Kære læser,
Der sker store ting her i Politikens hjerteland.
For nu har vi samlet mere end 15 års anmeldelser af film, tv, bøger og musik ét sted.
Så kan du nemt gå på opdagelse og finde lige dét, du skal bruge tiden på.
Du finder vores anmeldelsessite på pol.dk/hjerter.
Og husk, at du også kan høre ’6 hjerter’ som podcast.
Podcasten udkommer hver fredag eftermiddag, og du finder den lige her eller i appen ’Politiken Lyd’.
Velkommen til brev!
’Værn’. Instruktør: John Skoog. Biograffilm
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Franske Denis Lavant, kendt fra bl.a. 'De elskende fra Pont-Neuf' og 'Holy Motors', er genial i 'Værn' som skånske Karl-Göran, der dagligt slås for at blive klar til, at russerne kommer.
»Karl-Göran bor ude i midten af absolut ingenting og er blevet bidt af at preppe. Han bruger hele dagen på at samle og tigge sig til gratis skrot, som han kan ombygge og skabe sit lille hus om til et beskyttelsesrum, så han er klar, når krigen kommer – når russerne står og banker på med deres missiler«.
»Nogle film vil fortælle os noget om verden. Andre lader os bare være i den – langsomt, stædigt, uden dramatisk forløsning, uden katarsis. Sådan ser her ud, og ham her – vi ku’ kalde ham Karl-Göran – bor her, og se, hvad han har gang i. ’Værn’s hovedkarakter er ikke sådan en, der reflekterer meget – om overhovedet. Han knokler. Hans krop bøjer sig, slæber, hakker, saver. Arbejder«.
Anmeldt af Michael Bo.
’Tælle til en, tælle til to’. Netflix. TV-serie
Sofie Gråbøl er med i den nye sæson af 'Kastanjemanden', hvor hun spiller mor til en myrdet gymnasiepige.
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
»Det hele begynder med, at en fraskilt kvinde bliver bortført. Det viser sig, at hun igennem længere tid er blevet chikaneret og har modtaget meddelelser fra en forfølger. Samtidig får en svært plaget familie afslag på en begæring om, at sagen om mordet på deres teenagedatter skal genåbnes. Der er intet nyt i sagen, oplyser myndighederne. Tilbage er kun at lære at leve med sorgen og komme videre. Og tilsyneladende er der ingen sammenhæng mellem den bortførte kvinde og den myrdede gymnasieelev«.
»’Tælle til en, tælle til to’ er mere end almindeligt velfungerende. Man suges fra starten ind i universet. Både på grund af de stygge forbrydelser og fordi man er interesseret i at finde ud af, hvordan det kommer til at gå med duoen fra første ombæring. Og en mere end almindeligt opvakt efterforsker med speciale i digitale spor medvirker til, at det procedurale forekommer autentisk og naturligt«.
Anmeldt af Henrik Palle.
Martini House. Brigadevej 49, Kbh S. Restaurant
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Den bedste klassiker i det amerikansk-italienske køkken? Piccata med rødfisk.
»Vi startede med en martini fra deres gode cocktailkort. Deres dry martini med gin og vermouth var den bedste, jeg har smagt, og min gæsts martini limone med vodka, limoncello-slushice og cava står stadig krystalklar i vores erindring. Vinkortet er befriende kort og nøje kurateret med skuldrene nede, og hver af vores glas var gode og helt rigtige til maden og humøret. De gør det nemt at have det godt«.
»Piccata er den måske bedste klassiker i det amerikansk-italienske køkken. Det kan være et stykke kød eller grøntsag, men det centrale er sovsen, der er lige så vanvittig god, som den er enkel. Citron, hvidvin, smør og kapers. Her fik jeg den med rødfisk, der lå som en sprællende saftig filet med sprødstegte kanter og var super delikat i sig selv. Men med sovsen blev det helt hysterisk. Fordi råvarerne var gode – de kapers var geniale – og kokken kunne skabe en perfekt smuk balance mellem salt, syre, umami, friskhed og fylde. Jeg blev sulten af at spise det. Helt naturstridigt«.
Anmeldt af Joachim Grundahl.
’Things to Come’. Maja Malou Lyse. Den danske pavillon på Venedig Biennale. Kunst
❤ ❤ ❤ ❤
»Du er ikke helt ubrugelig. Endnu«. siger kvinderne til mændene i Maja Malou Lyses bidrag til den danske pavillon på Venedig Biennalen. Det handler om formering og sæd.
