Kære læser,
’6 hjerter’ er titlen på dette nyhedsbrev.
Og nu det også titlen på en splinterny podcast fra os på Politiken, hvor vi samler nogle af vores mest overraskende, vildeste og tankevækkende anmeldelser.
Læst op af anmelderne selv.
Første udgave udkom sidste fredag.
Denne uges udgave udkommer i eftermiddag omkring klokken 15.
Her kan du blandt andet høre anmeldelser af et længe ventet dansk album og en fremragende Oscarvinder.
Find ’Seks hjerter’ i Politikens lyd-app og på pol.dk/podcast.
Og i mellemtiden kan du som vanligt læse uddrag af ugens mest begejstrede anmeldelser lige her.
Velkommen til!
’Hjemsøgt’. Instruktør: Taekyung Tanja Inwol Sørensen. Dokumentar
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤
'Hjemsøgt f'ølger instruktøren Taekyung Tanja Inwols fortælling som adopteret. Mellem Danmarks vindblæste vestkyst og Sydkoreas bjerge udfoldes den danske families historie.
»Det er tankevækkende, hvor stilfærdigt filmen både afdækker en personlig beretning om en voldsom barndom og et globalt og systematisk svigt, der burde have skreget til himlen. Instruktør Taekyung Tanja Inwol er født i Sydkorea i 1982 og adopteret til Varde i Danmark som hittebarn, to måneder gammel. Det er i hvert fald den fortælling, hun bliver fortalt om sig selv«.
»Gennem hele filmen interviewer hun tanter, onkler, brødre og venner af familien om, hvad de så, og hvordan de oplevede hende og hendes barndom, og hvordan forældrene havde det, da de blev skilt. Hun møder op med disse simple spørgsmål bare for at opdage, at det ene og alene er hende, der kender den smerte, der ligger til grund. Det konstante tab af livsvidner hober sig op sammen med tavsheden«.
Anmeldt af Lucia Odoom.
’The Testament of Ann Lee’. Instruktør: Mona Fastvold. Film
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Amanda Seyfried er magnetisk i rollen som Ann Lee, grundlæggeren af den religiøse sekt shakerne, også kendt som rysterne.
»Ann Lee bliver født i Manchester i 1736, og allerede fra en ung alder er hun gudfrygtig. Hun har himmelske fantasier i stedet for barnlige drømme, og hun ved helt tidligt, at hun vil hellige sig Gud. Da hun som barn ser og hører sine forældre have sex, bliver hun vred på faderen: »Jeg ved, hvad du gør ved hende«, siger hun skulende og anklagende til sin far, der kvitterer for obsternasigheden med spanskrørstæsk. Da hun senere i livet har mistet fire børn, før de er fyldt et år, bliver hun overbevist om, at utugt er roden til alt ondt; det er det kødelige samvær mellem mand og kvinde, der holder mennesket fra sand samhørighed med Gud«.
»’The Testament of Ann Lee’ er en film om at tro på utopier. Ann Lee ved godt, at en kvindelig prædikant, der bliver udråbt til at være den genopståede Jesus, vil blive mødt med modstand. Heksebeskyldningerne svirrer i luften selv i 1770’erne. Tolerancens fortalere bliver ofte mødt med intolerance. Ankommet til USA ser hun afrikanere blive solgt til slaver på gaden. »Skam jer«, råber hun til menneskesælgernes overraskelse«.
Anmeldt af Nanna Frank Rasmussen.
Ametà. Gammel Køge Landevej 22P, Valby. Cafe
❤ ❤ ❤ ❤
De store sandwiches i labert foccaciabrød kan virkelig anbefales.
»Da vi var forbi, kunne man stille sin sult med en bolle med god ost (35 kr.) eller store, luftige foccacia-sandwiches, som vi tog. De kan anbefales. For tiden serveres de med et fyld af svampecreme, skiver af farinata (en slags pandekage på kikærtemel), grillede gulerødder, sauteret grønkål og syltet squash (75 kr.). Flotte smagsbalancer, labert brød«.
»En cornetto med et overdådigt pift (48 kr.). Det ligner en mega-croissant, men er bagt på en briochedej, der er lamineret med smør, så den har lidt mere brødbid end sin franske kusine. Den er så hårdt bagt, at flagerne nærmest springer af, når du rører ved den. Og når du tager en bid, rammer en silkeblød flødeskumscreme din tunge og en rig, fyldig smag af pistacienødder breder sig. Det er indbegrebet af at mæske sig. Og en oplagt abstinenskvæler, hvis du synes, der er langt til næste fastelavn«.
Anmeldt af Birgitte Kjær.
