Er det rigtigt, som det i mange år har været sagt, at man kun kan bolle eller arbejde sig til en bolig på Christiania? Det kan du læse mere om i denne uges nyhedsbrev, der er dedikeret til historier om fristaden, der står ved en skillevej.
Almene boliger kan ende bag plankeværk
I øjeblikket diskuterer christianitterne, hvordan de skal realisere planerne om 15.000 kvadratmeter almene boliger, som de sidste år accepterede i en ny aftale med staten. Christianitterne har ikke lagt skjul på, at de sagde ja til aftalen med »pistolen for panden«, og det helt store spørgsmål er, hvorvidt de nye beboere skal integreres i det særegne miljø eller have deres egen plet uden tilknytning til fristaden. Det sidste har flere christianitter kaldt »plankeværksmodellen«.
Hvordan har christianitterne fået deres bolig?
Når man skal have en almen bolig, kræver det, at man skriver sit navn på en venteliste. Men hvordan harmonerer det egentlig med reglerne for, hvordan man får en bolig på Christiania? Vi har talt med flere christianitter om, hvordan de har fået deres bolig. Og så har vi været til åbent hus i en noget speciel lejlighed, der mangler en lejer.
Kom til åbent hus på Christiania.
Årtiers forurening kan spænde ben for aftale
I tidernes morgen var Christiania et vådområde, som blev tørlagt ved hjælp af opfyldningsmateriale, der med stor sandsynlighed har været forurenet. Bagefter har området været en kaserne, hvor produktion af ammunition og forskellige værksteder kan have medvirket til forureningen. Endeligt har christianitterne blandt andet afbrændt byggematerialer med asbest. Derfor er jorden på Christiania flere steder ramt af en forurening, der kan fordyre og i yderste instans spænde ben for planen om at bygge almene boliger.
Læs om årtiers forurening på fristaden.
Ugens citat
»Christiania er gået fra at være et eksperimenterende sted med særlovgivning til et sted, der er inde i den juridiske verden, hvor eksterne love gælder. Det giver nogle konflikter«.
Sådan siger advokat Knud Foldschack, der også er ekstern næstformand i Fonden Fristaden Christiania.
Læs om retssager på Christiania.
Tak, fordi du læser med.