Kære læser,
Mine fredagsplaner har ændret sig i takt med, at jeg har samlet ugens anmeldelser.
Jeg bor i Odense, så jeg er vant til at skele misundeligt mod de mange kulturoplevelser i hovedstaden, som vi sender vores anmelderkorps ud for at opleve.
Men i denne uge er der også anbefalinger til os fynboer!
Min kollega Mathias Kryger har nemlig været på Brandts i Odense for at anmelde kunstmuseets nyeste udstillinger.
Begge fik 5 hjerter!
Så i eftermiddag slæber jeg min kæreste med en tur på den tidligere klædefabrik.
Her venter en udstilling, der ifølge Kryger er »farverig som bland-selv-slik«.
Og en, som stiller spørgsmålet: Hvad er en god barndom?
Læs mere om dem begge nedenfor.
God weekend og mange hilsner,
Marie
’Rosa Sejl – Svensk modernisme fra Moderna Museet’. Brandts. Kunst
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Sven 'X-et' Erixsons maleri 'Tidsbild' fra 1937 tager brug af samtidens vægaviser og nyhedsstrømmen, der blandt andet beretter om den spanske borgerkrig.
»En smuk og farverig udstilling, der blander lidt samtidskunst i fortællingen om, i særdeleshed, periodens svenske maleri, der fremstår både urbant og kompromisløst. Og sexet som en evig midnatssol«.
»Maleriet af Sven ’X-et’ Erixson (1899-1970) hedder meget passende ’Tidsbillede’. Det er fra 1937 og viser med sin naivistiske ekspressivitet, der minder mig om danske Robert Storm Petersen, en stockholmsk virkelighed, hvor modernitetens urbane stakler står side om side og forsøger at holde sammen på sig selv i en verden af globale kriser«.
Anmeldt af Mathias Kryger.
’Ebba Carstensen: At male ud af hovedet’. Sorø Kunstmuseum. Kunst
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Arkivfotoet viser Ebba Carstensen blandt sine kunstværker vendt med bagsiden til, bortset fra selvportrættet fra 1955.
»Udstillingen åbner ganske direkte med selvportrætter. Blandt andet det monumentalt ikoniske billede, hvor den ældre kunstner (70 år i 1955) står som en kegle af lys i maleriets midte iført en hvid frakke eller kittel med hænderne i lommen og en smøg i kæften. En symmetrisk opstilling af rygvendte lærreder danner en kubisk, men flad baggrund for hendes også karakteristiske, lidt flade skikkels«.
»Udstillingen skærer med god effekt den underjordiske sal i Sorø over på langs, og fra afdelingen omhandlende det, vi kan kalde malerens indre liv (selvportrætter, opstillinger og interiørbilleder), lukkes vi ud af buret og ud i naturen i udstillingens kapitel to. Her trækker billederne vejret mere frit, om end det, uanset hvor højt der er til himlen i malerierne, er, som om de skrå vægge flytter med«.
Anmeldt af Mathias Kryger.
’Rooms We Made Safe’. Michella Bredahl. Brandts. Kunst
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
'Selvportræt, 14 år gammel' hedder det fotografi, der åbner udstillingen med fotograf Michella Bredahl og som er kunstnerens første store udstilling hertillands.
»Michella Bredahl fik sin mors kamera i hånden som barn og begyndte at tage billeder af i særdeleshed udstillingens egentlige hovedperson: sin mor. ’Mor smiler’ (1994) er et foto ude af fokus. Taget af Michella som barn. Moderens øjne fanger blitzlyset som to stjerner med form som saltflager«.
»Et ungdomsportræt, der viser kunstneren som 14-årig i 2002, udgør udstillingens plakat og er udstillingens første værk. Michella ligner en forventningsfuld popstjerne og kunne være den støbeform, som den svenske popsensation Zara Larsson ville ønske, hun lige var trådt ud af: lavtaljede lyse jeans og asymmetrisk top. På fotografiet ligner Bredahl en, som godt ved, at hun kommer til at træde langt ud af boligblokkene i barndomskvarteret i Høje Gladsaxe. Det er til dels det, udstillingen handler om. At se tilbage via fotografierne på barndommen og derfra forsøge at begribe noget, der kunne have relevans i dag, ikke blot for Michella selv, men for flere mennesker«.