’All The Empty Rooms’. Instruktør: Joshua Seftel. Dokumentar
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Fotograf Lou Bopp tager billeder af et skrivebord, der engang tilhørte en lille pige. Det står nogenlunde, som hun efterlod det, før hun mistede livet på sin skole.
»’All The Empty Rooms’ handler om en journalist og en fotograf, Steve Hartman og Lou Bopp, der i syv år har dokumenteret børneværelser, der tilhørte nogle af skoleskyderiernes ofre rundt omkring i Amerika. Det er smukt, at det er en dokumentarfilm om at dokumentere en virkelighed, hvor tiden er gået i stå et sted, mens resten af verden bevæger sig hastigt videre. Der er ingen skydevåben i filmen, bare en nænsom og tankevækkende dokumentation af fravær«.
»Det er vigtigt at se denne her film, selv om den handler om et emne, der ikke er til at holde ud at tænke på. Det er især vigtigt at se den lille filmperle, fordi medierne sjældent belyser ofrene, men fokuserer på bødlerne. Og filmen er især vigtig, fordi medierne sjældent dvæler ved den tragedie, det er, at barndommen er så truet i et land som Amerika. Og denne film slår roligt lejr i sorgen, med både respekt og manglende sensationel sult«.
Anmeldt af Lucia Odoom.
’Seven Deaths’. Marina Abramovic. Kunst
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Den serbiske performancekunstner Marina Abramović har i syv videoer genfortolket syv dramatiske arier sunget af Maria Callas. I Verdis opera 'Otello' kvæles Desdemona, efter hun har sunget arien 'Ave Maria'. I Abramovićs version tager Otello kvælerslanger til hjælp.
»Det foregår sådan her: Du ankommer til Cisternerne i Søndermarken, løser billet og går ned i mørket. Du sætter dig foran den første video, og Marina Abramovićs stemme flyder småsludrende, småpoetisk ud i mørket, mens du kigger på et screensaver-agtigt billede af et naturfænomen. Så kommer musikken. Maria Callas synger ’Teneste la promessa’ fra Verdis ’La traviata’. Violetta dør af tuberkulose«.
»Marina Abramović er filmet liggende i en seng med hvide lagner og med lyset udefra, der fanges af hvide gardiner indenfor. En mand – en dramabolle i egen ret, den amerikanske skuespiller Willem Dafoe – sørger ved sin elskedes leje. Vinden kommer med gardinet som et dødsstød. Et af to stearinlys blæses ud, og Marina, liggende med blottet bryst, ånder ud. Så sortnende skærm. Du rejser dig og går videre, i retning med uret, til den næste video«.
Anmeldt af Mathias Kryger.
’Project Hail Mary’. Instruktører: Phil Lord og Christopher Miller. Film
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Det er ikke med sin gode vilje, at skolelæreren Ryland (Ryan Gosling) er endt i det ydre rum for at redde Jorden fra en truende istid i 'Project Hail Mary'. Men han smøger ærmerne op, og måske går det endda.
»En mand vågner med et sæt op af sin koma. Gisp! Hans skæg er længere end langt, han har ligget i dette rumskib nærmest altid. 30 år, viser det sig. Han er lysår hjemmefra, men har ingen erindring om, hvordan han er endt i det ydre rum, eller hvem han er. Gudskelov er Ryland Grace (Ryan Gosling) naturfagslærer, så han ved en ting eller to om verden og dens sammenhænge. Eller hans muscle memory gør, for han kan skrive de vildeste ligninger op på tavlen uden at have nogen anelse om, hvor de kommer fra. Men langsomt går hans identitet op for ham«.
»Ryan Gosling er en mand af mange talenter. Han har produceret ’Project Hail Mary’, og han spiller selv Ryland, pjokket, der tvunget af omstændighederne vokser i statur og ikke alene bliver forædlet, men måske ligefrem redder Jorden. Og – lad os dog tage munden fuld – Universet. Som sådan. Der er 1.000 måder, man kunne spille Ryland på, og Gosling vælger den nok mest risikable. Vi ved, han har sin charmørbrad lige bagved skjortebrystet, damebedåreren, verdensbetvingeren, og i ’Project Hail Mary’ kommer han frem igen med halve smil og smilehuller og blink i øjet, hele moletjavsen. Det er faktisk ret uimodståeligt«.
Anmeldt af Michael Bo.
’Traces’. Instruktør: Alisa Kovalenko. Dokumentar
❤ ❤ ❤ ❤
'Traces' vises i Dagmar Teatret i dag klokken 17.
