Kære læser,
Så er ugens bedste anbefalinger landet.
Nyd dem - og hav en rigtig god weekend!
Mange hilsner,
Marie
’The Afterparty’. Lykke Li. Album
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Lykke Li lyder på sit sjette og sidste album ‘The Afterparty’ som en kunstner, der både sørger over ungdommens forsvinden og stadig nægter at forlade dansegulvet.
»Lykke Zachrisson skød op af den svenske muld med debutalbummet ’Youth Novels’ i 2008 – det var samtidig med, at jeg havde fået mit første job som radiovært i ’Det elektriske barometer’. Jeg spillede hendes sange og læste følsomme breve højt fra lyttere, der sad i både Bjerringbro og Birkerød og var håbløst forelskede, mens de lyttede til Lykke Lis hjemmehæklede dagbogspop«.
»Sangene på ’The Afterparty’ kredser om hævn, skam, desperation og de mindre flatterende sider af mennesket. Men det mest overraskende er, hvor meget visdom der er i de nederlag, hun synger om. Måske er Lykke Li et symbol på sin udbrændte generation, og ’The Afterparty’ finder netop sin styrke dér, i det flammende øjeblik mellem ekstase og udmattelse«.
Anmeldt af Lucia Odoom.
’La mif’. Babak Vakili. Podcast
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Med udgangspunkt i sig selv fortsætter forfatter og lyddokumentarist Babak Vakili i ny podcast sin undersøgelse af den kulturelle identitetskamp som dansk-iraner. Men denne gang med et dybt personligt tvist.
»Babak Vakili skal være far. Han skal stifte familie. Og det er ikke så ligetil og lykkeligt, som det ofte fremstilles som. Det ved den dansk-iranske forfatter, rapper og lyddokumentarist på forhånd. Han er selv vokset op uden en far i hverdagen, og netop derfor har han pludselig et tidstikkende behov for at finde ud af, hvordan man egentlig skaber en familie. Og hvordan man undgår at sende sine personlige skavanker videre«.
»På ’La mif’ åbner Babak Vakili ikke kun døren ind til sig selv og til den identitetskonflikt, der ligger i altid at blive læst først på ansigtets farve. Han udfordrer også en udbredt tavshedskultur, han er vokset op med. Og viser en vej væk fra nedarvede traumer«.
Anmeldt af Simon Lund.
’Hjem’. Instruktør: Marijana Jankovic. Biograffilm
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Marko og Vera rejser fra det borgerkrigsramte Balkan til Danmark med deres yngste barn, Maja, og møder en anden kultur, end de er vant til. Og der skal arbejdes hårdt for at nå frem til et fredeligt samliv.
»Fortællingen, som Marijana Jankovic har skrevet sammen med den erfarne Bo hr. Hansen, begynder på en solbeskinnet eng i bjergene, måske i omegnen af Montenegro, hvor Jankovic er fra. Her er betagende smukt, og her bor Marko og Vera, deres tre børn og Markos mor. De har et fårehold og dyrker bær, de sælger inde på markedet. Rundt om dem raser borgerkrigen på Balkan, vi skriver 1991. Jugoslaviens økonomi kuldsejler, alle, der kan, rejser nordpå for at finde job«.
»Et langt stykke hen ad vejen er ’Hjem’ præcis, som man ville forestille sig, den var. Solidt fortalt og med styr på substans og en filmisk stil, der ikke forstyrrer – fokus på de gode skuespillere og store stjerner i småbitte roller. ’Hjem’ er et luksusprodukt. Men den er også både bedre og vigtigere. Jeg er imponeret over, hvordan fotografen Manuel Alberto Claro fordeler sol og vind lige, om man så må sige«.
Anmeldt af Michael Bo.
’Middle of Nowhere’. Kacey Musgraves. Album
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Fra country til pop og tilbage igen. Den amerikanske countrystjerne Kacey Musgraves har efter et par halvgode plader fundet tilbage til sine rødder i det texanske sand og lavet sin bedste plade i flere år.
