’. DRTV. Animationsserie
❤ ❤ ❤ ❤
Sammen prøver Lotte og Totte masser af ting for første gang.
»Sammen prøver Lotte og Totte masser af ting for første gang. De bager som i den store bagedyst (og ud over det hele, naturligvis). De giver den gas med klæde-ud-tøj og læbestift. De tager på stranden en dejlig sommerdag, hvor de får vand i øjnene, dykker med dykkerbriller på, driller krabber, spiser jordbær og efteraber mormors yoga«.
»De små film er sjove uden at være fjollede. Der er tis og prut i absolut moderate doser og noget at le ad sammen i sofaen. Dramatikken er i børnehøjde, men derfor kan man nok føle det knuge lidt i maven, da de midt i klæde-ud-hyggen taber den vielsesring, de jo nok godt vidste ikke skulle have været en del af legen. Animationsinstruktør Christian Kuntz har en sikker hånd, når figurerne skal spille sammen foran Nicole Di Frescos følsomt optegnede faste baggrunde fra have og strand«.
Anmeldt af Kim Skotte.
’Uniformen’. DRTV. Dramaserie
❤ ❤ ❤ ❤
Lene Maria Christensen har en hovedrolle i 'Uniformen' som nyudnævnt rektor for Politiskolen, der som velkomstgave får en rigtig møgsag.
»En politielev kommer under en ophedet aktion mod stangdrukne bøller på et værtshus på Vestegnen til at skyde en ung mand på 17 år. Hvilket udløser en undersøgelse af hændelsesforløbet op til den tragiske hændelse, og den foregår under den forkætrede uafhængige politiklagemyndighed kaldet DUP«.
»Det er noget af en mundfuld, der gabes over. Men som faktisk lykkes et meget langt stykke ad vejen, især fordi skuespillerne yder et fornemt stykke arbejde, og fordi dialogen hverken er stiv eller alt for pakket med klicheer«.
Anmeldt af Henrik Palle.
’Bonni’. Fensmarkgade 23, Kbh. N. Café
❤ ❤ ❤ ❤
Bonnis ribollita imponerede Ibyens anmelder.
»Hvis du er tidligt ude til morgenmad, så sørg endelig for at bestille den hjemmelavede scone (50 kroner) med forårsløg og sesamfrø. Sprød overflade, smørfedt indre og salt start på dagen med et lille kick fra den medfølgende creme på karamelliserede løg og chili«.
»Senere på dagen, til frokost, vil jeg anbefale at gå efter den dampende varme ribollita – det toscanske sammenkog af palmekål, hvide bønner og grøntsagsfond, her med store, sprøde brødcroutoner, klatter af grofthakket pesto og friskrevet parmesan ovenpå. En totalt i orden frokost til 95 kroner. Er du kødspiser, så tilføj de stegte skiver af ristet chorizo til 15 kroner. Det gav suppen lidt ekstra dybde med det lille paprikaspark bagi, og det varmede her i vinterkulden«.
Anmeldt af David Dyrholm.
’Amadeus’. Aalborg Teater. Dramatik
❤ ❤ ❤ ❤
Jakob Højlev Jørgensen er den middelmådige komponist Salieri - og forestillingens egentlige hovedperson - mens Jeppe Ellegaard Marling gestalter Mozart.
»Jakob Højlev Jørgensen i rollen som den middelmådige komponist Salieri, der er udstyret med evnen til at opfatte Mozarts geni, men selv er middelmådigheden selv. »Så blev han sur«, konstaterede en mand, der kommenterede hele handlingen bag mig, og ja, han kunne blive edderspændt rasende ham Salieri. Peter Shaffers stykkes genistreg er netop at fortælle hans historie og ikke Mozarts«.
»Det er et drama, der først og fremmest handler om jalousi, om en tavs Gud og fejlslagne besværgelser, indtil Gud måske alligevel svarer hånligt gennem musikken. Salieri forsøger at appellere til publikum og gøre os til middelmådige medsammensvorne. Han er vores repræsentant på scenen«.
Anmeldt af Alexander Vesterlund.
’Renæssance’. Nørrebro Teater. Dramatik
❤ ❤ ❤ ❤
Ti skuespillere hæver næverne til kamp mod usynlighed på Nørrebro Teater.
