Kære læser,
Endnu en uge. Endnu en skøn bunke anmeldelser fra Politikens kritikere - håndplukket til dig.
I denne uge ser vi blandt andet på et sekshjertet mesterværk fra en ung belgisk filminstruktør, vi møder Nicolas Cage med hugtænder, en decideret livsfarlig sygeplejerske fra Falster og et album, der rammer lige ned i Politiken-segmentet.
Velkommen til.
Gustav De Waele og Eden Dambrine har hovedrollerne som Remi og Leo i den mesterlige film.
’Close’, instr.: Lukas Dhont (Biograffilm)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Belgiske Lukas Dhont buldrede gennem stratosfæren med sin debutfilm ’Girl’ i 2018. Nu har den 31-årige instruktør vendt kameraet mod det andet køn, og endnu en gang har han begået et mesterværk.
Det mener i hvert fald anmelder Kim Skotte, der uddeler de sjældne 6 hjerter til filmen, der var med i Oscar-kapløbet til det sidste.
’Close’ fortæller om Léo og Rémis tætte venskab – i skolen og i blomstermarkerne, hvor de og forældrene bringer høsten i hus. Men da skolekammeraterne skyder en kile ind i forholdet, får det fatale følger.
»En rendyrket tragedie i børnehøjde, der samtidig er en utroligt øm og forsonlig fortælling om kærlighed og forræderi«, mener Kim Skotte.
»Børns uskyldstab har jeg sjældent set skildret med så stor psykologisk præcision og personlig indlevelse som den, Lukas Dhont præsterer i ’Close’. I en tid, hvor der generelt er mere fokus på pigerne og på de mere spegede kønsproblematikker, falder Lukas Dhonts drengefilm på et tørt sted«, konkluderer Kim Skotte.
Nicolas Cage har altid været inspireret af tyske ekspressionistiske stumfilm, særligt F. W. Murnau, hvis vampyr i 'Nosferatu' synes at dukke op i Cages skikkelse flere gange i 'Renfield'
’Renfield’, instr.: Chris McKay (Biograffilm)
❤ ❤ ❤
Nicolas Cage er Hollywoods skarpeste kontrast, når han flakser mellem brøl og grin, mørk mumlen og skingre skrig, croonende Elvis og Alice Cooper, black metal og Crazy Frog.
Så han er det perfekte valg til rollen som Dracula i ’Renfield’ - »en sort komedie så kulørt, at den minder om et strømsvigt i Las Vegas. Mørket er kun ment for sjov, og Cage ligner heller ikke en, der tager opgaven alvorligt. Men når han har en fest, keder man sig heller aldrig«, som anmelder Joakim Grundahl skriver.
På rollelisten flankeres Cage af den herligt morsomme Ben Schwartz som voldspsykopat, fænomenet Awkwafina som hidsig betjent og Nicolas Hoult i titelrollen som Draculas underdanige tjener, Renfield.
»Hoult er aldrig supersjov eller afgrundsdyb mørk, men netop derfor er han god i den slags sorte komedier, hvor det gode og onde skal balanceres med et glimt i øjet. I ’Renfield’ er han også et lille monster med et menneskehjerte, der famler rundt som en fortumlet humanist i en forkert genre«, skriver Joakim Grundahl.
Fine skuespilpræstationer til trods nøjes anmelderen med 3 hjerter, fordi:
»’Renfield’ er ikke en film, der kan bære sin egen enkle præmis over halvanden time. Det simple plot foldes for enstrenget ud med kække replikker, hardcore splattervold i repetitive actionscener og komiske indslag«.
Aili Kristine Kalak Eira og Sigurd Kornelius Lakseide har forrygende kemi i rollerne som modsætningerne Elin og Daniel.
’Saving the Fucking Planet’, NRK, kan streames på DR (Tv-serie)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Kan man tillade sig at have Michael Jackson på sin spilleliste?