Anmeldt af Mathias Kryger.
’En kage til præsidenten’. Instruktør: Hasan Hadi. Film
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
En af udfordringerne ved at skabe 'En kage til præsidenten' var at finde en pige, der både kunne få lov til at være med i en film og kunne bære hovedrollen. Det tog sin tid, men til gengæld er Banin Ahmad virkelig god i rollen som Lamia.
»Niårige forældreløse Lamia bor på en sivpram med sin gamle bedstemor Bibi. De er endnu fattigere, end de plejer at være. Sanktioner har trykket Iraks økonomi i bund. Der er mangel på alt. Alligevel skal der over hele landet bages kager til Saddam på hans fødselsdag. Ved lodtrækning vinder Lamia den ærefulde tjans. Ikke at stille op i den dødsensfarlige bagedyst er en umulighed. Men hvordan bage kage, når man ikke har salt til et æg – endsige et æg?«.
»Hasan Hadi har klogt nok valgt at skyde sine scener i kontinuerlig rækkefølge uden at lade sine spillere læse manuskriptet. Vil man have ægte og stærke præstationer fra amatørskuespillere og ikke mindst børn, kan det simpelthen være den vigtigste beslutning. Kagedysten bliver et nervepirrende kapløb med tiden i et farefuldt bylandskab, hvor voksne må omgås med varsomhed«.
Anmeldt af Kim Skotte.
De La Finca. Vesterbrogade 164, Frederiksberg C. Cafe
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Du vover lige på at slå din laptop op på byens nye hit af en café med argentinske rødder.
»Cafeen er et familieprojekt helt ind til benet. Bag stedet står fire søskende fra Argentina, som én efter én er endt i Danmark, og cafeen føles bygget op omkring det, de kender: en opvækst på en gård med heste, kvæg og omgivet af bjerge, som nu dukker op i små fragmenter, i billederne på væggene«.
»Gå efter deres toast med smeltet havarti, stegte løg, cherrytomater og karse (80 kr.), eller udgaven med smeltet gouda, avokadocreme, perfekt pocheret æg, ristede sesamfrø og olivenolie (90 kr.). Og så er der Yoghurt Finca (78 kr.). Græsk yoghurt fra Thise med vidunderlig, hjemmelavet granola, deres egen æblekompot, blåbær og en kanel, der er mere spicy end ventet, men klæder det hele«.
Anmeldt af Nasra Jama.
’Lille Amélie’. Instruktører: Maïlys Vallade m. Liane Cho-Han. Film
❤ ❤ ❤ ❤
I en alder af to et halvt år springer Amélie ud sammen med blomsterne.
»Fortællingen nævner ingen diagnoser, men det lille barns skiftevis skrigende og tavse vægring mod de normale udviklingstrin gør efterhånden hendes forældre desperate. I 1969, hvor ’Lille Amélie’ blev født, lå diagnoser som autisme ikke lige for. Men måske er hun bare et lidt særligt barn?«.
»’Lille Amélie’ er en usædvanlig udviklingshistorie, der fastholder bevidstheden om det nulpunkt, som al udvikling starter fra. Familielivet er set med velkendte briller, men tonet og defineret af barnets subjektive blik. Man følger Amélies tidlige barndom med en fint farvelagt bevidsthed om, hvor drabelige hvert eneste udviklingstrins landvindinger i virkeligheden er. Skridt for skridt skal man blive så sikker på benene, at man kan miste uden at miste sig selv«.
Anmeldt af Kim Skotte.
’Jenny – en historie om Lydmor’. Instruktør: Sebastian Cordes. Film
❤ ❤ ❤ ❤
Dokumentarfilmen om Jenny Rossander/Lydmor er med helt inde, hvor det gør mest ondt. Og med helt inde under dynen, hvor hun må søge tilflugt, når hun har behov for varme og beskyttelse.
»’Jenny – en historie om Lydmor’ er ikke et karriereportræt, men en snævert fokuseret udviklingshistorie. Vi hører ikke om efterskolen, om hvordan hun tog navnet Lydmor som 20-årig, om musikerlivet i Shanghai eller meget om Lydmor som uortodoks skaber af musik til film og teater. I stedet zoomer Cordes ind på et nærgående billede af en multikunstner, der er lige så sårbar, som hun er kompromisløs«.