»10 kvindelige skuespillere over 67 står skjult i mørket. De er klædt i skarpe, sortgrå jakkesæt, og bag dem hænger et enormt, hvidt og rynket lærred. Sammen går de frem mod publikum og ind i rampelyset, som et vidunderligt og ærefrygtindgydende kraftfelt af ren og sprudlende livserfaring. Klar til kulturkamp med knytnæver, som de fleste nok kan blive enige om at hæve«.
»Det er en oprigtigt sjov tekst om død og kroppens forfald, børnebørn, ligeløn og den daglige lykke over ikke at være blevet dement. Den udfordrer vores blikke på de gamle kvindekroppe og vores forventninger til, hvad de kan, og den får en dejligt dirrende inderlighed af Alberte Winding og Andreas Fuglebæks knitrende fine, nyskrevne musik«.
Anmeldt af Victor Skov Jeppesen.
’Café Society: Kunst og fællesskaber i belle époque Paris’. Ordrupgaard. Kunst
❤ ❤ ❤ ❤
Norske Edvard Munch opholdt sig i Paris ad flere omgange fra 1885 til slutningen af 1890'erne. Ordrupgaard viser fine værker fra hans cafébesøg i byen. Her pastellen 'Absintdrikkerne'.
»Kunst, der viser livet på de parisiske cafeer, som det udspillede sig blandt pæne borgere og kunstnere. Blandt sexarbejdere og andet godtfolk, der var mere eller mindre boheme, i perioden efter at Baron Haussmann havde pløjet Paris fuld af boulevarder. Fra dengang den franske hovedstad blev til den by, som Paris nok stadig gerne vil fortælle os andre, at den er i dag. Omkring år 1900 var der i omegnen af 500.000 bistroer og cafeer i Frankrig. I dag er der 40.000«.
»I fortællingen om det franske caféliv antager absinten nærmest en egen mytologisk skikkelse som et monster af en drik, der forbydes i Frankrig fra 1915, muligvis presset på af en voldsom vin-lobby og af udokumenterede myter om absintens virkninger: sindssyge, deroute, vold og mord ...«.
Anmeldt af Mathias Kryger.
Kvarteret omkring Rentemestervej. Byrum
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Designredaktør Lars Hedebo og arkitekturredaktør Karsten Ifversen tager sammen rundt i Københavns ny- og ombyggede bydele. Denne gang gik turen til Nordvest.
»En af Nordvests helt store kvaliteter ligger i dens blandede bygningsmasse. Der er alle de små fabrikker og værkstedsbygninger omkring Rentemestervej, men der er også de mange store boligbebyggelser som Storgården og selvfølgelig Grundtvigs Kirke, som topper dansk arkitektur. Denne tradition for højeste kvalitet selv for de mindre formuende er Nordvests adelsmærke. Hverken tradition eller opfindsomhed er gået fløjten i vor tid«.
»På Dortheavej møder vi et stort hus af stablede betonmoduler beklædt med træ. Det går helt ned i skala nær den smukke industrinabo Farvemøllen, og den trækker sig tilbage på midten og danner en lille forplads. Det er byggeteknisk opfindsomt og elegant. Gid de store tegnestuer oftere ville bruge deres formgivende kræfter på denne type bebyggelser«.
Anmeldt af Lars Hedebo Olsen og Karsten R. S. Ifversen.
Ugens mest læste anmeldelse
’Savnet’. Aalborg Teater. Dramatik
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Hvad skete der med skuespiller Marie Knudsen Foghs kæreste?
»De var unge og forelskede, han læste til ingeniør og hun til skuespiller, de hørte John og Yoko, alt var godt. En dag tog de i sommerhus, og efter et skænderi forsvandt han ud i skoven og dukkede aldrig op igen. Man fandt hans jakke med blod på. Mysteriet blev aldrig løst. Det er, hvad vi skal tro på i ’Savnet’ på Aalborg Teater«.
»Stykket handler også om, hvor vanskeligt det er at forvandle liv til fortælling – ikke mindst i kunsten, hvor fortællinger jo hele tiden serveres, som om de er netop virkelige, særligt når det kommer til de to genrer, stykket trækker på: autofiktion og true crime. Det er en problemstilling, ’Savnet’ ikke tager specielt let på. Stykkets ret skamløse måde både at hævde sandheden på og samtidig sende den langt ud i skoven er, hvad der gør ’Savnet’ til en særligt engagerende forestilling«.
Anmeldt af Alexander Vesterlund.