Kære Læser

Det er ikke, fordi jeg ikke tænker over det, når jeg går i operaen for at anmelde.

Tværtimod. Jeg tænker over det nærmest hver gang. Hvad kommer folk her for? Måske, realistisk set, først og fremmest for at høre musikken?

Ofte taler jeg i hvert fald med publikummer, som ikke er særlig begejstrede for de friheder, instruktørerne tager sig. Men man kan jo bare lukke øjnene, som de siger.

Som anmelder ville det jo imidlertid være at svigte sin opgave ret groft.

Opera i dag er instruktørkunst. Vi kender godt Verdis ’Rigoletto’, som i de næste måneder spiller i Operaen på Holmen. Musikken er topklasse, så klart.

Hvad jeg som anmelder skal tage stilling til – ud over hvordan musik og sang forløses – er derfor i høj grad instruktørens fortolkning.

Hvordan løser hun eller han opgaven?

Det Kongelige Teater har nu valgt en syv år gammel opsætning af Verdis opera lavet af instruktøren Sofia Adrian Jupither til Kungliga Operan i Stockholm i 2018.

Var opsætningen fantastisk, skulle jeg være den sidste til at beklage mig over, at den kommer til Det Kongelige nu. Men når den tværtimod tager luften ud af Verdis dramatiske tragedie om hofnarren Rigoletto, der mister sin datter på grund af en kynisk hertug, er jeg nødt til at være mere kritisk.

Hvad det handler om, kan du læse i min anmeldelse fra premieren i fredags, som jeg linker til her, hvor du heldigvis også kan læse om, at sangerne virkelig er værd at høre.

Mange tak fordi du læste med – og god musikuge derude!