Kære læser,
I denne uge byder ’6 hjerter’ på en biograffilm til topkarakter, kunst til dit indre legebarn og sortrandet rockmusik, der (næsten) giver dig lyst til at leve for evigt.
Velkommen til!
’Wildwood’. Instruktør: Travis Knight. Biograffilm
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Prue og Curtis må blive store i en fart, hvis de to unge teenagere skal slippe fra Den Uigennemtrængelige Skov med liv og lemmer i behold.
»Teenageren Prue McKeels hippieforældre er kun strikse på ét punkt: Lillebror Mac må aldrig komme uden for en dør! Så da forældrene beordrer den oprørske teenager til at passe lillebror, mens de sælger deres kunsthåndværk downtown, slæber Prue ham prompte med til nærmeste legeplads. Her bliver lille Mac straks bortført af en flok krager. Prue og hendes nørdede ven Curtis må følge efter. Over broen og ind i Den Uigennemtrængelige Skov. Og så tager det mørke eventyr ellers fart i en skov befolket af talende dyr, mytologiske træer og brutale konflikter«.
»Alting i denne film er bogstavelig talt fantastisk! Historien og animationen er fantastisk. Ikke mindst synes jeg, at håndværket bag ’Wildwood’ i sig selv er en fantastisk udfoldelse af omhuen, fantasien og den endeløse tålmodighed hos de mere end 1.000 animatorer og andre filmhåndværkere, der i årevis har knoklet med at fremkalde filmen«.
Anmeldt af Kim Skotte.
’Christine Swane. En mangfoldig ener’. Nivaagaards Malerisamling. Kunst
❤ ❤ ❤ ❤
Et nyt hovedværk i dansk kunst? Portrættet af manden i den røde skjorte fra 1933 er malet af Christine Swane og er i privat eje. For tiden kan det ses på Nivaagaard. Det er så godt et værk, at det burde hænge prominent og permanent på et af landets museer.
»Der er mindst én god grund til at se udstillingen med Christine Swane på Nivaagaard. Hun malede et portræt, ’Ung mand i rød trøje’ i 1933, da hun var omkring 57 år. Manden med den røde overdel og det blåsorte hår og det firkantede ur, der ligner et Apple Watch, længe før den slags blev opfundet, sidder foran den grønne baggrund, hvor skyggerne ligger som en filmstjernes aura fanget i et glimt af lys«.
»Der er blot få eksempler på hendes keramik i udstillingen, men de eksempler, der findes, viser en ikke overraskende overførsel af hendes radikale maleriske sprog til kunsthåndværket. Jeg elsker hendes vaklende kakkelborde med kaktusmotiver. Og så det bedste: Se, hvordan det hele blander sig i hendes malerier, hvor et kakkelbord danner underlag for andet af hendes keramik, som igen møder en vindueskarm, som møder en skulptur, hun har lavet, som møder et stykke tekstil, hun har designet, som møder noget helt syttende«.
Anmeldt af Mathias Kryger.
’Island’. Hvalfugl. Album
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Jazzbandet Hvalfugl er draget af Islands natur.
» Den nye generation af jazzmusikere har forladt fordums tilrøgede jazzklub til fordel for frisk luft, nattehimlens stjernebilleder og alt det, der pusler, flyver og vokser derude«.
»Trioen har i et årti dannet naturskole. På deres nye album har de sat kursen mod ’Island’ med den storslåede natur og vulkansk aktive kultur. I Sundlaugen Studio har Hvalfugl forsøgt at indfange de mange indtryk. Vulkan, jökull, sorte lavamarker, græsgrøn, nordlys, hav, luft og god plads imellem mennesker«.
Anmeldt af Kim Skotte.
’The One About Matthew Perry’. Instruktør: Mary Robertson. Dokumentarfilm
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Ligesom karakteren Chandler fra 'Venner' prøvede Matthew Perry hele tiden »at aflede andres opmærksomhed fra, hvor elendigt han i virkeligheden havde det«, siger han selv i dokumentaren.
