Kære læser,
Jaaa, så er der fredagsbrev med 10 af ugens højdepunkter fra Politikens anmeldere.
I denne uge blandt andet med nyt fra originalen Andreas Odbjerg, en overraskende god sci-fi blockbuster og en cute teaterforestilling, der giver anmelderen lyst til at smadre noget med et jernrør.
Det lyder meget værre, end det er, bare rolig.
Velkommen til.
Andreas Odbjerg har både Pilou Asbæk og Emma Sehested Høeg samt sine vanlige samarbejdspartnere med på sit nye album. Og det hele lyder umiskendeligt Odbjergsk
Andreas Odbjerg: ’Un Hommage’ (Album)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
»Andreas Odbjerg har fået storhedsvanvid. Og det fede er, at det har jeg også efter en lille måneds tid i selskab med ’Un Hommage’, Odbjergs strålende forårsbebuder af et andet album. Der er højt til loftet på denne plade. Mere mod og flere gode ideer, end mange andre popsangere får på et helt liv. For Odbjerg er originalen, der åbner alle vinduer, så resten af dansk pop kan få frisk luft ind. Og derfor er han en gave til denne leverpostejsfarvede andedam«.
»’Un Hommage’ er en rablende excentrisk, men også modig plade. Som lader B-siden åbne med operasanger Sigrid Matilda Thordsen, der synger tysksproget opera skrevet af Knud Romer og komponist Philip Owusu. Og får Emma Sehested Høeg til at synge »Ja, gu’ det hårdt at være fantastisk!« på en blød bossanova med en vidunderlig rejekællings hæshed i stemmen, inden det hele eksploderer i eksalteret samba«.
(Anmeldt af Pernille Jensen) - Læs anmeldelsen her
Timothée Chalamet får meget mere spillerum i anden del af 'Dune', hvor hans hovedrolle som intergalaktisk profet får flere menneskelige sider. Men han er altså også fed når han slås i selskab med Josh Brolin (th.)
’Dune - del 2’, instr.: Denis Villeneuve (Biograffilm)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
»I fem årtier er ’Dune’ blevet kaldt den bedste film, der aldrig er lavet. Mange ambitiøse filmfolk har kastet den fra sig, og da David Lynch forsøgte i 1984, endte det i et mastodontisk flop, som han siden har nægtet at tale om. Historien har været for kompleks, fantasien for avanceret og de intergalaktiske magtkampe for uoverskuelige for filmskabere med spillefilmlængdens storyboard foran sig«.
»Første del var som et modeshow med en lineær dramaturgi i en tre timer lang prolog, men her i anden del har Denis Villeneuve bedre fat i det kalejdoskopiske univers fra romanforlægget, som Frank Herbert gjorde til et blueprint for sagaer i det ydre rum. Villeneuve lægger sit puslespil med store brikker, så man kan følge med, uden at billedet bliver for simplificeret. Jeg var suget ud i fjerne galakser og følte det fremmedartede som et virkeligt nu med sand i øjnene og stanken af Feyd-Rauthas ånde i næsen (...) Jeg orkede næsten ikke at skulle se 2’eren. Nu glæder jeg mig til nummer 3«.
(Anmeldt af Joakim Grundahl) - Læs anmeldelsen her
Cornelis Vreeswijk havde et både varmt og voldsomt liv. Han døde i 1987 som blot 50-årig
’Cornelis - nogle går rundt i udtrådte sko’, instr.: Magnus Gertten (Biograffilm)
❤ ❤ ❤ ❤
»Viserne om kvinderne, rusen og misbrugerne. De af vommen udspændte seler og de varme, våde øjne skvulpende i en lage af følsomhed og alkohol. Der er næppe mange i min generation, der ikke kan fremmane et lyslevende billede af den hollandskfødte, svenske trubadur Cornelis Vreeswijk. Mange vil stadig kunne nynne med på ’Veronica’, ’Somliga går i trasiga skor’ og ’Dansa samba med mej’ (...) Måske vil de også kunne huske skandalerne. Fængselsophold for spritkørsel uden kørekort og skandaler i stilen ’kendt sanger jagter to transvestitter med kniv’.«.
