Kære Læser
Sikken en uge, det har været!
I Odense og i København kunne man opleve Mahlers 9. symfoni. Spillet af begge byers landsdelsorkestre sammen.
Den islandske komponist Bára Gísladóttir, som jeg selv havde glæden af at interviewe ved i forbindelse med to portrætkoncerter sidste weekend på Louisiana, fik et nyt værk opført med DR Symfoniorkestret torsdag og lørdag.
Jeg selv gik i Operaen fredag aften til koncert med Det Kongelige Kapel og den bundsolide, erfarne tyske dirigent Ingo Metzmacher.
Det var dejligt at høre dem spille Sjoistakovitj og Sibelius, men især var jeg kommet for at høre den danske fløjtenist Joachim Becerra Thomsen som solist i Carl Nielsens virtuose og vildt energiske fløjtekoncert.
Han skuffede ikke.
Joachim Becerra Thomsen har allerede i flere år været Kapellets nye solofløjtenist, og han læste opgaven sikkert, trods koncentration, der grænsede til nervøsitet.
Her kan du læse min anmeldelse af Kapelkoncerten til 5 hjerter.
Og så kan vi sammen glæde os til endnu en musikuge, hvor mit fokus er på Torsdagskoncerten, der byder på den tyske pianist Martin Helmchen som solist i Brahms’ 2. klaverkoncert, og en koncert fredag, også i Koncerthuset, hvor Concerto Copenhagen tager fat på en glemt dansk komponist.
Komponistens navn er Georg Gerson, og alt peger vist på, at han står over for en fortjent renæssance.
Mange tak fordi du læste med – og rigtig god musikuge derude!