»Efter den knusende ’My Dear Theo’, der blev vist på CPH:DOX sidste år, er den ukrainske filmskaber Alisa Kovalenko allerede tilbage på festivalen med sin nye film, ’Traces’, endnu en hjerteskærende film om konsekvenserne af krigen mellem Rusland og Ukraine. Her står kvinder, der er blevet udsat for seksuel vold, frem og fortæller om de barbariske handlinger, som krigsaggressorerne har brugt som våben«.
»Alisa Kovalenkos tilgang er formet af dokumentarfilmens umiddelbarhed: Hun holder kameraet og lader mikrofonen være tændt, mens seks forskellige kvinder beretter om de forfærdelige overgreb, de har været udsat for. Nogle er fattede i dag, andre er gået i hundene. Men fælles for dem er, at de har brug for fællesskabet og for at tage magten tilbage; over deres fortælling, over livet«.
Anmeldt af Nanna Frank Rasmussen.
’Pas de Dieu’. Uppercut Danseteater, fix +foxy og Dansekapellet. Dans
❤ ❤ ❤ ❤
Selv den mest banale form for machomagtkamp via pikmåling formår de to performere Morten Burian og Mark Philip at levere med både kant og grotesk humor.
»To mænd tørner sammen – i en pardans, der moser hen over grænserne for, hvad sådan en plejer at gå ud på. Med fandenivoldsk, frydefuld determination går de løs på hinanden. To smadremænd, der med kvælende brydetag og et sort svirp af humor for enhver pris vil fastnagle den anden, hamre ham flad eller strippe ham nøgen i bar afmagt. Hvad har de gang i? Ud over at danser Mark Philip og skuespiller Morten Burian er to ekstraordinære performere, er det, der fascinerer mig, den ihærdighed og kompromisløse omhu, de manifesterer i deres gensidige destruktion. Totalt besatte af hinanden, samtidig prisgivne, stuck i endeløs magtkamp.«.
»Sjovt er det, når Burian fører sig frem som stortalende overhund, der lige skal »mounte« Philip og få wrestlet hans arm til breaking point. Men reelt ender han selv fastlåst i den formodede underhunds greb, igen og igen. Selv om han også er den, der i glimt rækker ømt ud efter partneren, insisterer han desperat på at være den stærke, der kommanderer og kræver regler«.
Anmeldt af Monna Dithmer.
’Play Me’. Kim Gordon. Album
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
'Play Me' er som Kim Gordons foregående solo-plader lavet i samarbejde med produceren Justin Raisen., der bl.a. har arbejdet med Charli XCX og Yves Tumor.
»’Play Me’ er intim, men på en anden måde end man normalt forstår det. Musikken tapper direkte ind i de elektriske impulser, der styrer og bombarderer os. Puls og impuls. Støj som dirty tech. På ’Not Today’ løftet op til elegant rockmusik med klar Sonic Youth-resonans. Her hører jeg en kobling til albummets to første numre, ’Play Me’ og ’Girl With A Look’, som jeg forestiller mig, beskriver, hvordan det klikkede elektrisk, da Kim og Thurston mødte hinanden som sonisk ungdom: »Yr a boy with a hook / I’m a girl with a look«.«.
»Play Me’ er erotisk ladet, men spiller på sex som attraktion og manipulation. Sex, magt og penge. Proto-fascisme og dirty tech som sengekammerater afsløret af Kim Gordons tørre rapsang. Musikken som cool anti-sloganisme. Bas og beats. Støj og modpuls til det kommercielle bombardement og det dovent-lækre forbrug, som afleder os. Gordon erkender musikkens begrænsede rækkevidde: »punk isn’t a do / three chords won’t kill / corporate rule«. Men hun klør på«.
Anmeldt af Kim Skotte.
Ugens mest læste anmeldelse
Thomas Helmig. Royal Arena. Koncert
❤ ❤ ❤ ❤
Ugen efter en anderledes intim koncert i Amager Bio var Thomas Helmig i fredags sit gode gamle jeg i Royal Arena.
»Det er påfaldende, hvordan Thomas Helmig kan smile sig igennem en hel koncert. Samtlige numre, det samme store smil – kun momentvist overgået af Claes Antonsens store smil bag trommerne. Det er et smil, der må bo inde i Thomas Helmigs sange, og som han når som helst kan gå ind og iklæde sig sammen med glimmerskjorten og de tonede briller«.
»Lyden var ikke god i Royal Arena, men det var en koncert, der både havde hits og hjertevarme. Det var lyden af en tryg verden. Og hvem kan ikke bruge sådan en? Det var lyden af Danmark i 80’erne. Og så nåede vi frem til sangene, det hele handlede om, ’Det er mig der står herude og banker på’, ’Jeg tager imod’ og flere. Dem behøvede han ikke engang selv at synge. Det havde han jo folk til«.
Anmeldt af Alexander Vesterlund.