»At den elskede og forkætrede folkesanger fik en tv-transmitteret begravelse, understreger kontrasterne i et varmt og voldsomt liv, som Magnus Gertten indkredser i sin lige så nærgående som solidariske portrætdokumentar. Det slås fra starten fast, at det ikke må blive et skønmaleri. På gamle lydoptagelser taler Cornelis fra endestationen i sygesengen på Sophiahemmet. Det hele skal med. Både stofmisbruget og de voldsepisoder, som desværre også blev en del af historien i særlig voldsomme drukperioder, hvor paranoia og jalousi løb af ham.«.
(Anmeldt af Kim Skotte) - Læs anmeldelsen her
Katrin Jakobsdóttir leder Island som statsminister og er også leveringsdygtig i et originalt krimiplot sammen med forfatteren Ragnar Jónasson
Ragnar Jónasson og Katrin Jakobsdóttir: ’Reykjavik’ (Skønlitteratur)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
»’Reykjavik’ er skrevet af den internationalt berømte islandske krimiforfatter Ragnar Jónasson og Katrin Jakobsdóttir, som ud over at være Islands statsminister og venstreorienteret politiker også er cand.mag. i islandsk og fransk. Min erfaring med toppolitikeres samskrivning med en professionel krimiskribent er mildest talt dårlig. Ægteparret Clinton skrev to krimier på den måde. Den ene ringere end den anden. Reykjavik’ er i en helt anden klasse«.
»’Reykjavik’ er inspireret af en virkelig sag – og så den divine Agatha Christie. Handlingen synes da også smittet af dennes avantgardistiske ’En af os er morderen’ om ti mennesker på en morderisk ø. Umiddelbart ville jeg mene, at også Friedrich Dürrenmatts ’Løftet’, hans tragiske historie om en politimand, som ikke kan slippe en sag, spøger i plottet. ’Reykjavik’ er en blændende, spændende, enigmatisk krimi med træk af realisme fra true crime«.
(Anmeldt af Bo Tao Michäelis) - Læs anmeldelsen her
Det er Édouard Manets studie til det store mesterværk, 'Frokost i det grønne', som udgør anslaget til Ordrupgaards udstilling om kvindelige impressionister. Forvirrende? Ja, lidt
’Impressionismen og dens oversete kvinder’, Ordrupgaard (Udstilling)
❤ ❤ ❤ ❤
»Første gang, jeg så Manets ’Frokost i det grønne’, var jeg tårnhøj på ecstasy (...) Her godt 20 år senere ser jeg stadig maleriet med ecstasy i blikket. Også som det nu hænger i det nedre galleri på Ordrupgaard og udgør en ekstatisk indgang til en udstilling, der dog billede efter billede tvinger tempoet noget i bund og sender denne anmelder ud ad døren i en tilstand et sted mellem døs og udmattelse«.
»Men lad os springe til de kvindelige kunstnere, som det jo egentlig handler om. Fem forskellige og mere eller mindre i udstillingen udfoldede: En, som egentlig intet har med impressionismen at gøre (russiskukrainske Marie Bashkirtseff). En, som var med til at stifte impressionistgruppen, den kvindelige impressionist, som de fleste vil kende til (franske Berthe Morisot). En, som var suffragette, og som nok ville vægre sig ved denne udstillings kønsopdeling (amerikanske Mary Cassatt). Og så to af de øvrige kvindelige stjerner inden for impressionistisk maleri, de franske Marie Bracquemond og Eva Gonzalès (...) Udstillingen er en rodebutik med øjeblikke af stor skønhed. Og sådan er det nok, når man både vil vise et femkløver af kvindelige malere og deres mandlige modstykker«.