Det mener Daniel sagtens, man kan. Han hører jo bare musikken.
Elin er uenig. Hun mener, at »Michael Jackson har lagt hele sin pædofile sjæl ind i den musik«.
Deres efterfølgende diskussion om cancel culture kridter banen op i den fremragende norske serie ’Vi lover et helvete’, som for tiden kan ses på DR TV under den engelske titel ’Saving the Fucking Planet’.
Daniel og Elins forskelligheder er afgrundsdybe, og det skaber en masse romantiske cliffhangere, der gør serien helt særligt gribende i sit spændingsfelt mellem at være samfundsserie og ungdomsserie, mener Lucia Odoom og uddeler 5 hjerter.
»Denne serie formår med en flot og gribende fortælling om nordisk kærlighed og krig at personificere de udfordringer, verden står over for, og hvor svær en tid det er at være ung i«, konkluderer anmelderen.
Sygeplejerskekollegerne Christina (t.v.) og Pernille arbejder sammen på akutafdelingen, der viser sig at være mere akut, end den burde være
’Sygeplejersken’, instr.: Kasper Barfoed, Netflix (Miniserie)
❤ ❤ ❤ ❤
Der er noget rivraskruskende galt på akutafdelingen på Nykøbing Falster Sygehus.
Folk dør på hospitalet. Sådan er det. Selvfølgelig. Men på akutafdelingen dør rigtig mange.
Kan det være, fordi patienterne på Falster har usædvanligt mange livsstilssygdomme, eller er der en anden, mere mørk forklaring?
Kasper Barfoed har instrueret true crime-miniserien ’Sygeplejersken’, baseret på journalist Kristian Corfixens bog om sygeplejersken Christina Aistrup Hansen, som i 2017 blev dømt for fire tilfælde af forsøg på manddrab.
I miniserien følger vi den nyuddannede sygeplejerske Pernille (Fanny Louise Bernth), der bliver ansat på akutafdelingen på ’Danmarks værste hospital’ i 2014. Hun opdager hurtigt, at der sker usædvanligt meget, når kollegaen Christina (Josephine Park) er på vagt i form af hjertestop og redninger. Der er noget, der ikke stemmer.
Anmelder Nanna Frank Rasmussen mener, at Josephine Park formår at skabe en dragende, tvetydigt og ofte ubehageligt relaterbar karakter, selv om publikum aldrig bliver klogere på hendes bevæggrunde.
Det har været vigtigt for journalist Kristian Corfixen, at Barfoed og co. behandlede materialet med »ordentlighed«, har han sagt. Og det har man i den grad gjort.
»Spørgsmålet – måske et vovet spørgsmål – er, om man har behandlet det for ordentligt? Har man været så nervøs for at lave unødigt drama og slikguffende familieunderholdning ud af den virkelige historie, at man er blevet bange for dramaformatets egen skygge?«, spørger Nanna Frank Rasmussen. Hendes dom: 4 hjerter.
Zar Paulos album skriger efter at blive fremført på Orange Scene. Det må dog i så fald blive næste år. I år optræder bandet 'kun' i opvarmningsdagene på Roskilde
Zar Paulo: ’Elendigt software’ (Album)
❤ ❤ ❤ ❤
Det her er rock for Politikenlæsere.
Det tænkte Lucia Odoom, da hun havde trykket play på debutalbummet fra danske Zar Paulo.
»Jeg følte mig mødt af ligesindede, der også har stået og danset mærkeligt til Klichés ’Militskvinder’, jeg følte mig også omfavnet af sangenes glimt i øjet. Zar Paulo er desuden endnu et dansk band, der lyder som børn af Steffen Brandts poesi og firserpoesiens helte. Bands som Jung, The Minds of 99 og Joyce bor i dette landskab af kernedansk rockpoesi, men Zar Paulo lyder mere som sig selv på trods af denne trosretning«, mener Lucia Odoom.