»Kacey Musgraves er en knivskarp sangskriver, og det er i virkeligheden den allerstørste styrke ved ’Middle of Nowhere’. Det er en knastør countryplade. Mere vindheks end parfumeret prydplante. Og den går durk ind i sin lytter med den ene stærke sang efter den anden. Tryllebundet sidder man tilbage med smagen af støv og hestehår i munden. Det er stille og roligt Musgraves’ bedste album siden den funklende, boblende kærlighedsrus på ’Golden Hour’ fra 2018«.
»Det er et album uden fine fornemmelser. Og så langt fra bredrøvet bulderbasse-country, som man kan komme. Selv førstesinglen, ’Dry Spell’, om den fysiske længsel efter en tur i høet bliver holdt i kort snor rent musikalsk, mens teksten går ren Sabrina Carpenter i sin iver efter at skabe en seksuelt ladet metaforstorm. Der er prominente gæster på besøg. Willie Nelson, Miranda Lambert, bluegrass-guitaristen Billy Strings. Men det handler aldrig om stjernerne. Det handler om det lys, de kaster over sangene«.
Anmeldt af Pernille Jensen.
Cirkusrevyen 2026. Instruktion: Joy-Maria Frederiksen. Revy
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Lars Mikkelsen er klart en gevinst for Cirkusrevyen, og så viser han sig at kunne spille en seriøs bluesmundharmonika.
»Et af de store spørgsmål op til premieren på årets version af Cirkusrevyen har været, om Lars Mikkelsen – nærmest ikonisk folkeeje som dramaskuespiller og fortæller i serier om dyr og mennesker – vil kunne begå sig på en revyscene. Svaret er ja. Et rungende et af slagsen«.
»Generelt er der en klædelig politisk skarphed over årets revy. Selv i en gakket sag fra Søren Anker Madsen og Lars Bisgaards pen om vandsmagning. Først og fremmest tager den tykt pis på vinskribenternes florissante billedsprog, men på en baggrund af, at det danske drikkevand ikke er drikkeligt«.
Anmeldt af Henrik Palle.
’Mother’. Teona Strugar Mitevska. Biograffilm
❤ ❤ ❤ ❤
Noomi Rapace leverer en virtuos præstation som Moder Teresa, der i 'Mother' tæller ned til, at hun kan drage ud på sin solomission i Calcuttas slum.
»Moren i denne nye film er den ikoniske makedonsk-albanske nonne Moder Teresa. Så absolut ingen mor i biologisk forstand, men da filmen begynder, er hun skoleleder ved en katolsk pigeskole i Calcutta, Indien. Filmen følger – fiktivt – den sidste uge i skolen i 1948, inden hun skal ud og fuldføre sin solomission i Calcuttas gader, den bedrift, der gør hende verdenskendt i hendes helt enkle, men stilfulde sari med blå kanter. I 2016 blev hun helgenkåret af paven. Hendes måske største beslutning i den uge, hvor hun skal lukke ned for sin hidtidige karriere, er at finde sin afløser blandt skolens nonner«.
»Det er en kamp mod uret, og da kvinden, hun har udset som sin afløser, viser sig at være langt (rigtig langt) fra perfekt, aner man snart, at Teresa er klar til at springe over særdeles lave gærder for at sikre, at hun kan komme af sted efter at have ventet utålmodigt i adskillige år på, at de snøbler – mænd! – inde i Vatikanet kunne træffe en beslutning om hendes skæbne«.
Anmeldt af Michael Bo.
’Nikoline Liv Andersen: Det evige smil’. Designmuseum Danmark. Udstilling
❤ ❤ ❤ ❤
Nikoline Liv Andersen blotter en sårbarhed i sin udstilling på Designmuseum Danmark. Værkerne kredser om moderskab, livets gang og relationer.
»På væggene hænger Nikoline Liv Andersens værker. Sarte tekstiler, broderede billeder, flagrende stoffer. Lette og svævende i forhold til de tunge værker af keramik og porcelæn, som er hentet fra museets samling. Det er mødet mellem Nikoline Liv Andersens tekstile værker og genstandene fra Designmuseets permanente samling, der skal give en form for effekt. Det sfæriske og nyproducerede over for det tunge og klassiske«.