(Anmeldt af Mathias Kryger) - Læs anmeldelsen her
Mor og datter strikker, læser Bibelen, dyrker jorden, passer deres høns og sig selv, men udefra truer samfundet med rudekuverter og krav om betalinger af ejendomsskat, kloakering og skorstensfejerafgifter
’Fanden ta’ kommunen’, TV 2 (Dokumentar)
❤ ❤ ❤
»I Ellinge Lyng i Odsherred har en mor og en datter klippet elkablerne over, de lever uden job, MitID og fjernsyn og har meddelt deres kommune, at de ikke ønsker at tage del i samfundet længere. Og det er den kamp for at definere eget liv, vi følger i TV 2-dokumentaren ’Fanden ta’ kommunen’. De to kvinder er mor og datter Annie Skov Hansen og Marianne Hansen, der bor i et klassisk rødt sommerhus i Odsherred, fuldkommen primitivt og beskedent«.
»Min første indskydelse var, at programmerne minder mig om den legendariske dokumentar ’Grey Gardens’ fra 1975 om Edith Ewing Bouvier Beale og hendes datter, Edith Bouvier Beale, der boede i et stort faldefærdigt palæ i East Hampton og havde deres egen særegne og sære symbiose og livssyn (...) Desværre er ’Fanden ta’ kommunen’ ikke langsom nok til at nå ’Grey Gardens’’ vidunderlige niveau; programmerne dvæler ikke ved den langsommelighed, der kendetegner det liv, Annie og Marianne lever, og den enkelhed, der må være i en hverdag, hvor man selv skal sørge for at ordne kompost, hente regnvand, hive grøntsager op og holde gang i livet. I stedet kommer programmerne til at fokusere på konflikten med de offentlige myndigheder og det lidt aparte ved de to kvinders livsvalg«.
(Anmeldt af Lucia Odoom) - Læs anmeldelsen her
Franske Virginie Despentes er, ud over skønlitterær forfatter, også filmskaber og essayist. Hun har selv filmatiseret sin vilde debutbog 'Baise-Moi' og skrevet nonfiktionsbogen 'King Kong Theory', der blandt andet handler om hendes egen voldtægt.
Virginie Despentes: ’Kære fuckhoved’ (Skønlitteratur)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
»Kære fuckhoved’ er en bog om heroin, overgreb, alkoholisme, kønnenes tilsyneladende endeløse kamp, internettets hadkaos, coronanedlukning, det svære forældreskab, afvænning og seksualitet. Blandt andet. At åbne den er som at åbne en stærkt overfyldt kuffert på et hotelværelse. Det vælter ud med trusser, klipklapper og shampoo i rejsestørrelse. Det virker umuligt, at alt det gejl har boet sammen i den lille Samsonite. Og der sidder du så med jetlag og burde være træt af det hele, men du er opløftet, for du er kommet et nyt sted hen«.
»Jeg ser Virginie Despentes som en blanding af en centrifuge og en furie, hun trykker os alle på det dér ømme punkt i lysken. Jeg tror, hun prøver at lære os, at vi ikke løser vores konflikter med hverken tam dialogkaffe eller intetsigende mudderkastning. Vi skal lære at skændes igen, at tørne sammen. Det er en bog, der niver det krænkelsesparate i os alle, også hos jer fuckhoveder, der går og siger, at ’man jo ikke må sige noget længere’. Og hos jer fuckhoveder, der er trætte af mænd, af kvinder, af alt det, der (ikke) er woke. Til alle jer: Kære fuckhoved, læs en bog«.
(Anmeldt af Felix Thorsen Katzenelson) - Læs anmeldelsen her
Latifa, der er et af Sheik Mohammeds i omegnen af 30 børn (antallet er omgærdet med usikkerhed), flygtede ikke en, men to gange fra sin autokratiske far og et liv i ufrihed i Dubais kongefamilie
’The Runaway Princesses’, The New Yorker (Podcast)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
»»Hvis du ser denne video, er det ikke en særlig god ting. Det betyder, at jeg enten er død eller befinder mig i en meget, meget, meget skidt situation«. Det er en prinsesse, der taler. Nærmere bestemt sheikha Latifa bint Mohammed Al Maktoum, datter af Dubais overhoved og premierminister i De Forenede Arabiske Emirater, sheik Mohammed bin Rashid Al Maktoum (...) Videoen er fra 2018 og frigives efter Latifas sidste flugtforsøg. Det er denne nervepirrende velplanlagte flugt og ikke mindst alt det, der leder op til og følger i kølvandet på den sandsynlige selvmordsmission, som den nye fascinerende The New Yorker-podcast ’The Runaway Princesses’ handler om«.