»Historien om Lydmor bliver en fortælling om, hvordan det personlige smertepunkt bliver stadig mere gennemlyst af et feministisk blik for, hvor meget mere mænd til alle tider er sluppet af sted med. I kunst, i politik, i ’kærlighed’ og i mediebilledet. Det er hårdt arbejde at nå ind, hvor det gør mest ondt, men Rossander er sig helt bevidst, at det også er her, det kaster kunst af sig«.
Anmeldt af Kim Skotte.
’I Was a Stranger’. Instruktør: Brandt Andersen. Film
❤ ❤ ❤ ❤
*I Was a Stranger' er en film om de menneskelige konsekvenser af krigen i Syrien.
»Den ambitiøse debutfilm ’I Was a Stranger’ af den amerikanske instruktør Brandt Andersen var lige ved ikke at blive til noget. Måske skyldtes det temaet og de sprog, der bliver talt i filmen. Måske skyldtes det manglen på amerikanske stjerner. Andersen, der tidligere har produceret Tom Cruise-filmen ’American Made’ og ’Broken City’ med Russell Crowe – med flere – blev nødt til først at lave en kortfilm baseret på manuskriptet, før han kunne overbevise investorer om en spillefilm om de menneskelige konsekvenser af krigen i Syrien«.
»Baseret på 14 millioner sande historier«, lyder filmens tagline. De er kogt ned til fem historier om en læge, en soldat, en menneskesmugler, en mand, der bliver kaldt Poeten, og en kaptajn. De får alle hver sit kapitel, der på forskellige måder flettes sammen. Tilbage i 2015 forsøger lægen Amira at redde krigsofre på et nedslidt hospital i Aleppo. Alle skal hjælpes, uanset hvem de kæmper for i borgerkrigen, mener hun. Det falder den regimetro soldat Mustafa (Yahya Mahayni) for brystet. ’Hans’ hospital skal ikke redde oprørssoldater«.
Anmeldt af Nanna Frank Rasmussen.
’Ved du jeg en snerle’. Katinka. Album
❤ ❤ ❤ ❤
Katinka har opkaldt sin solodebut efter snerlen. Den stædige lille blomst hun har mødt i sit sommerhus. Og set sig selv i.
»Katinka, der før stod i front for Katinka Band, er gået solo nu. Hun springer ud som popsanger på sit nye soloalbum, ’Ved du jeg en snerle’, og hun gør det med stil. Katinka er en kaosagent, en omvandrende rambuk på den gode stemning. Uanset om hun tordner mod sexisme i musikbranchen eller pirker med en imaginær mukkert til sine nærmeste. Det er albummets store styrke, at man som lytter kan mærke hende på alle sangene«.
»Helt overordnet set er det et vildt vellykket hamskifte, der skubber Katinka væk fra den mere fodformede lyd hos Katinka Band og ind i et mere udadvendt udtryk. Den allestedsnærværende – og eminente – Søren Buhl Lassen er albummets producer, og med et akkompagnement, der mestendels består af kølige synthesizere, minimalistisk programmerede trommer og glimtvise håndklap, strygere og elguitar, gør musikken som sådan ikke vildt meget væsen af sig. I stedet lægger den sig som memory foam under Katinkas store stemme, der virkelig får plads til at lyde utroligt godt«.
Anmeldt af Pernille Jensen.
Ugens mest læste anmeldelse
’Bully’. Ye. Album
❤ ❤
Kontroversielle Kanye West er tilbage i vælten som musikeren Ye.
»Så er den gal igen. Kanye West, der nu bare kalder sig for Ye, har udgivet sit 12. album og i den forbindelse stampet en masse støv op i både sociale mediers kommentarspor og rigtige mediers nyhedssektioner. I en grad, så det næsten skygger for musikken. Og godt det samme«.
»Hver sang lyder som en løst sat tegnestift i gamle minder på diskografiens store opslagstavle. Nostalgi uden gnist. Selv hans engang mindeværdige bars er underligt flade: »Life gave me lemons, made an Arnold Palmer on the rocks«. Ingen revolutioner, ingen provokationer og ingen kanyeismer. Alt er mærkværdigt dæmpet. Som en bøjet nakke«.
Anmeldt af Simon Lund.