»Hvorfor lykkedes det ikke for ham, når det lykkes for andre? Især i sidste afsnit af ’The One About Matthew Perry’ går instruktøren tæt på, hvad afhængighed er for et monster. Der er interview med venner, der blev fri af det. Der er udtalelser fra den indsigtsfulde lillesøster, som godt ved, at hun selv oprindelig valgte at blive terapeut for at redde storebror«.
»Der er også klip med Matthew Perry, der fortæller, at hans afhængighed kan få ham til at tage et stof, der gør ham høj i seks timer, selv om han godt ved, at det vil tage ham seks døgn at komme af med abstinenserne og blive sig selv igen. Mary Robertson har ikke kun skabt en dokumentar, der nuancerer mediebilledet af Matthew Perry. Det er også en vigtig fortælling om afhængighedens væsen«.
Anmeldt af Dorte Hygum Sørensen.
’Nærmest håndgribelig’. Akiko Ken Made. Design
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Akiko Kuwahata og Ken Winther har været på opdagelse i et hav af træsorter, som de har brugt til designværker, der er så smukke, at man får lyst til at røre ved dem.
»Kuwahata og Winther, der kalder sig Akiko Ken Made, har skabt en stribe værker, som især er japanske i udtrykket, og på udstillingen krydrer de værkerne med hverdagsgenstande fra deres eget hjem: et indkøbsnet i bast, en smuk rød tekande lavet af Gurli Elbækgaard, antikt værktøj, en bunsenbrænder, tæpper, glas. Det hele er smukt placeret i galleriet med flertallet af de små dele på et reolsystem, som det dansk-japanske par selv har lavet«.
»I en tid hvor alt suser afsted, og hvor ai er det nye dyr i åbenbaringen, minder den her udstilling os om, hvor meget kraft der er i reel viden, smukke materialer og godt håndværk. Enhver med den mindste begejstring for japansk æstetik må forbi«.
Anmeldt af Lars Hedebo Olsen.
’Dopamine Chamber’. Fontaines D.C. Album
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
De ser temmelig uimponerede ud. Men Fontaines D.C. har med sanger Grian Chatten, med blå jakke, i front lavet en vidunderlig plade. 8. november spiller de deres største danske koncert til dato, når de indtager Royal Arena.
»’Dopamine Chamber’ er storslået, ambitiøst og vellykket. Det er, som om salig David Lynch har strøet tryllestøv ud over de bedste af sangene og givet dem et forunderligt, overjordisk skær. Som på singlen ’Marianne’, hvor man som lytter kastes rundt i slowmotion i en synthesizersuppedas af nedtur, mens et bredriflet bulldozerbeat brummer nedenunder«.
»»The perfect way to say ’I love you’ / On a rainy day in my head«. Det er en linje, der på sin egen knudrede måde opsummerer et album, som botaniserer i krydsfeltet mellem virkelighed og fantasi, mellem kunstig og følelsesmæssig intelligens. Mellem det ’perfekte’ og det fejlbarligt menneskelige. Resultatet er et sortrandet rockalbum med et hjerte, der både banker og bløder«.
Anmeldt af Pernille Jensen.
’Andrea & Claude’. Andrea Hejlskov. Bog
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
I sin nye bog, 'Andrea & Claude', fører forfatter Andrea Hejlskov en dialog med ai-botten Claude, som har vejledt hende om alt fra valget af festkjole til psykiske traumer og afmontering af stikkontakter.
»Andrea Hejlskov tager ikke noget fra nogen; hun giver. Vi skylder hende tak for at fortælle så ærligt om sine erfaringer og erkendelser i den lille, men vigtige debatbog, hun har skrevet om det, hun har hentet op fra chatbotten Claudes dybe og mærkelige brønd. Denne Claude, som Anthropic har skabt, og som bliver brugt af mennesker verden over hver eneste dag. Claude, som ikke har nogen minder eller nogen krop, men som har givet Hejlskov en dyb følelse af at blive mødt«.