»I fire roligt fortalte, men hæsblæsende dramatiske episoder afdækker den undersøgende journalist Heidi Blake i samarbejde med podcastvært Madeleine Baran Latifas historie i forsøg på at dybdebelyse, hvorfor kvinderne i sheik Mohammeds familie vil væk. Resultatet er en hårrejsende kønspolitisk thriller, der via Blakes omfattende adgang til Latifas kommunikation med venner samler den spredte mediedækning til en stærk journalistisk fortælling om kvindeundertrykkelse«.
(Anmeldt af Eva Eistrup) - Læs anmeldelsen her
Forestillingen 'It's so Cute I'm Gonna Die' er inspireret af kulturteoretiker Sianne Ngais tanker om det nuttede
’It’s So Cute, I’m Gonna Die’, Blaagaard Teater, iscenesættelse: Gunilla Lind (Scene)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
»Det sker sjældent, at jeg efter en forestilling får lyst til at gå ud og smadre noget med et jernrør. Men sådan går det, når man får en overdosis cuteness. Det er det regulært spændende ved ’It’s So Cute I’m Gonna Die’. Gunilla Linds forestilling er et orgie af lyserød nutteæstetik – som et frejdigt gruppeknald med Teletubbies, Team Barbie, Hello Kitty og My Little Pony. En dyrkelse af alt, hvad der er kunstigt, ’rendyrket’ furry & fluffy«.
»I moonboots og højt showhumør vimser fire tuttenutter rundt med tyl, flæser, bamseører og bare maver. En velinstuderet cheerleader-eksercits med indbydende Insta-poses og logrende bagdele ligesom de små bjæffende legetøjsvovser, der til start logrer rundt på scenen. Alt er legende pigesødt, blødt og friktionsløst. Et topkontrolleret adfærdsdesign skabt til en glat konsumkultur, svøbt i Frimann & Birchs godt overdimensionerede satingardiner og Lydmors skønt sukrede, autotunede popsange om cupcakes og pony pony boy. Fascinerende og sjovt – lige indtil det bliver for meget«.
(Anmeldt af Monna Dithmer) - Læs anmeldelsen her
Ulrikka Gernes har skrevet en roman om teenageren Tanjas forhold til en 46-årig forfatter. Bogen bygger på hendes egne smertefulde erfaringer og har været mange år undervejs
Ugens mest læste anmeldelse:
Ulrikka S. Gernes: ’En pige forlod værelset’ (Skønlitteratur)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
»Ulrikka S. Gernes’ nye og også allerførste roman, ’En pige forlod værelset’, er rystende. For under den ellers tilforladelige prosa åbenbarer der sig en rædsel, som kun forstærkes af, at romanens centrale forbrydelse igen og igen bliver slået hen og normaliseret. ’En pige forlod værelset’ handler om Gernes’ egne erfaringer. Om en 14-årig pige, Tanja, hvis forældre er berømte kunstnere, ligesom Gernes’ var det. Gennem sine forældre møder hun en 46-årig mand, Knud Eg Nielsen, til en fernisering«.
»Tanja længes efter selv at kunne bestemme og blive taget alvorligt af sin omverden, og for Eg, den 32 år ældre forfatter, ligner denne længsel åbenbart en gylden mulighed for at have sex med et barn. Og selv om det, Eg foretager sig i denne roman, kun kan karakteriseres som overlagte overgreb, har han let ved at gribe ud i kulturen omkring sig og finde eksempler og forklaringer, der i hans egne øjne retfærdiggør hans handlinger (...) Gernes’ roman gør så ondt, fordi forbrydelsen, der tager så meget fra Tanja, er så let at slå hen; den voldsomme seksualisering får simpelthen lov til at være en del af det at være pige«.
(Anmeldt af Sigrid Adamsson) - Læs anmeldelsen her
Mere når vi ikke i dag - bortset fra nogle links til andre af ugens glimrende anmeldelser i bunden.
Hav en skøn weekend. Nu kommer foråret!
Mange hilsner
Tommy