Hun mener, at albummet ’Elendigt software’ er »skræddersyet til festivaler og koncertsamhørighed. For dette band skriver sange, som er nødt til at blive spillet for et hæst skrålende publikum, der er badet i sved«.
»Zar Paulo er endnu et dansk band, der har modersmålet i deres magt. Dette album er så tydeligt i sit udtryk, og det er åbent og imødekommende og sårbart, men det er også et interessant album. Jeg er vild med, at de ikke virker bange for at lave sange, der lyder som kæmpestore evergreens«, lyder det videre fra anmelderen.
Summa summarum - 4 hjerter til Zar Paulo.
Sara Mesa er født 1976 i Madrid, bor i dag i Sevilla. 'Kærlighed af en slags' blev udråbt til årets bedste roman i 2020 af fire spanske aviser.
Sara Mesa: ’Kærlighed af en slags’
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Det er noget af en scene:
Enlig kvinde får fikset sit hullede tag. Som modydelse skal hun bare lade handymanden, Andreas, »komme ind en stund«.
Altså »ind« som i betydningen »en kop kaffe inde i huset«? Eller »ind« i erotisk henseende?
Det viser sig at være det sidstnævnte. Kvinden, Nat, får beskeden: »Du lægger dig ned, og jeg gør mig hurtigt færdig. Bare det«. Hans krop ’trænger’, og de prostituerede er nogle ’sølle stakler’, forklarer han. Bare sådan.
Det chokerende er ikke, at den fåmælte mand stiller forslaget. Det chokerende er heller ikke, at kvinden accepterer, skriver Lise Garsdal i sin anmeldelse:
»Det chokerende og intenst dragende ved den spanske forfatter Sara Mesas roman ’Kærlighed af en slags’ er alt, hvad der videre sker. Med Nat og Andreas, de øvrige landsbyboere – og deres hunde! Både i den ydre ret vilde handling, hvor et barn bl.a. skambides, men også og især i den virkelig vilde følelsesmæssige proces, håndværkertilbuddet sætter i gang«.
Det, der begyndte som en ’tak for hjælp’ , udvikler sig til et forhold, hedt, hengivent. Men mens Nat har behov for at benævne og bestemme forholdets art, er Andreas’ tilgang en anden.
»Sara Mesa skriver klogt om køn og magt, men især om alle de sprog, der tales, tolkes og misforstås i og uden for sengen«, mener Lise Garsdal og uddeler 5 hjerter.
Ugens mest læste anmeldelse:
Til sidst tjekker vi, hvilken anmeldelse I har klikket mest på i ugens løb, og her bliver vi i det litterære hjørne.
Der er nemlig tale om romanen ’Den rejsende’ af Ulrich Alexander Boschwitz, som Kim Skotte har anmeldt.
Romanen er helt tilbage fra 1938, har været godt og grundigt glemt, men er nu genopdaget.
Den udkom først på tysk i 2018. Siden er den blevet flittigt oversat, og flere har udråbt den til et mesterværk. Så langt vil Kim Skotte dog ikke gå. Han nøjes med 4 hjerter.
Romanen følger den jødiske forretningsmand Otto Silbermann, der flakker hvileløst rundt i tyske tog, mens han prøver på ikke at blive afsløret som jøde. Landene omkring Tyskland afviser jødiske flygtninge. Silbermann skal over grænsen, men at krydse grænsen er illegalt på begge sider af den. Pengene, han har med, giver ham håb, men udgør samtidig strafbar kontrabande.
»Lige meget hvad han gør, er det enten illegalt eller ensbetydende med en enkeltbillet til en kz-lejr. Som jøde oplever han, at selve det at være i live er blevet en forbrydelse og en fornærmelse mod nazipartiet. Mere kafkask kan det næsten ikke blive«, mener Kim Skotte.
Tak for din tid. Rigtig god weekend.
Flere anmeldelser kan læses i bunden af mailen.