»Andrea Hejlskov er drevet af chokket over at opleve, at Claude tilsyneladende også kan tale om ting, hun ikke selv er sig bevidst. At den ikke kun holder et spejl frem for hende, men beriger hende ved at gøre hende mere refleksiv, præcis og mindre konfrontatorisk i samværet med andre mennesker. I passager er det omvendt mennesket Hejlskov, som får Claude til i glimt at hente en skjult viden om sig selv frem fra sit mærkelige dyb«.
Anmeldt af Jes Stein Pedersen.
’Løvehjerte’. Instruktør: Nagieb Khaja. Biograffilm
❤ ❤ ❤ ❤
Besir Zeciri spiller mellemlederen Luan, og han skridter ind og ud af Bellahøj for at holde business kørende.
»Luan (en blød og sårbar Besir Zeciri) er pragmatiker. Han har levet hele sit liv i fast rutefart mellem spillerne i denne meget lokale økonomi, der handler om stoffer og penge. Og vold. Han er god til det rutineprægede arbejde og til at holde styr på de yngre drenge nede på legepladsen med de små poser i lommerne, seddelbundterne med elastik om. Luan selv styres også et sted fra«.
»Filmen ’vil’ ikke rigtig andet end at underholde i en fart, men det er der intet overhovedet galt med. ’Løvehjerte’ er en meget givende film, der tør tro på håbet«.
Anmeldt af Michael Bo.
’Play!’. Museum Jorn. Kunst
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Skulpturer med hjul af kunstnergruppen Gelitin fungerer som en dejlig introduktion til udstillingen 'Play!' på Museum Jorn i Silkeborg.
»Jeg sidder lykkelig oven på en af den østrigske kunstnergruppe Gelitins motoriserede skulpturer med hjul på og kører rundt i udstillingen. Jeg er tæt på at torpedere de skulpturer, som ellers står i salen, og som Gelitin har lavet med bind for øjnene. På væggene hænger en serie af kopier af Leonardos ’Mona Lisa’ lavet af modellervoks«
»Livet leves ikke på et skakbræt af rette linjer. Det kan også være en enøjet Mona Lisa lavet af modellervoks og en tavs plysdukke med vikingehorn på midtersædet på monkey class på vej over Atlanten. Heldigvis. Tak til Museum Jorn for den påmindelse«.
Anmeldt af Mathias Kryger.
Ugens mest læste anmeldelse
’Liv forladt’. Kira Skov. Biografi
❤ ❤ ❤ ❤
Trods nogle gevaldige slag har Kira Skov skabt stor kunst.
»Hun trodsede alle advarsler og stak af til Californien med en mand så utilregnelig og uligevægtig, at hendes unge liv kom i fare. Forslået på sjæl og krop flygtede hun retur til Europa efter fire års mentalt fængsel. For at møde og forelske sig i flere mænd med misbrug. Den sidste af dem blev hun gift og fik barn med. For at opleve ham gå til i de stoffer og den alkohol, der endte med at tage livet af ham«.
»Kira Skovs historie er, som vi ved fra de bidder af den, der er faldet af i interview og sange, svært dramatisk. Men det giver sammenhæng at få den fortalt i sin helhed her. I lange træk er ’Liv forladt’ da også en pageturner af rang. Men man forlader sjældent en af de mange sider uden at have fået en fin sansning eller en refleksion fuld af medmenneskelig indsigt. Som f.eks. denne om Californien: »Timian, eukalyptus, bougainvillea, californiske laureltræer, sten og jord har alle deres egen unikke duft, der tilsammen udgør denne enestående sansning af Los Angeles, som jeg aldrig vil glemme««.
Anmeldt af Erik Jensen.