»Udstillingen er ikke stor rent fysisk, men det klæder Designmuseet at rette fokus mod design, der ikke er tænkt på traditionel vis. Det har museet gjort før, men her får det en særlig effekt, fordi værkerne er produceret netop til denne udstilling. Man skal skærpe blikket for at kunne adskille værkerne fra hinanden, for Nikoline Liv Andersen har hængt dem i lag. Store baner silke hænger ned fra loftet, og på dem sidder mindre stykker silke, hvor der er broderet billeder og indfarvet – tror jeg – motiver. Her er både mennesker og natur. En lille spire. En baby. En kvinde med et barn. Ældede ansigter. Stjerner, planeter og sole«.
Anmeldt af Lars Hedebo Olsen.
’Mord i Sogn’. Koncept: Kristoffer Metcalfe. Krimiserie
❤ ❤ ❤ ❤
Kristoffer Hivju er glimrende som cider-entusiastisk politimester i den norske krimiserie 'Mord i Sogn'.
»Den politistation, hvor de uniformerede helte drikker deres kaffe, er truet af lukning. Det har politimesteren blot undladt at fortælle, fordi han ikke rigtig vil se den sandhed i øjnene. Ligesom han heller ikke vil erkende, at hans skilsmisse ikke kun er en midlertidig pause i forholdet, men et regulært brud, hvilket er tydeliggjort af, at hustruen er fraflyttet den tidligere fælles matrikel og nu bor sammen med en ny – og romantisk guitarspillende – partner«.
»Krimigåden er til gengæld grum. En cykelturist findes myrdet ved en energistation på fjeldet. Og det skal man selvsagt finde ud af, hvem der står bag. Det går så som så, ikke mindst fordi politimester Ole Vik er optaget af sin hobby, æbledyrkning og fremstilling af æblecider«.
Anmeldt af Henrik Palle.
’Odense Sommerrevy’. Instruktør: Rasmus Krogsgaard. Revy
❤ ❤ ❤ ❤
Charlotte Guldberg leverer Odense Sommerevys bedste nummer.
»Det absolut bedste nummer er ’Jeg gider ikke mer’, en regulær showstopper med Charlotte Guldberg som frihedsgudinden, der denondelynemig og fandenbrandbrøl’me ikke gider høre på mere pis fra I-ved-nok-hvem. Hun er en fremragende sanger, og nummeret er intet mindre end fremragende«.
»Lars Arvad kommer på scenen som Keld og Hilda-fan, og det er nærmest nuttet. Det samme kan man også sige om den lumre ’Hed nat’ af Bjarne Lisby – med Thomas Mørk og Charlotte Guldberg som genboer med forskellige planer for natten. Mørk er genialt morsom som en mand, der tror sig tilsmilet af lykken«.
Anmeldt af Henrik Palle.
Ugens mest læste anmeldelse
Wicky. Pumpehuset. Koncert
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Sjældent har man set et nyt dansk navn ramme sit publikum så hårdt og så rent som Wicky.
»Det er primært unge mænd, der er taget til koncert med Wicky, og de reagerer vidt forskelligt på det, de ser. Nogle ligner hooligans, der har taget T-shirten af, mens de råber noget, der lyder som kampråb. Andre står i øm omfavnelse med følelserne uden på tøjet«.
»Wickys musik er udsprunget af corona, under isolation (han havde ikke mundbind på, da han løb ind på scenen, men en maske), det er musik, der minder om den såkaldte rage-raps overstimulerede univers, det er zombiefilm og computerspilsæstetik. Det er retrosynthesizere, forvrængede basflader og maksimalistiske beats. Og melodier! Det er uforudsigeligt og utilregneligt; tager det en bar ad gangen, kan lige pludselig ændre flowet helt. Ingen regler gælder«.
Anmeldt af Alexander Vesterlund.