0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler
Miklos Szabo
Foto: Miklos Szabo
Den amerikanske sopran Lise Lindstrom har stemmen til det højdramatiske parti som Elektra i Richard Strauss' opera.
Nyhedsbrev - Klassisk og opera

De store stemmer erobrede opmærksomheden i ugen, der gik

Politikens ugentlige nyhedsoverblik med anmeldelser og nyt om klassisk musik og opera

Nyhedsbrev - Klassisk og opera

Kære Læser

Hvad er den voldsomste opera, der nogensinde er skrevet?

En klar kandidat er Richard Strauss’ operaudgave af den græske tragedie om kongedatteren Elektra, der havde premiere i en ny opsætning i Operaen i København nu i weekenden.

Strauss’ ’Elektra’ er et godt halvanden time langt, uafbrudt rædselsskrig. En frygtelig tragedie, der giver et blik ind i en dybt dysfunktionel familie, hvor datteren Elektra kun er optaget af én ting. Nemlig at få hævn over sin mor, der har dræbt Elektras far, og over morens nye mand.

I virkeligheden er det enorme orkester, der ideelt set skal være på over 100 musikere, hovedpersonen i Strauss’ ekspressionistiske horror-opera, og under dirigenten Thomas Søndergårds ledelse spiller Det Kongelige Kapel hovedrollen med bravur.

Læg dertil, at castet af sangere er på højt internationalt niveau – og at den russiske instruktør Dimitri Tcherniakov har sit helt eget, mildt sagt overraskende bud på en fortolkning af slutningen på den voldsomme tragedie.

Du kan læse min anmeldelse af premieren på ’Elektra’ til 5 hjerter her.

Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

Den fremadstormende sopran Elsa Dreisig var solist med Copenhagen Phil.

Store stemmer finder man i operaen, det er klart. Men inden weekenden kunne man også opleve en af tidens nye, store stemmer i en dansk koncertsal, da sopranen Elsa Dreisig sang mere musik af Strauss.

Det var det ambitiøse symfoniorkester Copenhagen Phil, der havde inviteret den fransk-danske sanger som solist i Richard Strauss’ populære ’Vier letzte Lieder’.

Det er musik af en halt anderledes fuldmodent smuk og smægtende karakter end det rædselspartitur, Strauss vakte opsigt med som ung med ’Elektra’.

Dreisig forsøgte heller ikke at overdøve orkestret, men lod Copenhagen Phils stjerne-gæstedirigent, tyske Christoph Eschenbach, om at akkompagnere, så musikken blev spundet ud i lange, efterårssmukke linjer.

Oven i købet kunne man efter pausen opleve dirigenten og orkestret alene sammen i Beethovens berømte ’Eroica’-symfoni, og også her blev oplevelsen som et sug tilbage i den musikhistoriske fortid.

Du kan læse min anmeldelse af koncerten med Elsa Dreisig og Copenhagen Phil her.

Tak fordi du læste med – og god musikuge derude!






Klassisk og opera

Politiken prioriterer den klassiske musik. Få ugens vigtigste historier, anmeldelser, tips og nyt fra de internationale operascener fra musikredaktør Thomas Michelsen.

Udsendes hver tirsdag.