Kære Læser
W kunne jo godt stå for week.
Men når den forgangne uge for musikredaktørens vedkommende stod i w’ets tegn. var det, fordi de to vigtige klassiskbegivenheder i hovedstaden var operaen ’Werther’ og Benjamin Brittens ’War requiem’.
For at tage det sidste først, så havde jeg virkelig glædet mig, til Copenhagen Phil i samarbejde med kammerorkestret Ensemble Storstrøm og ikke mindre end fem forskellige kor skulle indlede sæsonen med et kuldslået koldkrigsklassiker af de smukkeste, jeg kender.
Der er så meget sårbarhed og rørende, lavmælt dissonans i briten Brittens ’War requiem’ fra begyndelsen af 1960’erne, og det er så sjældent, man får mulighed for at høre det store værk live.
Alle pladser både på scenen og i salen på konservatoriet var optaget, og med den engelske tenor Ian Bostridge som den mest fremtrædende solist fik jeg mine forventninger matchet.
Du kan læse eller genlæse min anmeldelse til 5 hjerter af ’War requiem’ her.
Jeg hørte ’War requiem’ lørdag i København. Mens de mange musikere og sangere opførte det aftenen inden i domkirken i Maribo, sad jeg nemlig på Det Kongelige Teaters Gamle Scene til sæsonens første premiere.
Franskmanden Jules Massenet var påvirket af Wagner i sin måde at komponere på. Men hans musik er alligevel umiskendeligt fransk elegant i sin næsten duftende elegance.
At man skal til en fransk komponist for at finde den kendte operaversion af tyske Goethes sturm und drang-drama ’Den unge Werthers lidelser’, der blev et startskud til romantikken, kan virke overraskende.
Men med Marie Jacquot på podiet foran solisterne på scenen og Det Kongelige Kapel i den lille orkestergrav blev det en fin forestilling til fire solide hjerter.
Mange tak fordi du læste med efter en uge, der begyndte med w – og rigtig god musikfornøjelse derude i denne uge!