»Det første, der møder mig inde i den danske pavillon, er en kvinde. Med enorme, silikonefyldte bryster. Brysterne optræder i den 12 minutter lange video, som bøjer sig rundt i det ovale og sterile rum, som udgør størstedelen af kunstner Maja Malou Lyses udstilling i den danske pavillon på årets Venedig Biennale«.
»Udstillingens anden halvdel viser, at mænd kan tjene penge på hvad som helst. I gule transportkasser, der anvendes til at flytte rundt på frossen sæd, er indsat små skærme med videomateriale fra et sperm race. Ja, et sperm-kapløb, som blev afholdt i Californien sidste år. Sædcellerne svømmer gennem en mikroskopisk bane, der mimer den kvindelige anatomi, skal vi forstå. Kapløbet er tilsyneladende filmet med et kamera, der forstørrer og lader os se, hvem der vinder«.
Anmeldt af Mathias Kryger.
’Your Friends & Neighbors’. Sæson 2. Apple TV+. TV-serie
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
I anden sæson af 'Your Friends & Neighbors' er John Hamm tilbage som investeringsrådgiveren Andrew Cooper, der skifter erhverv til tyveknægt.
»Man kunne efter første sæson have fået den idé, at forbrydelse betaler sig, hvis bare man kender sine ofre på travet. Det viser sig imidlertid ikke at stemme. Moralen er stadigvæk, at skal man begå sig i kriminalitet, skal man holde sig til spekulation og kapitalfondsaktivitet i gråzonen mellem lovligt og forbudt«.
»Det er en seriøst velproduceret serie. Alt er lækkert: menneskene, tøjet, bilerne, husene og tallerkenserveringerne. Der bælles tankvogne af atten år gammel Macallan-scotch til 2.500 bobs flasken, og Coop har fået repareret bagsmækken på sin Maserati GranTurismo, så den ikke vipper op, hver gang der er et bump i vejen. Hamm er stadig fremragende og cool i hovedrollen, og Amanda Peet giver den lidt ekstra gas på ’Desperate Housewives’-pedalen, mens birollerne som blandt andet forretningskammeraten Barney opruster dramatisk«.
Anmeldt af Henrik Palle.
’Dead Man’s Wire’. Instruktør: Gus Van Sant. Biograffilm
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
For en kort stund havde Tony Kiritsis (Bill Skargård) 1970’ernes USA i sin hule hånd. Med et oversavet gevær, hvis aftrækker var forbundet til offerets hals, kunne hverken politi, politikere eller medier gøre andet end at følge ham på afstand.
»I Gus Van Sants både lækre tidsbillede og mørke thriller om en virkelig kidnapning, der fandt sted i Indianapolis i 1977, kan man ikke komme uden om en småklovnet undertone. Den satte kidnapperen Tony Kiritsis selv med sit bizarre mediestunt af en hævnaktion. Han kidnappede vicedirektøren i en stor lånevirksomhed som hævn for, at direktøren (Al Pacino) ifølge Tony snød ham og efterlod ham ruineret. Han kæmper for »the little man«, siger han, men også for at få en undskyldning«.
»Bill Skarsgårds komiske timing er knivskarp i en karaktertegning, der ellers kunne blive parodisk. For virkelighedens Tony var lidt af et sidekick i et freakshow, og det er netop en del af historien. At han trådte ind på manegen i mainstreammedierne i den tro, at han var en folkets helt, men i virkeligheden var tossen, man grinede ad som vidunderlig tv-underholdning. Man grinede af ham, men han fik det også til at løbe koldt ned ad ryggen på den amerikanske befolkning, når de fulgte dramaet på direkte tv«.
Anmeldt af Joachim Grundahl.
’Ponies’. SkyShowtime. TV-serie
❤ ❤ ❤ ❤
Haley Lu Richardson og Emilia Clarke er fremragende i 'Ponies'.
»De er forskellige som æbler og pærer, Bea og Twila. Den første er supertjekket, har eksamen i russisk litteratur fra et Ivy League-universitet og venter på, at hendes diplomatmand lever op til deres fælles aftale og holder sabbatår, så hun kan komme i gang med sin karriere. Den anden er modstykket: ingen formelle kvalifikationer overhovedet, og forholdet til hendes diplomatmand er strindbergsk. Men begge er de unge kvinder, som er landet i Moskva anno sidst i 1970’erne, fordi deres mænd arbejder i den amerikanske udenrigstjeneste«.
»Rent konceptuelt er ’Ponies’ – hvilket står for persons of no interest – ikke opsigtsvækkende. Det er en kombination af buddy-genren og fisk på land-ideen. Men fordi den er så veloplagt produceret, fanges man som seer ganske hurtigt og slipper den ikke, før den er forbi«.
Anmeldt af Henrik Palle.
’Hinsides skyld og soning’. Jean Améry. Faglitteratur
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Jean Améry udgav sit hovedværk, 'Jenseits von Schuld und Sühne', i 1966. Nu er bogen omsider udkommet på dansk.
»Jean Amérys ’Hinsides skyld og soning’ er ikke en bog, man læser for fornøjelsens skyld. Den er hverken let eller trøstende. Men man bliver hurtigt fanget af Amérys insisterende stemme. Der er noget bidende ved prosaen, noget, der hager sig fast og ikke vil slippe sin læser. Det, der fascinerer, er ikke bare den gru, han skriver ud fra, men næsten snarere det mirakel, at han overhovedet stadig kan skrive efter Anden Verdenskrigs afslutning: At denne stemme efter tortur og lejr stadig insisterer på at tænke, dømme og tale«.
»Det særlige ved Améry er, at han hverken skriver rent vidnesbyrd eller abstrakt filosofi. Og han er heller ikke en køligt analyserende tænker i stil med Hannah Arendt. Hos ham opstår tænkningen midt i den personlige erfaring. Det giver bogen dens særlige henvendelse. Det er filosofi, men filosofi skrevet fra et sted, hvor kroppen, ydmygelsen og katastrofen allerede har sat sig. Derfor bliver den både sylespids og dybt vedkommende«.
Anmeldt af Søren Larsen.
Gitz. Landskronagade 27A, Kbh Ø. Cafe
❤ ❤ ❤ ❤
Gitz kommer ud af Copenhagen Coffee Dealers, som søskendeparret Mathilde og Magnus Gitz-Johansen startede, fordi de blev trætte af supermarkedskaffe uden synlig ristedato.
»Dagens filter, 36 kr., var en lysristet bønne fra Tanzania. Så god, at jeg blev nysgerrig på mere. Vi tog en flat white (42 kr.) på mørkristede brasilianske bønner og en islatte (45 kr.) på mellemristede colombianske bønner. 6 kroner ekstra for sirup. Man kan blive ret specifik her. Det er lidt pointen. At finde ud af, hvad man faktisk kan lide, og ikke bare hvad man plejer at bestille«.
»Man træder ind og tænker kort, at det her godt kunne blive dyrt. Den type café. Men alle sandwiches koster 48 kr. Prøv den vegetariske. Surdejsbrød fra Skipper Bageri med pisket smør, romesco, mozzarella, semi-dried tomater, zucchini og syltede løg«.
Anmeldt af Nasra Jama.
Ugens mest læste anmeldelse
’Being Bo Widerberg’. Instruktør: Jon Asp. Dokumentar
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Bo Widerberg var den mest neurotiske af svenske filmmagere, måske også den mest sitrende sensuelle. Her et klip fra filmen 'Being Bo Widerberg'.
»Det var svært at være den svenske filminstruktør Bo Widerberg (1930-97). Hele sin karriere stod han i skyggen af en granitfigur som forgængeren Ingmar Bergman (1918-2007), der hele det 20. århundrede var inkarnationen af svensk film. Det er umuligt at komme uden om denne helt grundlæggende konflikt, når man som her laver en – helt fabelagtig! – dokumentarfilm om Widerberg. Man kan godt lave en film om Bergman uden at nævne Widerberg, men ikke omvendt«.
»Men måske er det på høje tid at nyvurdere styrkeforholdet mellem de to, som det vist også er sket flere gange mellem Blur og Oasis. ’Being Bo Widerberg’ tager ikke stilling, men beretter om Widerberg, så det eneste, man har lyst til bagefter, er at gå om bord i hele hans filmografi igen, fra først til sidst. Hans film har altid gjort mig nærmest svimmel, fordi de er så sanselige, så begejstrede for lys og blinken, for det spontane, der opstår i situationen«.
Anmeldt af Michael Bo.